Hvordan ser man som nyjæger på jagten, på fremtiden og på den etablerede jagt-debat-kultur ikke mindst. Det og meget mere har vi spurgt nyjæger Jeanette Thrane om …

Af Redaktionen

Hvordan ser jagt-miljøet egentlig ud, når det opleves første gang. Og hvordan ser man som nyjæger på fremtiden. Både når det gælder jagt på privat og offentlig ejet jord. Og når det gælder jagt på Fiskeriterritoriet. Det har vi spurgt nyjæger Jeanette Thrane om, da hun allerede har markeret sig som videbegærlig jæger, der tør stille spørgsmålstegn? Både til egne holdninger og til det etablerede jagtmiljøs måde at gøre tingene på.

Netnatur.dk: Hvordan oplever du generelt debat-tonen på de sociale medier ?

Jeanette Thrane: Jeg synes, at debat-tonen kan være hård, og af og til modbydelig. Har været meldt ind i de fleste grupper, der har tilknytning til jagt og er også hoppet ud af mange igen, ene og alene pga tonen.

Netnatur.dk: Hvordan har du forberedt dig selv på at deltage i debatten ?

Jeanette Thrane: Grundlaget for min debat ligger solidt forankret i min jagttegnsundervisning i den forgange vinter med tre meget kompetente undervisere, som altid har været klar på en sund og faglig baseret debat. Desuden har jeg deltaget i alle de jagter som jeg har kunnet, mødt masser af jægere rundt omkring og fået en masse snak og oplevelser på egen krop. Og så læser jeg gerne bøger og blade om emnet. Er videbegærlig af natur.

Netnatur.dk: Hvordan ser du som nyjæger på fremtidens jagmuligheder på privat jord ?

Jeanette Thrane: Den private jord tror jeg på, at vi kan bevare jagten på, jeg kan være mere nervøs for strand- og havjagten f.eks. Med regeringens oplæg omkring bebyggelse ned til vandkanten, ser jeg den jagtform ligge i højrisikozonen. Og det vil være et stort tab! Ser jagtformen som en del af vores kultur arv.

Netnatur.dk: Hvordan ser du som nyjæger på muligheden for fremover at jage på offentlig ejet jord ?

Jeanette Thrane: Der kan jeg have mine tvivl om, hvad der kommer til at ske. Er bange for det kun er de store pengestærke jægere, som får adgang dertil. Selvom der er åbnet mere for nyjægerjagter. Synes man bør kigge på muligheden for at sælge dagsjagter el lign., så det er en mulighed for mange flere end det er i dag. Hvorfor skal vi rejse ud af landet og lægge penge der, når det kan lade sig gøre inden for vores egne grænser. Det håber jeg, at Danmarks Jægerforbund (DJ) arbejder på fremadrettet.

Netnatur.dk: Hvor meget fylder jagt i dit liv?

Jeanette Thrane: Det sidste år har det næsten fyldt alt, det praktiske med teori, at gå til prøve, komme ud og se på fugle og være i naturen. Skyde lerduer – se på våben. Og læse og deltage i debatten især på Facebook. Men også faglitteratur. Samt at møde jægere rundt i landet og lære så meget som muligt i en fart.

Netnatur.dk: Hvorfor begyndte du at gå på jagt?

Jeanette Thrane: Jeg blev meget inspireret af en jæger jeg mødte, og interessen lå latent i mig contra min uddannelse i den veterinære verden. Og så har jeg altid været naturinteresseret og kan lide tanken om fra jord til bord og det er vildtkød da i den grad .

Netnatur.dk: Hvordan har det første år været som nyjæger?

Jeanette Thrane: Jeg har jo først bestået prøven i år og mangler endnu at skyde mit første stykke vildt, men har deltaget i en masse jagter allerede. Både privat og i foreningsregi. Det er fantastisk må jeg sige at være derude i det fri. Og at komme steder, som mange andre ikke får lov til. Se revirer og snakke om jagten og dens etik, og høre om den kærlighed, som jægerne har til det, som de gør. Jagt er ikke en hobby, det er en livsstil som rører ved hele ens måde at leve på året rundt.

Netnatur.dk: Hvordan ser du gerne jagten udvikle sig i Danmark ?

Jeanette Thrane: Jeg håber, at der ikke skal råbes op om, at nu bliver det og det taget fra os rent jagtligt. At vildtarter kan komme på og af listen som jagtbare arter baseret på fakta, som laves af fagpersoner. Så gerne at f.eks. bramgåden kan jages i stedet for at reguleres. Som det er sket med de kortnæbbede; jagttiden blev udvidet – og nu igen afkortet. Og at det samme vil ske med f.eks. kronvildtet pga den kæmpediskussion, der kører lige i øjeblikket.

Netnatur.dk: Kan det etablerede danske jagtmiljø lære noget af nyjægerne?

Jeanette Thrane: Ja klart – man kan altid lære noget af hinanden. Da jeg tog jagttegn, var vi 25 kursister – mange unge fra ungdomsskolen, men også mennesker op til 50 år som kommer ind i denne verden med noget erfaring og ofte også med viden fra både mænd og kvinder. Oplever at især de unge har meget fokus på at holde en god stil vedr. jagtetik og det er en vigtig ting i min verden.

Netnatur.dk: Hvor mener du skoen trykker mest i det jagtpolitiske klima ?

Jeanette Thrane: Skoen trykker for mig klart på åbenheden. Igen og igen hører jeg, at folk sukker efter det, og jeg har selv haft svært ved at finde den. Ihvertfald ikke før langt henne i debatten. Jeg tror på, at åbenhed er med til at give forståelse og en god, sund debat. Det er vigtigt i mine øjne.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »