Hvordan producerer man monstre-store råbukke? Det vil et nyt eksklusivt kursus forsøge at give svaret på …

Af Niels Kanstrup

Interessen for store råbukke-opsatse har aldrig været større og selv om dette års hjemlige Top-ti viser en tilbagegang i forhold til de sidste jubelår, er der næppe tvivl om, at vi frem over vil se endnu flere rekorder blive slået. Både her til lands og i udlandet.

Forståelsen for fodring, aldersvurdering, afskydning, sammensætning af bestand mht. køn og alder og terrænpleje ikke mindst bliver efter meget at dømme større og større. Råvildtets trivsel er ikke længere kun et overset biprodukt i forhold til den traditionelle skov- og markdrift. Det er en driftsgren, der bliver passet og plejet for at give det ønskede afkast:

Bukkeopsatser i medalje- og rekordklassen. Raadegaard Gods er en af de ejendomme, der har haft størst succes med fremelskning af kapitale bukke herhjemme og i et nyt eksklusivt kursus, kan man nu komme tæt på hemmeligheden bag de imponerende resultater.

I år oplyser initiativ tagerne til kurset, at det cirka 400 ha store og kun delvist hegnede (hegn langs veje m.m.) revir huser omkring 25 medaljebukke, hvoraf der skønnes, at tre, fire bukke er i guldklassen.  Men bukkene på Raadegaard kan blive endnu større. I 2006 skød godsejer Jan Tholstrup en buk på hele 152 point, hvilket gjorde opsatsen til den største på Jægerforbundets Top 10 liste det pågældende år.

Det er Hunters Video, der har stået for råvildtjagten siden 2007 og som nu sammen med godsets skytte udbyder det unikke kursus, hvor man blandt andet kan møde Jørgen Rasmussen og Peter Zobel, som er arkitekterne bag tre danmarksrekorder fra Valdemar Slot ved Tåssinge. På kurset kan man også møde Erik Pedersen fra Ringsted, der er indehaver af landets måske største samling af guldbukke fra bl.a. Sverige og Ungarn samt skytte Kim Lindgren, der i det daglige sikrer, at bukkene på Raadegaard har det, der skal til, for at de kan udvikle deres potentiale til det absolut maksimale.