Miljøstyrelsen har lanceret et nyt online-system til ansøgning om regulering af skadevoldende vildt, som for eksempel ødelægger landbrugsafgrøder, bundgarn eller skader andre dyr i naturen

Af Miljøstyrelsen

Den 16. marts lancerede Miljøstyrelsen et nyt online-system til ansøgning om regulering af skadevoldende vildt.

Skadevoldende vildt kan for eksempel være krondyr, som græsser så intenst på markerne, at landbrugsafgrøderne bliver ødelagt, krager, i områder, hvor de forvolder skade på den øvrige fauna, eller skarv, der ødelægger fiskernes fangst i eksempelvis bundgarn.

Den nye online-løsning erstatter et 12 år gammelt system og skal på en tidssvarende og effektiv måde kunne håndtere op imod 15.000 ansøgninger om året.

– Vi glæder os meget til at åbne for den nye løsning, og håber at brugerne vil tage godt imod den, siger Jens Skovager Østergaard, der er kontorchef i Miljøstyrelsen og ansvarlig for det nye system.

– Rent praktisk kommer ansøgerne ikke til at opleve de store ændringer, når de skal søge om tilladelse til at regulere det skadevoldende vildt, men den efterfølgende indberetning bliver enklere, forklarer han.

Forenklet indberetning 

Den nye løsning findes samme sted som den gamle, man skal fortsat logge ind med NemID, og angive de samme oplysninger som hidtil. Men når man indberetter, hvor mange individer, man har fanget og skudt, sker det imidlertid på en ny og enklere måde via et direkte link på tilladelsen. På den måde undgår man at skulle logge ind med NemID igen.

Systemet vil blive videreudviklet med et digitalt kort, som skal sikre, at ansøgerne bedre kan angive præcist, hvor vildtskaderne forekommer. Miljøstyrelsen vil informere nærmere, når kortet er klar til brug.

Brugervejledning til det nye system findes på Miljøstyrelsens hjemmeside (se link nedenfor), og der vil der også være adgang til at give feedback på løsningen, når man har benyttet den.

Læs mere om Regulering af skadevoldende vildt her eller gå direkte til ansøgning på virk.dk

Yderligere oplysninger: Anders Jensen: andej@mst.dk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »