Fra 1681-1690 fangede og skød ulvejægeren Brockdorff over 300 ulve i Jylland, og herudover gravede bønderne ulveunger ud fra deres grave. I 1813 blev den sidste ulv skudt ved Estvadgaard nær Skive

Endnu i 1600- og 1700-tallet fandtes der ulve i Jylland, hvorimod de var udryddet på Øerne. Fra 1681-1690 fangede og skød en ny ulvejæger – Brockdorff – over 300 ulve i Jylland, og herudover gravede bønderne ulveunger ud fra deres grave. I 1813 blev den sidste ulv skudt ved Estvadgaard nær Skive, og de ”ulve” der blev skudt herefter, var hunde.

Tekst: Henning Kørvel

Nogle var bestyrtede. Andre ellevilde. Efter 199 års fravær blev det i 2012 dokumenteret, at ulven var tilbage i Danmark, idet en ulv indvandret fra Tyskland blev fundet i Thy.

Fordi den sidste ulv i Danmark blev skudt ved Estvadgaard nær Skive i 1813, var det altså 199 år siden, at en fritstående ulv sidst var set i Danmark.

Men selv om ulven for cirka 200 år siden har levet i både Jylland og tidligere også på Øerne, så er informationen om dens udbredelse alligevel meget spredt.

Men især i Jylland vidner både stednavne og skriftlige efterretninger om ulvens tilstedeværelse i navnlig 1600-og 1700-tallet.

Ulven var tidligere forhadt og blev forfulgt skånselsløst i 1600- og 1700-tallet, før den sidste ræv blev skudt i 1813.

I den katolske tid indtil Reformationen i 1536 havde klostrene pligt at afvikle jagt på ulve, og fra ældgammel tid skulle kongerne sørge for, at rovvildt ikke tog overhånd.

Undersåtterne betalte en skat hertil, og i 1513 ophævedes Ulveskat på Sjælland, selv om ulven her ansås for at være udryddet.

En fransk rejsende udtrykte i 1652 forundring over at se mange galger på Sjælland, hvor ulve og tyveknægte hang side om side.

Denne skik stammede fra Frode Fredegods påbud om, at to- og firbenede ransmænd skulle straffes ens.

Den franske rejsende var forundret over, at pelsen ikke var taget af ulvene. I 1652 var ulven dog udryddet på Sjælland, og Carl Weismann (11. juli 1871 – 25. november 1944) mener i ”Vildtets og jagtens historie i Danmark”,1931 og 1985, således, at han kan have forvekslet landsdelene.

Tidligere kom ulve dog undertiden til Sjælland over isen fra Skåne, og således i den strenge vinter 1357, men Kong Valdemar påbød afholdt jagt på dem, hvorved de blev udryddet.

Det er også muligt, at der kom ulve hertil fra Skåne i den strenge vinter 1651.

Ulve tog stærkt til

I perioden efter Grevefejden, hvor Jylland var fri for invasion af fremmede krigsfolk, har ulve næppe gjort megen skade. Men med den urolige periode fra 1627-1660 fulgte med alle krigens rædsler også ulvene.

Da de kejserlige tropper forlod Jylland 1729, var ulvene taget så stærkt til, at kongen beordrede enhver, der havde jagtrettighed til at levere tre ulveskind årlig i tre år til Tøjhuset.

Befalingen gjaldt kun Proprietærgodset, men ulve blev også jaget på Krongodset.

Efter svenskekrigene tog ulvene igen stærkt til. Hertugdømmerne husede dengang de fleste ulve, og deres skadelighed var så stor, at det ved Forordningen af 25. september 1650 blev påbudt at afvikle ulvejagt hvert år i december, når frosten var indtrådt.

Jagten var et stort arrangement, og den kunne kun afvikles, når moser var frosset til og kunne afdrives af flere hundrede klappere.

I 1665 klagede overjægermester Hahn over, at han ikke kunne skaffe det fornødne vildt til hofhusholdningen og holde ulvene nede.

Men de foranstaltninger, som kongen anviste, gav ikke noget videre resultat, og i den strenge vinter 1674, da både bøndernes kreaturer og vildtet døde i stor mængde af sult og kulde, brød ulvene ind i fæhuse og fårestier.

Jo fattigere, befolkningen blev, desto mere mærkedes naturligvis den skade, som ulvene anrettede, og på trods af, at der blev gjort noget fra jagtvæsenets side for at indskrænke antallet, fandt kongen det nødvendigt at ansætte en ulvejæger i Jylland og Slesvig, og det blev tyskeren Johan Täntzer.

Han havde tilladelse til at jage ulve på kronens gods i Jylland og Slesvig. Han skulle selv bekoste det meget kostbare jagttøj, hvilket vil sige lapper og net.

For hver ulv, der blev fanget eller dræbt, fik han to skilling, og han måtte beholde bælgen. Han fik fri bolig på Jægergården ved Skanderborg og frit ildebrændsel, men ikke nogen løn.

Han kunne ikke udrette ret meget under de betingelser, fordi han heller ikke havde tilladelse til at tilsige bønderne som klappere.

Enten frivilligt eller tvunget opgav han derfor stillingen i 1685 med et bittert ønske om, at andre måtte have bedre held.

Ny ulvejæger tog ni ulve ved Varde

Täntzer har imidlertid sat sig et varigt minde, fordi han udgav bogen ”Der Dianen hohe und niedere Jagdgeheimnüsz”, der udkom fra 1682-1689, og fordi han ikke kunne jagtsproget på dansk, er bogen på tysk, og vi bruger derfor i dag tyske jagtverber, fx: Hinter, hochstand, hochsitz, schweiss, schweisshund og totverbeller.

Han skriver også om ulve, og når jagtresultatet ikke blev bedre, så mener han, at det snarere skyldtes ”den forbandede ulv” end ham selv.

Han nævner også fangst af ulve i ulvegårde og seks-syv alen dybe ulvegrave. Sakse og selvskud blev også anvendt, men gift synes ikke at have været brugt, selv om Täntzer måske har haft kendskab til gift fra Sachsen.

Ulvenes unger blev også dræbt. Bønderne og ulvejægerne gravede dem ud af deres grave for at slå dem ihjel.

Ulvejagten behandles udførligt i Jagtforordningen 8. december 1688. Jægermestrene og Landjægeren, som her nævnes for første gang, sidestilles med jægermestrene for ulvejagtens vedkommende og kunne afholde egne jagter på ulve på steder, der var bedst egnet til fangsten. Udtrykket viser, at man fremdeles fangede ulvene i garn ved disse jagter og ikke skød dem – dog ikke i høst- og sædtiden.

Bestemmelserne gentages stort set ordret i Jagtforordningen 18. april 1732.

Conrad Reventlow var blevet overjægermester og jagede ulve i Nørrejylland.

I 1681 blev Brockdorff ansat som jægermester i Haderslevhus, Koldinghus og Riberhus amter.

Den første efterretning om Brockdorffs ulvejagt er fra oktober 1683, da han fangede otte ulve, og året efter ni i en eneste såt ved Varde.

Nogle måneder senere tog han syv ulve på en dags jagt ved Skodborg. Også vinteren 1684 var hård og egnede sig godt til ulvejagt, idet klapperne kunne færdes overalt. Også bælterne var frosset til.

Jagterne var et stort apparat med en stor mængde klappere til den ofte seks-syv mil lange klapperkæde, hvor de helst skulle gå med 20 alens afstand, og da jagten varede flere dage, og klapperne måtte blive ved de lapper, der blev opstillet omkring arealet, var de også strabadserende i det kolde vintervejr, selv om der blev tændt bål om natten, både for at klapperne kunne holde sig varme, og ulvene forblev inde i såten.

Når Brockdorffs jagter gik godt i de første år, skyldtes det ikke alene, at der var mange ulve, men også at jagterne var godt planlagt, og at han forstod at holde orden på klapperne.

Over 100 svin døde af galskab

Et par uger efter, at Brockdorff havde fået de syv ulve ved Skodborg, fik han fem og sårede tre dødeligt i Farris Skov i Slesvig.

Inden vinteren 1684 var forbi, havde Brockdorff ved de større jagter fået 43 ulve, de fleste i Haderslevhus Amt.

Vinteren 1685 blev atter streng, og allerede 20. december havde Brockdorff fanget 10 ulve. Brockdorff fortæller, at en gal ulv der brød ind i en bondes stald ved Vonsild, hvor den blev slået ihjel efter at have ædt nogle svin.

Bonden spiste de ihjelbidte svin, og tredjedagen efter blev han gal og rasende (unsinnig). Også de endnu levende svin, der var bidt, blev gale. Den samme ulv havde få dage forinden bidt nogle svin i Ødis, der blev gale og bed andre svin, og mere end 100 svin døde af galskab.

Få dage efter den heldige ulvejagt fangede Brockdorff tre ulve, men ved jagterne i Aabenraa og Løgumkloster Amter, hvor der var taget mange det foregående år, fik han ingen, og bønderne havde heller ikke set ulve i disse amter, hvor der både var godt med harer og råvildt.

Derimod var der lidt sydligere – i Bramsted – en nat bidt syv heste.

Både garn og lapper trængte til reparation, og han bad om to skippund – 320 kg – god Danziger hamp. Sidst i februar fangede han fire ulve, og samtidig kvitterede han for krudtet, der blev bevilget ham. Forbruget af krudt var stort, både til signaler mellem lederne og til skræmmeskud for at få ulvene ud af tykninger og morads.

I 1686 fangede Brockdorff fem ulve i januar og fire i februar, hvor han oplevede, at grevinde Schack i Haderslev Amt trods tilsigelse ikke mødte op til ulvejagten, fordi grevinden havde ladet sin skytte holde jagt.

Tidligere synes bønderne at være mødt til Brockdorffs jagter, mens der allerede i 1683 klages over deres udeblivelse i Oldenburg.

Weismann mener, at ulven fik stor betydning for den uvilje, som jagterne skabte og gennem den skade, som de anrettede på kreaturer og vildt.

I december 1690 omtaler Brockdorff jagttøjets uanvendelighed, og han ikke havde fået de 160 rigsdaler, som istandsættelsen kostede.

Siden 1681 havde han fanget og skudt over 300 ulve foruden de unger, som bønderne på hans udfordring havde gravet ud.

Der var dog ikke udbetalt dusør for de unger, som bønderne gravede ud, og heller ikke skovrideren i Hvidding havde kunnet få noget for seks gamle ulve, han havde skudt, og de 27 unger, han havde udgravet.

I de to sidste år var der derfor ikke udgravet unger af bønderne i Haderslev Amt, og ulvene var derfor tiltaget i amtet, mens der i hele Koldinghus Amt ikke blev taget mere end tre ulve. Klagen medførte, at dusøren blev genindført.

På trods af jagttøjets uanvendelighed afholdt Brockdorff ulvejagt i vinteren 1691, men resultatet blev mindre godt, fordi der ved en jagt blev skudt to ulve, mens seks gik igennem de møre garn, og ved en anden jagt fangedes fire ulve, mens tre slap igennem garnet. I 1691 slap der 15-16 ulve gennem garnet, men skovrideren skød selv seks ulve på ådsel.

I 1696 blev der fra næsten hele Brockdorffs distrikt klaget over ulve, men i 1697 og 1698 fangede han kun to ulve, en ved Haderslev og en i Stenderup Skov.

Efter 1698 foreligger der kun få breve fra Brockdorff om hans ulvejagt. Hans energiske jagt gav et godt resultat – fra 42 ulve i 1683 til kun to i 1698, hvilket var ensbetydende med, at ulven var næsten totalt udryddet i Koldinghus Amt.

I det nørrejyske var der også ulve. I januar 1684 blev der taget 24 ulve, og jagten fortsatte i Himmerland.

Efterstræbelsen må have virket godt, for da Arenfeld i efteråret 1684 fik ordre til at levere til levende ulve til København, blev ordren også givet til Brockdorff, fordi Arenfeld ikke var sikker på at kunne skaffe dem.

I sommeren 1686 fik Arenfeld seks gamle ulve, hvoraf de fem havde imellem fire og syv unger.

11 ulve skudt, men de fleste af 34 slap igennem

Mens Täntzer ikke havde haft stor myndighed som ulvejæger, fik hans eftermand, Johan Just Lampmann vidtgående rettigheder som Landjæger.

Den 22. oktober 1686 holdt han sin første ulvejagt ved Vejle. Der var fire ulve i den tre mil lange såt, men kun en blev skudt, og de tre andre blev anskudt af officerer.

Fra Vejle fortsatte han mod nord, til han 7. december nåede Randers, hvorfra han meddelte til overjægermesteren, at han nu havde skudt 30 ulve.

Men hans store held var forbi. 28. december modtog han en skrivelse fra overjægermesteren, hvori denne klagede over hans opførsel over for bønderne.

En klage han fandt uberettiget, men en bonde havde fået nogle slag, fordi han havde beskadiget det kongelige jagttøj.

Lampmanns breve i de følgende år er en lang række klager over alt muligt. 1687 var det vejret, mangel på ådsler og en uduelig pandsvend fra Brockdorff, der var skyld i, at han ikke fik flere end tre ulve på fem dages jagt.

På den næste jagt i 1866 voksede heldet, idet han skød 11 ulve. Men de fleste af de 34 ulve, der havde været i såterne, var dog undsluppet.

I de store heder ved Ring Kophen (Ringkøbing), Varde, Rive og Vestkysten kunne der fanges mange ulve, når han havde dygtige folk til at betjene garnene.

I 1689 synes han kun at have fanget tre ulve, fordi alt var imod ham: Vejret, folkene og jagttøjet. Lampmann var Landjæger i 10 år.

Han blev derefter skovrider i Hald Amt, og i 1703 blev han beskikket til jagten i Jægersborg Dyrehave, hvor han heller ikke havde heldet med dig. Han blev derefter lærkefanger på Frederiksborg, og han varetog hvervet indtil sin død i 1720.

Jægermester Zeppelin, der fra 1693 havde overtaget Lampmanns stilling, forstod ikke på at oprette et godt forhold til folkene.

Han udrettede ikke meget og klagede over de samme forhold som Lampmann. Han fik dog skudt otte ulve, og derudover var der skudt yderligere to, men hvis jagttøjet havde været i orden, så ville han kunne have skudt 20 ulve.

Ulven har vistnok aldrig været virkelig talrig her i landet, og de fleste har været her i 1600- og 1700-tallet.

Jagten blev drevet med ikke ringe energi, og antallet blev sat så betydeligt ned, at stammen aldrig mere kom til kræfter igen, idet man stadig vedblev at forfølge ulvene. La Roche holdt både i 1701 og 1702 store ulvejagter i Århus Stift.

Fra slutningen af det 17. århundrede nævner Bircherod, at i 1684 var kulden så streng, at øllet frøs i kanderne, og soldaterne der stod på vagt på Københavns Volde, mistede liv og lemmer af kulde, gjorde de forsultne ulve stor skade i Jylland, hvor de brød ind i fæhuse. En nat blev fem heste bidt ihjel for en af kongens rytterbønder.

I 1705 fangede Brockdorff fire gamle ulve i Haderslev Amt og anskød to i Vensyssel. Efter at bønderne i Skovrider Teubert Beridts distrikt havde klaget over ulvene, blev der 3. juni 1737 holdt en jagt, hvorunder to gamle ulve og syv unger blev fanget.

I næsten 11 år var der ikke blevet holdt ulvejagt i Farris Skov, fordi klapperne udeblev eller vejrliget havde forhindret det.

I august 1737 klagede bønderne i Dollerup, Finderup og Ravnstrup over ulvene til kongen, fordi de siden foråret havde taget ni fæhoveder for uden bæster og andre kreaturer.

Ulvene var tiltaget, fordi de i to – tre år havde fået lov til at beholde deres unger. I nogens mindetid var der kun skudt to ulve i Møgelkær Mose, og det var derfor ikke underligt, at de nu gik i flokketal, og om natten brød ind i husene og tog for sig af kreaturer.

Hunde skudt som ulve efter 1813

Ratlou oplyste, at han for nogle år siden havde holdt ulvejagt deroppe, og der kun blev ser en ulv, som han selv havde held til at skyde.

Også skovrider Thomsen skød kort før sin død i 1733 en ulv.

I 1737 havde Ratlou på en tredages vildsvinejagt været så heldig at skyde en gammel tæveulv. Udtrykket været heldig skal fortolkes sådan, at ulvene ikke var almindelige. Men i 1740 holdt han en ulvejagt, hvor der blev skudt to ulve.

I 1752 holdt Ratlous efterfølger, Trolle en ulvejagt i Meilgaards og Østergaards skove, og 15. maj holdtes en stor jagt mellem Randers, Viborg, Hobro og Mariager. Der var tilsagt klappere fra 59 sogne, og der blev set en ulv, der brød igennem klapperne.

Trolle holdt igen ulvejagt 14.-15. oktober 1754 i Voer Herred. Forskellige steder i Jylland blev der det år skudt nogle få ulve.

I Nim Skov havde bønderne dræbt fem unger, og skovrideren skød den gamle hanulv, og hunnen blev skudt af en tilgrænsende proprietær.

Ved Rosenholm slog bønderne fire temmelig store ulveunger ihjel, og ved Foussingø blev der først i oktober skudt fem ulve, og i Vildmosen i Vendsyssel skal der på en dag være skudt ni ulve, hvilket tilsammen udgjorde 26 gamle og unge foruden de unger, som bønderne i foråret havde fundet og dræbt.

Pontoppidan siger i 1763, at der er alt for mange ulve i Jylland, særlig i hederne. I 1768 fandtes stadig ulve i Bramminge Sogn, og i Ellinge Sogn i Vendsyssel blev den sidste ulv skudt i 1730, men i landsdelens vestlige egne med de mange moser og moradser, og især på Øland holdt de sig længere.

I Gørding, Malt og Skads Herreder holdtes i 1766 en ulvejagt, men ingen i hverken 1765 eller 1767, mens Lindet Skov blev klappet igennem i 1768, og Farris Skov i 1771.

Bønderne havde taget ni ulveunger, og skovrider Wegges skytte havde skudt en gammel hunulv, og Krogh selv en anden gammel ulv, men der var endnu 12-14 tilbage.

I 1778 blev der afholdt ulvejagt i Farris Skov, og ved den faldt der 12 gamle og unge ulve. Dermed var ulvene udryddet på hans jægermesterdistrikt, og der blev ikke senere mærket til ulve i Nordslesvig.

Omkring 1775 tales der om, at der er mange ulve i Tørning, men i 1815 var de udryddet, og i 1794 siger Fr. Thaarup, at der endnu findes en del ulve i de jyske heder.

I mange år mente man, at den sidste ulv af den gamle danske stamme var skudt på Bidstrup ved Langaa i 1769.

Der findes et maleri på Bidstrup af ulven med en plakette, at ”Hr. Justitsraad de Lichtenberg hafvder skudt denne ulv 12. januar 1769”.

I Rold Skov skal den sidste ulv være skudt mellem 1775 og 1780, men langt senere er der skudt ulve i Jylland.

I 1804 blev der skudt en ulv ved Viborg. I ”Diana” nævnes, at de sidste ulve blev skudt her i landet i 1811, men i 1813 blev en stor han skudt ved Estvadgaard syd for Skive, og de ”ulve”, der senere blev anmeldt for at få præmien udbetalt, har vist sig at være hunde.

I 1829 blev der skudt en ”ulv” i Gadbjerg Sogn ved Vejle. Den var stor som en bulldog og vejede cirka 10 lispund, og Melchior siger, at den var en hund.

Der blev udbetalt præmie for den, men to jægere anså det for tvivlsomt, at den var en ulv.

Den sidste ulv er altså rimeligvis skudt her i landet 1813, men naturligvis er det, som Bricks siger ret ligegyldigt. Om den er faldet i 1804 eller 1813, især hvis de sidste ulve ikke har tilhørt den gamle danske stamme, men har været strejfdyr fra Tyskland.

Ulven har ikke været talrig nok til at sætte noget væsentligt præg på Jylland, og med undtagelse af 1600- og 1700-tallet har det været sjældent at høre dem tude.

Brockdorff siger, at jagtpersonalet var næsten mere hadet end ulvene, hvilket bekræfter, at de store jagter var ilde set blandt bønderne.

De, der var plagede af ulve, bad om at få afholdt ulvejagt, men de fjernere boende bønder var ikke villige til at hjælpe, når først ulvene var blevet sjældnere, fordi de også skulle gå mange mil og blev udsat for hårde strabadser på kolde vinterdage- og nætter.

Weismann mener, at tingbøgerne sikkert kan udbygge de informationer, som han formidler, men at han anser sine informationer for at være tilstrækkelige til, at den almindelige mening om ulven må revideres.

Den skade, som ulve anrettede, kunne være slem nok for den enkelte, det gik ud over, men ulven har vistnok haft nok så stor betydning gennem den uvilje, som jagterne på den fremkaldte, som gennem den skade den anrettede på kreaturer og vildt.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »