Et bredt flertal i Folketinget har nu besluttet at hæve straffen for ulovlig handel med vilde dyr og planter, så den bliver op til seks gange højere. Politiet får lov til at aflytte og ransage, hvis der er mistanke om organiseret grænseoverskridende kriminalitet

Af Miljø- og Fødevareministeriet

Fra sko lavet af sjældne slangers skind til salg af levende leguaner og truede papegøjer. Ulovlig handel med truede dyr og planter foregår på tværs af landegrænser i hele verden.

Derfor har regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i dag vedtaget en lov, der fordobler strafferammen i naturbeskyttelsesloven til to års fængsel i de grovere sager mod i dag et år. Og med en helt ny regel i straffeloven kan der i de groveste sager idømmes op til seks års fængsel.

– Globalt er ulovlig handel med truede arter en af de mest indbringende former for kriminalitet på linje med narkotika- og våbenhandel. Vi skal ikke tolerere, at nogen tjener penge på at skade naturen på den måde. Derfor skærper vi nu straffene markant. Det sender et klart signal om, at man ikke skal prøve på den slags i Danmark, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Bedre muligheder for at efterforske

De nye skærpede straffemuligheder glæder bl.a. Dansk Folkeparti:

– Handel med truede dyr og planter eller produkter fremstillet af dem er noget svineri, og vi har presset på for strengere straffe. Politiet vil også få langt bedre mulighed for at efterforske ulovlig handel med vilde dyr og planter. For eksempel kan de aflytte telefoner og undersøge mails og ransage, hvis der er mistanke om organiseret grænseoverskridende kriminalitet. Jeg ser frem til, at de nye regler træder i kraft, siger Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen.

Den nye strafferamme på seks år i straffeloven træder i kraft 1. marts 2019, og strafferammen på to år i CITES-bekendtgørelsen forventes at træde i kraft i løbet af foråret.

Fakta

  • International handel med vilde dyr og planter er reguleret gennem CITES-konventionen (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora), som har været gældende i Danmark siden 1977. Den kaldes også for Washingtonkonventionen.
  • Målet er kun at tillade en bæredygtig handel – dvs. at man fjerner ikke mere fra bestandene af vilde dyr og planter, end de kan bære.
  • I praksis betyder det, at det kræver særlige tilladelser eller i visse tilfælde er helt forbudt at handle med visse dyr og planter – levende såvel som døde og produkter fremstillet af deres skind, fjer, tænder, m.m.
  • CITES omfatter omkring 5.000 dyrearter og ca. 28.000 plantearter.

LÆS OGSÅ: Import af jagttrofæer – se reglerne her

%d bloggers like this: