Hunde, der har fået smag på at piske efter harer, kan være en pestilens, men løsningen på problemet er ikke uoverkommelig

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

De mange forberedende ture i hareområdet med hunden fri ved fod er i reglen en god investering, selv om navnlig ejere af stående hunde og spaniels brænder for at se den unge hund udfolde sig i søget efter vildt. Men da netop manglende respekt over for harer er et af de områder, der traditionelt anvendes mange ressourcer på at bekæmpe, er den grundige forberedelse godt givet ud. Samtidig kan harerne ofte findes på det tidspunkt af året, hvor det alligevel ikke er muligt at træne hunden i terrænet pga. af fuglevildtets yngleaktivitet.

LÆS OGSÅ:

JAGTHUNDENS MØDE MED HÅRVILDT

Hunde, der først har fået smag på at piske efter harer, kan i øvrigt med fordel trænes efter samme recept. Igen er det den ignorende opførsel over for haren, der er det vigtigste. Den ophidsede skældud, som man af og til ser anvendt, virker kun ophidsende på hunden. Det vil næste haremøde også gøre. Men da er det ikke sikkert, at hunden er i rem.

Tidligere var det almindeligt at kurere hunden ved hjælp af elektrisk halsbånd. Og i de rette hænder var det fjernbetjente dressurhalsbånd i mange tilfælde en effektiv kur mod harepiskeren, selv om også eksempler på det modsatte er set.

Uheldige følgevirkninger var desværre et ikke ukendt resultat af el-halsbåndet. Skaderne opstod primært, når det elektriske hjælpemiddel blev anvendt i forbindelse med manglende reaktion ved hjemkald, ved manglende respekt over for fuglevildt og ved manglende respekt over for andre hunde.

Strøm givet i situationer, som hunden ikke helt forstår, kan efterlade højst uhensigtsmæssige forbindelser i hundens erindring.

I dag må strøm dog ikke anvendes til dressur af hunde, og derfor giver det ikke mening at diskutere fordele og ulemper samt retningslinjer for anvendelsen af denne ulovlige metode.

Sker det under jagt eller træning, at en hund ignorerer den opspringende hare og pisker efter den, selv om det indlærte stopsignal efterfølges af fløjt og verbale stopsignaler, må man som i alle andre sammenhænge vende problemets årsag mod sig selv. Måske var man et øjeblik ukoncentreret og kom for sent med kommandoen.

Stopsignalet skal helst falde, før hunden sætter af sted. Har den allerede taget det første skridt, er det mange gange vanskeligere. Årsagen til den manglende respekt kan også skyldes, at man overså hundens manglende koncentration. En mentalt træt hund er mere tilbøjelig til at give efter for provokationerne.

Før eller siden kommer de fleste ud for, at en hund kaster sig ud i harejagten, selv om den i mange lignende situationer har opført sig efter bogen. Det er vanskeligt at sige, hvad det er, der udløser den uønskede reaktion.

Engang gik jeg med en stående hund, som var særdeles flink til at dække for de opspringende harer, selv om jagtlysten absolut ikke fejlede noget. Efterhånden ignorerede hun blot harerne, når de sprang op af jorden og uden at slå søgsoplægget i stykker, fortsatte hun sit arbejde.

I en af hendes sidste jagtsæsoner blev der dog nedlagt en del harer for hende. Herunder havde hun flere apporteringer efter anskudte harer, der blev hentet efter lange og hæsblæsende forfølgelser.

Disse oplevelser satte sine indtryk, og sidst på sæsonen piskede hun efter harer, så det var en lyst. Jeg vendte det blinde øje til og besluttede at tage fat på problemet, så snart jagtsæsonen var forbi.

Under den allerførste forårstur i marken, søgte hunden på en lille opharvet mark. Ved markens ende sprang en stor hare, næppe mere end fem meter fra hunden. Men nu var alt ved det gamle.

Hunden fornemmede tydeligt, at vi ikke var på jagt og bortset fra et lille ryk og et henkastet blik, udløste haren ingen reaktion. Uanfægtet fortsatte hunden sit søg efter fuglevildt. Eksemplet viser, at situationerne for os at se kan være identiske, selv om hunden med dens fremragende fornemmelse for nuancerne kan opleve det helt anderledes

Kræver mange situationer

Som udgangspunkt gør hunden, som den gjorde sidste gang, den var i en lignende situation. Og sidst omtalte hund var i en situation, hvor jeg ikke havde bøsse i hånden, og derfor ignorerede den haren.

Eksemplet kan også vendes og anvendes til forståelse af de situationer, hvor hunden efter tre-fire vellykkede ignoreringer pludselig bryder alle regler og sætter af sted. Men for hunden er der måske tale om en oplevelse, som den ikke umiddelbart kan kende fra sit erindringslager. Og når hunden ikke kan huske, hvordan den gjorde sidst den var i en lignede situation, slår instinkterne til og den gør, som den føler for. Derfor skal der mange vellykkede situationer til, før man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at ens hund er hareren.

Spørgsmålet er, om man nogensinde når så langt. Under en markprøve mødte jeg en gang en selvsikker hundefører, der kun havde hånlige træk til overs for de hunde, der på denne prøve piskede efter harer. Hans hund løb ALDRIG efter harer, oplyste han. Få minutter efter den bombastiske udtalelse blev han kaldt frem til afprøvning.

Desværre gik det ikke som ALTID. Få sekunder efter at hunden var sluppet, løb den på en hare. Hverken dressur eller respekten for fløjten og de høje råb holdt. På fuld hals forsvandt hunden efter haren.

Hunden var færdigbedømt på under 10 sekunder, og for den skuffede hundefører var prøven forbi. Eksemplet viser i øvrigt, at man altid skal være forsigtig med folk, som anvender udtrykket aldrig og altid. Navnlig når det drejer sig om hundefolk.

Ikke hareren

Det hævdes ofte, at en apporterende hund ikke skal være hårvildtren. Den skal blot kunne bremses ved mødet med en hare eller et springende stykke hjortevildt. I de tilfælde, hvor en hare anskydes, er det afgørende, at hunden kan sendes på haren, indhente den og bringe den til sin fører, som kan gøre en ende på lidelserne. I praksis skal en hund dog kun have en ganske lille opfordring, og den vil – uanset hvor hareren den end måtte være – sætte efter den eventuelt løbskudte hare på fuld tryk. Kun meget hårdhændet dressur kan efterlade så varige indtryk, at en hund ikke tør give efter for fristelserne, når dens fører peger mod den flygtende hare og siger apport.

                Det store problem opstår først efterfølgende. Givet er det, at de hæsblæsende jagter efter trebenede harer efterlader uhensigtsmæssige indtryk, og næste gang hunden ser en hare, der ikke er anskudt, skal man være særlig opmærksom på at holde den tilbage. 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »