Torben Pors kan med sæsonen 2006 se tilbage på 284 nedlagte snepper. Det er ny Danmarksrekord

Af Perin. Konservatorfoto: Nordjysk Trofæmontering

Torben Pors, Vinderup har som så mange andre jægere den kendte bog Jagtkonger af Bent Christensen stående i sin reol. Af bogens afsnit om snepper fremgår det, at nu afdøde Jes Jessen, Fanø i sæsonen 1952 nedlagde 243 snepper. Da forårsjagt var tilladt dengang, må vi tro, at tallet dækker både vår- og efterårssnepper.

Torben Pors kan med sæsonen 2006 se tilbage på et efterår, hvor han kom optimalt fra sneppejagten med i alt 284 snepper nedlagt. Det indbringer ham klart ny Danmarksrekord, og i modsætning til Jes Jessen vel at mærke alene ved efterårsjagt.

Torben Pors lader sin jagtjournal følge kalenderåret, og derfor er fire snepper, der blev skudt i januar 2007, ikke er talt med. Et imponerende antal snepper skudt af én jæger. Den, der kender bare lidt til sneppejægerens vilkår, vil vide, at der ligger mange timer og skridt bag et sådant resultat.

Jagtårbogen ønsker Torben tillykke med titlen! Her fortæller rekordindehaveren om et fabelagtigt sneppeefterår, men også om et trist forår.

Helt vildt

– Da jeg i 2002 skød lidt over 100 snepper, troede jeg, at det aldrig ville ske for mig igen. Men sidste år nåede jeg 146, og det gav mig den samme tanke, men også blod på tanden. At jeg i 2006 skulle nå 284 snepper, er jo helt vildt, begynder Pors. – Det er indlysende, at jeg har været meget på jagt. Det startede den 14. oktober, hvor de første snepper blev skudt.

Jeg satsede bevidst på at nå et højt årsresultat, og som dagene gik, talte taxameteret bare der ud af. Flest snepper skød jeg den 31. oktober, hvor jeg nåede 20 styk. Vejret artede sig ideelt hele efteråret med plusgrader, og kolonnen i jagtjournalen fortsatte sit vokseværk. Sidst i november var der rigtigt mange snepper, og jeg indrømmer gerne, at det næsten var en lettelse, da jeg nåede nytår. Da kunne jeg slappe af – og med mine sidste kræfter tælle snepperne op, siger Torben Pors med et smil.

Nok ikke nok

– Undervejs tænkte jeg selvfølgelig, at nu havde jeg skudt nok. Men hvor mange er nok? Og da først Jes Jessens rekord var indenfor rækkevidde, blev jeg stædig. Selv efter at have passeret det magiske tal, fortsatte jeg ufortrødent, fordi man ikke skal regne med at kunne gentage kunststykket en anden gang.

– Der kan ske så meget uventet; hvem ved, måske kan jeg gå med på jagt til næste år. Jeg ved godt, at det er alvorsord midt i glæden over de mange snepper, men ikke desto mindre sandt… man skal ikke tage noget for givet.

Hundene

Og da snepperne faldt i 2006, vidste Torben Pors slet ikke, hvor tæt han ville komme på den forudsigelse. Han fortæller:

– Den 18. februar 2007 forsvandt begge mine engelske settere, da jeg luftede dem om aftenen. Jeg valgte at lægge noget af mit tøj på stedet, hvor de forsvandt, og de følgende dage kørte familien og jeg rundt og kiggede efter dem.

– Intet mindre end Natos nordflanke blev sat i bevægelse for at finde mine elskede hunde: politi og postvæsen, dagblade med videre blev informeret, og mange mennesker ringede til mig, men det var aldrig mine hunde, de havde fundet, når jeg nåede frem for at se på dem.

– Uheldigvis faldt hundenes forsvinden sammen med den snestorm, landet oplevede fra den 20. februar, og det har givetvis desorienteret hundene så meget, at de ikke kunne følge sporet tilbage.

– I tre måneder gjorde vi alt i denne verden for at finde hundene og havde opgivet at finde dem i live. Det var først den 21. maj, at en mand tilfældigt – cirka fem km fra stedet, hvor hundene forsvandt – fandt dem begge døde; de lå ikke så langt fra hinanden, så jeg tror, de har holdt sammen i den tro, at jeg nok skulle dukke op … og mens de ventede blev de fanget af vejret, slutter Pors.

Som søn, så far Torben Pors er 38, men det er først i de seneste sæsoner, han virkelig har skudt mange snepper. Og at det til de grader er gået godt, understreges med al ønskelig tydelighed af, at sneppe nr. 1000 også faldt i 2006.

Det kan næppe undre nogen, at den skal udstoppes. Torben Pors skød sin første sneppe allerede som 14-årig, hvor hans far, Christian Pors, tog ham i skole som jæger. At det var en god skole, og at læremesteren kunne – og kan – sit kram, forstår man, når Torben Pors slutter af med at fortælle, at også hans far satte personlig rekord i 2006 med 84 skudte snepper. To af dem faldt i en doublé.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »