Mindst én af de seks ulvehvalpe, som i foråret 2019 blev født af det nye Ulfborg-par syd for Holstebro, er vandret til Tyskland

Af Ulveatlas.dk

Det viser nye DNA-analyser, hvor en hanulv er identificeret på baggrund af forskellige DNA-spor fra spytprøver taget på byttedyr i Slesvig-Holsten.

Den danskfødte hanulv GW1468m, der er én af de i alt seks identificerede hvalpe fra Ulfborgparret i 2019, er nu registreret i Slesvig-Holsten. Analyser foretaget på baggrund af DNA-spor fortrinsvis fra afføringsprøver og senest fra nedlagte får i Vestjylland afslører, at ulven har opholdt sig i Ulfborg-territoriet til og med den 25. januar 2020.

En lille måned senere har den bevæget ned igennem Slesvig-Holsten med de første fund registreret lige syd for grænsen den 22. februar ved Embsbøl-Horsbø, dernæst den 27. februar ved Schafstedt og senest den 28. februar 2020 ved Hopen lige nord for Elben.

I lige linje over land svarer turen til en vandring på minimum 250 km fra det danske fødested til det sydligste af de tre tyske fundsteder.

Inden hanulven blev fundet i Tyskland er den aktuelt kendt fra i alt syv DNA-fund indsamlet i Vestjylland i perioden 11. oktober 2019-25. januar 2020.

Det er takket være et godt samarbejde med de tyske myndigheder og det centraleuropæiske ulvesamarbejde (CEwolf), som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus er en del af, at det er muligt at fastslå ulvens identitet og oprindelse ved at matche dens DNA-profil med det centraleuropæiske ulveregister.

Fundene af den danskfødte ulvehvalp i Tyskland viser, at det er nyttigt med internationalt samarbejde, når det gælder overvågning af dyr som ulve, der bevæger sig over store afstande.

Ulvestatus lige nu

Det formodes, at der befinder sig seks voksne ulve i landet. Dette drejer sig om den nordjyske hanulv (GW781m) i Råbjerg-territoriet, parret i Ulfborg-territoriet (GW930f, GW1101m), foruden tre enlige hanulve (GW1156m, GW1169m og GW1430m), der er indvandret fra Tyskland mellem april 2019 og januar 2020. Dertil skal lægges fem af de seks ulvehvalpe født i 2019.

Alle seks hvalpe fra 2019 er blevet identificeret og har fået tildelt unikke koder i det centraleuropæiske ulveregister. De kendes ud fra DNA-spor indsamlet i Ulfborg-territoriet i perioderne:

  • GW1434f: 20. september-13. november 2019 (fire prøver fordelt på fire datoer)
  • GW1468m: 11. oktober-25. januar 2020 (syv prøver fordelt på fem datoer)
  • GW1469m: 6. oktober-26. november 2019 (fem prøver fra fire datoer)
  • GW1470f: 11- oktober-26. november 2019 (fire prøver fra tre datoer)
  • GW1535f: 23. november-11. december 2019 (to prøver fra to datoer)
  • GW1536m: 10. januar 2020 (én prøve fra én dato)

Det skal understreges, at det til enhver tid præcise antal ulve i landet altid vil være forbundet med nogen usikkerhed, idet kendte individer kan være udvandret eller være døde uden at være registreret forsvundne endnu, ligesom der kan optræde nye individer, der endnu ikke er registreret.

Kontaktinformation

Videnskabelig chef Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Aarhus, kent@nathist.dk, mobil: 40 27 20 30.

Seniorforsker Peter Sunde, DCE-Aarhus Universitet, psu@bios.au.dk, mobil: 20 63 07 04.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »