Farlig invasiv art identificeret. Naturstyrelsen sender opfordring til alle landets jægere

Af Rokoko Redaktionen (Satire)

Selv om mediernes overskifter i høj grad er præget af COVID-19, så er der alligevel én anden ting, som er begyndt at tiltrække sig mere og mere opmærksomhed.

Det forlyder fra Miljøstyrelsen, at Danmark nærmest er blevet invaderet af hamstere.

Forekomsten af hamstere er yderst skadelig for hele det danske samfund. Derfor opfordrer ministeriet på de kraftigste alle jægere til at tage aktiv del i reguleringen af dette uvæsen.

– Alle landets borgere bør holde skarpt øje med forekomsten af disse dyr, og i øvrigt straks rapportere til myndighederne, hvor end de ser dem, lyder det fra ministeren på området.

I følge Rokoko-redaktionens oplysninger er det tilsyneladende en helt ny og ukendt type hamstere, der er konstateret. I hvert fald lader det til, at de oftest forekommer i forbindelse med køer, hvilket Landbrugsstyrelsen indtil videre ikke har kunnet give nogen fornuftig forklaring på.

Ud over tiltrækningen på køer, så lader det også til, at de er kraftigt tiltrukket af papir – særligt når papiret ligger i 2, 3 og 4 lag samt er opbevaret på ruller.

Da Naturstyrelsens medarbejdere p.t. opererer fra hjemmearbejdspladser, har redaktionen lovet Miljøstyrelsen at give opfordringen til regulering videre til de danske jægere.

Netnaturs rokoko-redaktion gør opmærksom på, at alle rokoko-nyheder er det pure opspind og tillige totalt blottet for enhver form for jordforbindelse.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »