DLG og detailkæden Land & Fritid lancerer nu en helt ny kollektion af tøj og udstyr til jagt og friluftsliv. Mærket Mike Hammer er udviklet i samarbejde med danske jægere og introduceres på et tidspunkt, hvor interessen for jagt og udendørssport eksploderer herhjemme. 

Af Presssemeddelelse

Antallet af danskere med jagttegn er inde i en voldsom udvikling. De sidste 10 år er mængden af jægere steget år for år, og antallet af danskere, der løser jagttegn, nærmer sig med stormskridt 200.000.

Hvor det tidligere var en sport forbeholdt landbrugere og adel, er billedet nu overordentligt bredt. Jægerne kommer fra alle samfundslag og med vidt forskellig baggrund.

Imidlertid er udstyr og beklædning behæftet med et hav af skrevne- og uskrevne regler, og jægere kan let ende med selv at blive ”flået”, inden det første stykke vildt har været inden for skudvidde.

Udviklet af jægere

Mike Hammer kollektionen er udviklet af jægere og outdoorspecialister som et komplet tilbud til jægere, der ønsker de rigtige materialer i et flot design til rimelige priser.

Erik Dalsro Jørgensen, kædedirektør Land & Fritid:

”Vi har mærket en stigende efterspørgsel på jagtbeklædning og udstyr i vores butikker over hele landet. Den nye generation af jægere er ikke så traditionsbundne, men søger i stigende grad funktionalitet og god kvalitet. De vil gerne være ordentligt forberedt. Derfor har vi udviklet kollektionen i samarbejde med et bredt udsnit af erfarne jægere.”

Selve kollektionen dækker alt i beklædning fra top til tå – fra inderst til yderst. Materialevalget er af god kvalitet med bl.a. Hammertex-stof, der sikrer at yderlaget både kan ånde og stadig modstå regn, neoprenforing af jagtstøvler og behageligt åndbart undertøj. Hertil kommer jagtpatroner med stålhagl.

Jagtsortimentet byder også på foder til jagthunde samt et bredt udvalg af produkter til vildtpleje. Danske jægere bruger ifølge Jægerforbundet mere end 200 millioner kroner om året på naturbevarelse- og udvikling, og netop derfor har kæden også fokus på den del af sortimentet, der henvender sig til indehavere og forvaltere af jagtområderne.

Kollektionen blev lanceret torsdag den 25. august, umiddelbart før jagtsæsonen for alvor går i gang herhjemme og vil løbende blive udvidet.

Mike Hammer mærket vil være til salg i Land & Fritids butikker over hele landet, samt på www.landogfritid.dk

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »