Regeringen har indgået aftale med Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening som bl.a. har til formål at aflive myter om de nye naturnationalparker

Af Miljøministeriet

Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet i nyt samarbejde for natur og friluftsliv

De tre parter vil vise vejen for, at natur og friluftsliv sagtens kan gå hånd i hånd i de kommende naturnationalparker.

De tre parter vil vise vejen for, at natur og friluftsliv sagtens kan gå hånd i hånd i de kommende naturnationalparker.

Truede dagsommerfugle, der flakser rundt mellem blåhat og lavendel, mens friske vandrere stopper op et stykke derfra for at betragte de store græssere, der gumler løs af krat og eng.

Det kunne være et billede på nogle af de vilde naturoplevelser, der venter de besøgende i Danmarks kommende naturnationalparker. Områder, hvor naturen får plads til at udvikle sig på mere naturlige præmisser – og som skaber endnu flere spændende naturoplevelser.

Og netop disse to hensyn – til naturen og til friluftslivet – kan sagtens forenes, lyder budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding og formand for Friluftrådet Niels-Christian Levin Hansen.

De tre parter har sammen formuleret en række principper, der kan indgå i det videre arbejde med naturnationalparkerne og være med til at sikre plads til naturen og til friluftslivet i Danmarks kommende naturnationalparker.

– Tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for helt at uddø herhjemme. Der er akut behov for, at vi får vendt den tilbagegang, og her er de nye naturnationalparker en del af svaret. I naturnationalparkerne får vi en vildere og rigere natur, som kan skabe fantastiske oplevelser for besøgende i området. De to ting er ikke modsætninger, og det vil vi gerne slå fast. Derfor går vi nu sammen om at få fastlagt nogle principper, der skal sikre, at naturen kan få den plads, den har brug for, samtidig med at danskerne får adgang til unikke oplevelser i naturen, siger miljøminister Lea Wermelin.

Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke naturen og biodiversiteten ved at etablere store, sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på sine egne præmisser. Der kan udsættes store planteædere, som udfører en vigtig funktion for økosystemet ved at gumle og trampe i græsset. Det skaber plads til, at nye planter og dyr kan vokse og leve.

– De kommende naturnationalparker giver os nogle helt fantastiske naturområder til glæde for både biodiversiteten og alle os, som færdes i naturen. Med vores aftale håber vi at kunne imødegå nogle af de myter og bekymringer, som er opstået i debatten om naturnationalparkerne. Og samtidig slå fast, at vi med 15 nye, store naturnationalparker kan få både mere vild natur og mulighed for et mangfoldigt friluftsliv, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Samtidig har naturnationalparkerne et andet vigtigt formål, nemlig at give danskerne mere spændende naturoplevelser og flere muligheder for at dyrke friluftslivet.

– På friluftslivets vegne er vi rigtigt glade for, at der nu er en fælles forståelse og enighed om principperne for natur og friluftsliv i naturnationalparkerne. Det er et godt og konstruktivt fundament for lokale løsninger med et mangfoldigt friluftsliv, formidling og gode naturoplevelser i den vildere natur. Vi glæder os til arbejdet og til de nye naturoplevelser, der følger med, siger formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen.

FAKTA – FÆLLES PRINCIPPER:
Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet har sammen formuleret en række principper for, hvordan der sikres gode rammer for et fortsat friluftsliv i naturnationalparkerne i respekt for naturen og biodiversiteten:

  • Formidling: For at skabe et stærkt folkeligt engagement i naturnationalparkerne er det vigtigt at få formidlet den naturmæssige baggrund for at etablere naturnationalparkerne og den forventede udvikling af naturen i områderne. Især blandt børn og unge. Det kan både bidrage til læring og større naturforståelse. Dertil kommer formidling af mulighederne for spændende naturoplevelser, erfaringer med friluftsliv blandt græssende dyr og hensynsfuld adfærd i naturnationalparkerne.
  • Kompenserende tiltag: I de tilfælde, hvor etableringen af naturnationalparker begrænser friluftsaktiviteter, bør det gennem kompenserende foranstaltninger tilstræbes, at aktiviteterne kan videreføres uden for naturnationalparken og i geografisk nærhed til naturnationalparken.
  • Rekreativ infrastruktur: Der kan være behov for, at infrastruktur til friluftsliv vedligeholdes og om nødvendigt udbygges. Dels for at give adgang til det hegnede område, men også for at sikre, at mennesker ledes uden om sårbare naturområder på en hensigtsmæssig måde, der tilgodeser beskyttelsen af det pågældende naturområde.
  • Lokal inddragelse og lokale løsninger: Forvaltningen af en naturnationalpark skal baseres på faglig viden om biodiversiteten og på de rekreative interesser i de enkelte områder under hensyntagen til, at hovedhensynet i naturnationalparkerne er natur og biodiversitet. Gennem inddragelse af lokale aktører og intelligent planlægning kan man tilstræbe at finde de konkrete løsninger, der kan få hensynene til flest mulige interesser til at gå op.
  • Løbende erfaringsopsamling: Der skal løbende indsamles erfaringer om effekterne af de nye naturforvaltningstiltag på både biodiversitet og friluftsliv, så de kan bruges konstruktivt i den videre planlægning og løbende tilpasning af forvaltningen. Det skal også sikre, at eventuelle begrænsninger af rekreative aktiviteter kun sker på baggrund af en fagligt begrundet vurdering af, at aktiviteterne kan påvirke plante- eller dyrelivet væsentligt, eller hvis det potentielt kan medføre uhensigtsmæssige situationer for besøgende.

Parterne er enige om, at disse principper kan styrke det videre arbejde med de kommende naturnationalparker og den løbende opfølgning på effekterne af naturtiltagene for både biodiversiteten og friluftslivet.

Læs princippapiret i sin fulde længde på Miljøministeriets hjemmeside.

FAKTA: Interessentinddragelse
Forud for etableringen af de kommende naturnationalparker inddrages både en videnskabelig arbejdsgruppe, en national arbejdsgruppe for interessenter og lokale projektgrupper i arbejdet. Grupperne skal medvirke til at sikre, at naturnationalparkerne
bliver etableret på det bedste tilgængelige videnskabelige grundlag og med input fra både lokale borgere og nationale interessenter.

Læserbreve som ønsket optaget på Netnatur.dk kan sendes til info@netnatur.dk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »