Fra og med den første juni blev det lovligt at skyde rævehvalpe uden for almindeligt gældende jagttid. Men er det virkelig jægernes ønske, at bryde med den nærmest grundlovsikrede skydetid? Eller har vores forhandlingspartnere bag den nye lov ligefrem jokket i en stor medie-fælde, da de besluttede at tillade regulering af rævehvalpe efter solnedgang etc. ..?

Af Michael Sand, Netnatur.dk

“Hvad har de gjort Jer”, lød spørgsmålet fra et barn, der overhørte samtalen om regulering af ræve-hvalpe 1,5 time før og efter solens op- og nedgang. Nu er det ikke kun sandheden, man skal høre fra børn. Også relevante spørgsmål. Og spørgsmålet

“Hvad har de gjort Jer” kom da også uden omsvøb og direkte fra hjertet.

For naturligvis er det nærliggende at spørge, hvad de egentlig har gjort os, de få uger gamle rævehvalpe eftersom vi nu bryder med den nærmest grundlovssikrede skydetid, som vi har tilbudt hinanden og hår-vildtet ikke mindst?

For at svare på det spørgsmål, skal man nok starte med at spørge, hvem “vi” er.

For hvem er det egentlig, der har ytret ønske om at regulere ræve uden for riffeljagtens almindelige skydetid?

Jeg var i hvert fald uvidende om dette jæger-ønske, før den dag det blev ophøjet til lov.

Dermed ikke sagt, at det ikke har været debatteret og fremført som et ønske til dem, der skal forhandle vores jagt- og reguleringsmuligheder i Vildtforvaltningsrådet. Jagtdebat foregår i dag på et væld af platforme og det er vanskeligt at følge med i det hele.

Men uanset hvem der har ført de nye reguleringsmuligheder på jægernes ønskeliste, er det nu

et faktum, at danske jægere må skyde rævehvalpe i dagens første og sidste lys i perioden første juni til første september. I øvrigt uden foregående tilladelser fra offentlige myndigheder.

Det er naturligvis helt op til den enkelte jæger at anvende de nye “regulerings” muligheder, hvis han eller hun vurderer det er nødvendigt. Kan man ikke forlige sig med at skyde uldne rævehvalpe udenfor almindelige skydetid, kan man jo bare lade være.

Hvad skal vi med ræveregulering ved nattetid?

Hinandens ulykke

Men er det virkelig så simpelt?

I mediebilledet er vi alle i samme båd. Der er sjældent plads til nuancer og selv om vi ikke altid deler hinandens lykke, deler vi hinandens ulykke, når jagtens image står for skud.

Derfor skal vi alle kunne svare entydigt på “hvad rævehvalpene har gjort os” siden de skal skydes uden for den almindelige skydetid?

Er vores argumenter stærke nok, når billederne af de første sønderskudte rævehvalpe for alvor begynder at sive fra de sociale medier, hvor fotos af lovligt nedlagte rævehvalpe naturligvis uploades.

Men rævehvalpe først i juni er til tider ikke meget større end salgsklare kattekillinger.

“Hvem står da frem på åben skærm og forklarer, at ‘nuttede rævehvalp er myrdet’ for at give plads til mere jagtbart vildt til os? Og hvad gør vi hvis fordømmelsen spredes på de sociale medier?”

Vil det mon gavne på den folkelige forståelse, hvis det nævnes, at tæve-ræven ud over fasankylling og harekilling også napper en vibeunge og en kattekilling i ny og næ?

Vil der overhovedet blive lyttet til “vores” såkaldte saglige argumenter ? Eller har vi selvforskyldt kastet os ud i en af de helt store tabersager, da vi skruede op for reguleringen af unge rævehvalpe?

Fremstød for anti-jagt ?

Kan det ligefrem tænkes, at drejebogen for et anti-jagt-fremstød blev udtænkt i samme øjeblik som blækket tørrede ind på det forslag, som vores forhandlings-repræsentanter underskrev og sendte til Miljøministeren?

Eller er det at drive spekulationen for vidt? For hvad er forskellen på en rævehvalp og en rågeunge som vi regulerer i tusindvis uden offentlig anstød?

Den parallel forklarer vel alt? Og i øvrigt er regulering før og efter skydetid ikke helt nyt for os. Bl.a. kan der gives tilladelse til, at kronvildt-kalve kan beskydes for at jage dyr væk fra særligt udsatte afgrøder.

Jæger og jæger imellem kan der nok hurtigt skabes enighed om, at følelser altid bør holdes ude af den saglige jagtdebat. Men hvordan ser forhandlingspartnere udenfor jagtmiljøet på de intensiverede reguleringsmuligheder?

Jagt og dyreunger

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har for længst set en åben flanke i den regulerings-iver, som i stigende grad erstatter de principper, som jagten hviler på. Og den til tider jagtkritiske foreningen holder sig ikke tilbage, når den skal profilere sig selv og sine mærkesager. Se f.eks. artiklen om

DN: DYREUNGER EFTERLADES TIL SULTEDØDEN

Her skrives “Hundredvis af rævehvalpe, hjortekid og kaninunger efterlades hvert år til den sikre sultedød. Årsagen er, at harer, kaniner og mange andre pattedyr anses for skadevoldere og derfor frit kan skydes stort set året rundt”.

Jægerne ønsker ikke at regulere hjortevildt og kaniner i yngletiden. Det er et ønske fremført af de berørte erhverv og derfor preller DN’s kritik på det punkt af på jægerstanden. Men ønsket om at bekæmpe ræve er i høj grad knyttet til de jagtmæssig interesser.

Derfor er det også “os” der må stå på mål, når de nye regulerings-regler skal forsvares. Spørgsmålet er, om vores værn er stærkt nok.

Kalder de nye reguleringsmuligheder af pattedyrs-unger ikke ligefrem på kampagne-tiltag, der er set tidligere?

Baby-ræve

Hvordan gik det f.eks. med fangsten af unge sælunger på indlandsisen? Ikke særlig godt, hvis man ser det fra pels-industriens øjne. Slaget var reelt tabt i samme øjeblik sælungerne blev omdøbt til babysæler?

For uanset hvad man mener om sælfangsten, var det først og fremmest nuttet-effekten, der blev slået på, da alverdens dyreelskere argumenterede meget højlydt for et forbud mod fangst af sælunger.

Sælbestanden på Newfoundland var nemlig ikke truet og aflivningsmetoderne var alt i alt mindst lige så effektive, som de metoder moderne ræve-hvalps-jægere kan fremvise. Sælunger, der for åben skærm blev pelset levende, står i hvert fald i kontrast til undersøgelser af de efterladte, knuste kranier.

Drabene på de unge sælunger blev fordømt alene ud fra et følelsesmæssigt synspunkt. I dag er det da også meget vanskeligt at fremdrive en fortaler for drab på babysæler. I hvert fald uden for pelsindustrien.

Men inden det kom til en samlet fordømmelse, trak baby-sæl-industrien desværre den grønlandske fangerkultur med sig i faldet. Det er næppe ukendt for nogen, at Grønland led under det omdømme, som sælunge-fangsten medførte. Også selv om de skind, som Grønland udbyder på pelsmarkedet, stammer fra bæredygtig nedlæggelse af voksne sæler.

Det rigtige i en medieblæst

Kan en tilsvarende unuanceret debat ramme jagten Danmark? Kan regulering af nuttede rævehvalpe trække jagtens generelle meget positive omdømme med sig i den helt forkerte retning? Altså hvis og såfremt der opstår debat om de nye muligheder, som loven åbner op for.

Er vi da overbevisende nok, når der skal argumenteres for det, som måske vil blive udlagt som “jagt på dyrebørn”? Zoo-direktøren var ikke til at rokke og aflivede den unge giraf Marius, selv om hele verden rasede.

Direktøren var overbevist om, at han gjorde det eneste rigtige. Det gjorde ham troværdig. Samlet set er Københavns Zoo’s image måske ligefrem kommet styrket ud af debatten, da de ikke faldt på halen for den fremførte og stærkt sensitive kritik.

Kan jægerstandens fortalere gøre det samme, hvis der opstår medie-blæst om ræve-unge-reguleringen? Har jagtens repræsentanter i tilstrækkelig grad zoo-direktørens dybfølte tro på rigtigheden i de beslutninger, der er truffet? Og kan vi uden flakkende øjne stå på mål for den nye lov, hvis og såfremt offentligheden begynder at spørge: “hvad er det egentlig, de små rævehvalpe har gjort Jer” ?

Jagtmoralens kompas på standby

Hvor mange jægere, der reelt vil gøre brug af de nye udvidede reguleringsmuligheder er der ingen, som endnu kan svare på.

Men er det afgørende for medierne, om der skydes tusind eller titusinde ræve-hvalpe? Der skulle kun en enkelt giraf i Københavns Zoo til at rejse en international mediestorm.

Rævereguleringen udenfor almindelig skydetid er blevet kaldt en tillidserklæring til jægerne. Ikke mindst da den kan foregå i en del af den periode, hvor der også må jages råbukke.

Råbukke må kun skydes fra solopgang til solnedgang. En regel, der vogtes nidkært jæger og jæger imellem. Og en regel som formodes at virke regulerende på den lokale afskydning.

Men er tilliden mellem jagtnaboer stærk nok til at håndtere de nye muligheder for at regulere ræve før og efter råbukkens skydetid? Det kan kun du svare på.

Men spørg dig selv, hvad du tænker, hvis du hører et riffelskud efter solnedgang, næste gang du lister hjem fra bukkejagt.

“En vildttyv mindre. Herligt med en jagtnabo, der tager rovtøjs-bekæmpelsen alvorligt.”

Hvis du mener ovenstående er tæt på den første tanke, som du forventer vil ramme dig, har du tillid til din jagtnabo.

Hvis du derimod tror, at du vil tænke noget helt andet, er der risiko for, at den tillidserklæring som godtroende politikere har tildelt den danske jægerstand, kan belaste din naborelation.

Tillid eller nabosplid

De mange spørgsmål, der her er rejst, har måske allerede været debatteret forud for den kontroversielle indstilling. Det må formodes. For naturligvis har det ikke været nogen nem beslutning for vores repræsentanter i Vildtforvaltningsrådet at bryde med det, som vi her har valgt at kalde den nærmest grundlovssikrede skydetid.

Men som bekendt kræver store problemer, svære beslutninger.

Og ræve-problemet må man i Vildtforvaltningsrådet havde anset som meget stort, da det alment gældende moralkompas for jagtudøvelse blev sat udenfor døren og man besluttede at intensivere reguleringen af unge rævehvalpe.

Nabosplid og et evt. blakket jagt-image må man have set som ubetydeligt, målt i forhold til gevinsten ved en øget mulighed for at regulere den åbenbart alt for store danske rævebestand.