Esben Lunde Larsen afsætter 10 mio. kroner til flere nye vådområder, der gavner vandmiljøet, forebygger oversvømmelser og bidrager til mere natur og friluftliv
Af Miljøstyrelsen
Som en del af Naturpakken har kommuner fået støtte til at lave nye vådområder, der både gavner vandmiljøet, forebygger oversvømmelser og bidrager til mere natur og friluftsliv.
Ordningen har været så populær, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu afsætter 10 mio. kroner til en ny ansøgningsrunde til de såkaldte synergi-projekter, der tjener flere formål på én gang.
– I stedet for at kommunerne først skal ringe på én dør for at lave et kvælstofprojekt, for bagefter at ringe på en anden dør for at lave et klimatilpasningsprojekt, så giver det rigtigt god mening, at udforme projekter, der gavner flere formål på én gang. Synergiprojekterne er en vigtig del af Naturpakken, som vi nu kan videreføre med nye midler,siger Esben Lunde Larsen.
I første runde blev der givet tilsagn om støtte til ni nye projekter.
Læs mere om synergiprojekterne
I Randers har man eksempelvis udarbejdet et synergiprojekt, hvor regnvand ledes væk fra boligområder af såkaldte vandveje med høje kantsten og en dyb profil midt i vejen. Vandet vil blive opsamlet i et nyt bynært vådområde, der bliver udstyret med gangbroer i træ.
Regnvandssøer
I Næstved har man anlagt søer, der kan opsamle regnvand, der ellers ville skabe oversvømmelser, men som nu i stedet kan fungere som levesteder for padder. Om sommeren kan man lukke vandet fra søerne ud i det tilstødende vandløb, der ellers ofte mangler vand og udtørrer.
De første ni synergiprojekter vurderes at ville fjerne 100 kilo kvælstof per hektar i gennemsnit til gavn for vandmiljøet. Oven i kvælstofeffekten forhindrer synergiprojekterne oversvømmelser og giver nye levesteder for dyr og planter og nye stier i ofte bynære områder.
– Erfaringen viser, at der mange fordele ved at gå fra endimensionale projekter, der kun skal tjene ét formål til de flerdimensionelle synergiprojekter, hvor vi bevidst tænker flere formål ind fra begyndelsen. Vi har fået rigtigt meget ud af at sammentænke klimatilpasning og kvælstofindsats, og oven i hatten har natur og friluftliv fået et løft i de bynære områder, siger Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.
Der er ansøgningsfrist for nye projekter den 15. november 2017.