Jack O’Connor er en af de mest velansete amerikanske jagt- og våbenskribenter gennem tiden, og i respekt for hans bedrifter som storvildtjæger modtog han i 1957 Weatherby Big Game Trophy

Tekst: Henning Kørvel

Jack O’Connor, der i 1957 fik the Weatherby Big Game Trophy, fortæller i den anledning om vildfårsjagt i British Columbia, der krævede hårdt benarbejde. Han og hans søn skød hver en vædder, men hornene var blot 35 inches, hvilket dels skyldes, at får på stedet var krydsninger imellem Stone Sheep og Dall Sheep, og at bjergene i Turn Creek er fattige på kalk. Får her er derfor mindre end Desert Sheep, der ellers er det mindste vildfår i USA, mener Jack O’Connor, der var en af de mest velansete amerikanske jagt- og våbenskribenter gennem tiden, hvis bøger stadig er populære.

”Oven over os dækkes højlandet af græsklædte enge med spredte grå klippeformationer. Omkring en mil borte er der 1.500 fod højere oppe en kløft, hvor vi i går eftermiddags spottede et dusin Stone Sheep’s tre-fire mil ude”.

”Nogle af dem var så lyse, at de så ud til at være hvide som sne. Ergo måtte de være får og lam. Men tre af dem havde mørk saddel, og vi gættede på, at de var væddere. Vi håbede, at de stadig var der, og at vi kunne komme tæt nok på til at kunne bedømme deres horn”.

Harry Johnson, vores British Columbia-guide, Watson Smarch, som er en Yukon fårejæger, Bradford, min 18-årige søn og jeg begyndte at kravle op imod kløften.

”Når man jager vildfår, så gælder grundreglen, at jægeren skal se fårene, før de ser dig, Hvis jagten kan takles sådan, er det super, men hvis ikke den kan, så bliver du taber”.

Ovenstående oplevelse fra 1952 er Jack O’Connor’s fra vildfårsjagt i ”The Weatherby”, efter at han i 1957 havde modtaget Weatherby Big Game Trophy.

Det var tredje uge på en jagttur til det nordlige Atlin i British Columbia.

”Vi havde kravlet op mange gange efter væddere, men hverken Brad eller jeg havde indtil nu fået skudt Stone Sheep. Vi havde dog set mange får, måske over et hundrede styks, men mest får og lam samt unge væddere. Vi har også set en ældre vædder, men den så os først, og Brad skød en forbier til den, da satte i løb for at komme bort.

”Nu var det vores sidste chance. Fire dage tidligere var vores andre jagtkammerater, Doc Braddock og Vernon Speer rejst videre til andre jagteventyr. De havde begge skudt unge væddere. Nu jagede de grizzly”.

Blytunge fødder

”Vi kiggede omhyggeligt på bjergene med vores håndkikkerter, og vi var altid desperate efter at se vildfår. Pludselig spottede vi det meget lidt jagede Fannin får, som er en spektakulær krydsning imellem det mørke Stone eller Black sheep og det helt hvide Dall Sheep”.

”Vi fortsatte forsigtigt opad. Fødderne føles blytunge, men der er overraskende i stand til at løfte vores ligeledes tunge kroppe langsomt opad, hvilket er velkendt for bjergjægere over hele verden.

For hvert lille stykke vi kom opad, stoppede vi for at bruge håndkikkerterne, og navnlig vildfårsjagt kræver gode kikkerter”.

Pludselig udbrød Harry:

”Der er de”.

”Vi alle lagde os i græsset, og jeg satte mig derefter forsigtigt op, og kort efter fik jeg dem i kikkerten: Et dusin får og lam, der sad i græsset. Det var et ideelt syn for en fårejæger”.

”Der er tilsyneladende kun får og lam i rudlen”, sagde jeg.

”Lad mig se engang”, svarede Bradford, og vi lå nu alle ned i græsset og kiggede på rudlen mens den lune vind strøg ind over os og fik os til at føle os godt tilpas”.

Et mørkt lam prøver nu at komme i kamp med et hvidt lam”, siger Watson, mens han har kikkerten for øjnene, og så tilføjer han: ”Nu kommer der væddere”.

”Jeg rettede min kikkert imod stedet foran rudlen og så nu tre væddere, som gik hen imod rudlen af får og lam. De gik med højt løftede hoveder og havde mørke saddel, lyst hoved og nakke og lignede således det meget lyse Stone Sheep, som man normalt ser længere mod øst”.

”En af vædderne er stor; jeg gætter på, at dens horn måler 37-38 inch”, sagde Watson.

”Lad mig se engang”, kom det fra Brad.

”Fårene var kun en halv mil borte, men med min kikkert med 9x forstørrelse så ingen af væddernes horn specielt store ud”.

”Den største af dem har gode horn. Den er en gammel vædder”, mente han.

”Den er er gammel vædder, men jeg tror ikke, at hornene er større end 35 inch”, svarede jeg.

”Vil du have den”, spurgte Harry nu Brad.

”Ja”, svarede Brad efter at have rettet kikkerten imod den endnu en gang.

”I har alle set den med maven og ikke med jeres øjne”, indskød jeg.

”Vi havde behov for kød. Da vi forlod hovedlejren fire dage forinden, havde vi taget nogle få dåser oksekød med os, og de var i bedste fald en dårlig erstatning for en saftig fåresteg, men vi havde dog spist dem. Mens vi så i retning imod vædderne, begyndte vi at savle. Jeg tænkte på en filet af bjergfår, der var pandestegt i baconfedt, der blev serveret brun på ydersiden og lyserød inde i midten. Jeg tog endnu et view af vædderen, og nu så den større ud end 35 inch”.

”For at kunne stalke til dem, var vi nødt til at gå en kvart mil tilbage til et punkt, hvor vi kunne stige op på en bjergkam, og hvorfra vi kunne nærme os rudlen bagfra. Men i samme øjeblik, vores hoveder dukkede op over højderyggen, så fårene os. Og i løbet af et kort øjeblik stirrede de alle på os. De tre væddere stod omkring 200 yards bagved hundyrene og lammene”.

Jack O’Connor med en Stone Sheep-vædder, der er krydset med Dall Sheep og derfor har en meget lys dragt. (”The Weatherby”, 2004).

Stoppet af tredje skud

”Brad ønskede at skyde til den største vædder, selv om vi kunne se dens hoved, nakke og lidt af dens ryg. Men kuglen ramte klipperne bagved den, og da de tre væddere sprang af sted. Brad skød igen og ramte den, men den kom på benene igen og løb af sted, men det tredje skud stoppede den”.

”En af de flygtende væddere stoppede på højderyggen, som vi kort forinden havde passeret hen over på vej imod fårene. Fordi jeg blev fristet, tog jeg min .300 Weatherby Magnum ud af hylstret og sigtede på dens skulder. Men fordi den alligevel ikke var i min smag, undlod jeg at skyde og ønskede den et langt og lykkeligt liv, da den fortsatte hen over bjergryggen for at følge med sine artsfæller”.

”Brad’s vædder var smuk med hvidt hoved og nakke og gråbrun saddel. Årringene på hornene afslørede, at den var ni år gammel. Det var ikke mærkeligt, at den havde narret Watson, fordi den som selv ni-årig havde de mindste fuldt udviklede vædderhorn, som jeg nogen sinde har set, og jeg har set væddere fra ørkenen i Mexico til grænsen til Alaska: Stones, Dall’s desert sheep and Rocky Mountain Bighorns. Fra toppen af skulderen til bunden af brysthulen målte den 17 inch, og fra brysthulens front til bagenden 38½ inch. I kontrast til en stor Dall ram med 43½ inch horn målte Brad’s vædder kun 34 inch., men selv om hornene således ikke var store, var formen perfekt”.

”Fordi vi allerede var højt oppe, besluttede vi at kravle helt op på toppen for derfra at kunne se efter andre væddere. Vi så kun en vædder, der muligvis kunne have været sammen med den, som Brad skød, og på en fjern bjergtop så vi omkring 30 får. Nede under den, hvor solskin fik en klippe til at lyse op som en diamant, spottede vi en enlig vædder”.

”Vi hyggede os gevaldigt den aften. Jeg stegte den ene gyldenbrune bøf efter den anden af kød fra køllerne fra Brad’s vædder, Vi spiste bøfferne med en sovs af mosede tomater, mælk og grønne bønner, og som den anden ret lavede Harry en vidunderlig stuvning af vædderkød, kartofler og tør suppemix. Desserten bestod af pandekager med smør og jordbærsyltetøj. I lang tid havde vi rejst og kravlet op og ned og spist lidt mad, og det var derfor dejligt, at vi igen spiste os mætte”.

Jagten på væddere fortsatte herefter fra en ny lejr på Turn Creek. En morgen red de ud på heste og stoppede op fire mil borte for at få et view med kikkert. På et bjerg oven over dem så de får, lam og unge væddere. Længere ude, hvilket vil sige mindst to mil derfra, spottede de otte væddere. Set med kikkert så de ud til, at deres horn var fuldt udviklede.

 

Joe Foss (til venstre) præsenterede The Weatherby Big Game Trophy for Jack O’Connor, da han i 1957 fik den fornemme udmærkelse. Joe Foss var tidligere guvernør i South Dakota. (”The Weatherby”, 2004).

Villig til alt, hvis den var større

”For at komme til vædderne var det nødvendigt først at gå langt mod nord, før vi kunne begynde at krybe ned imod dem, men det gale var, at fårene essede, og vi ikke havde kendskab til, hvor de herefter ville søge hen for at raste”.

”Blind stalking til essende væddere er altid gambling, fordi de efter essing ofte går en mil eller længere bort for at sætte sig for at tygge drøv”.

”Vi startede og gik først højt oppe på bjergsiden rundt om et punkt for så at gå langs ryggen og herfra videre til et område med takkede bjergstykker dækket af grimt grønt og sort lav. Herfra gik vi videre til et område, hvor vi tidligere havde spottet væddere. I midten er der en lille sø, og til tre sider omgærdes den af klippestykker”.

”Vi spottede en ung vædder i skyline på klippen for enden af området. Den essede, og vi ville vente med at stalke til den, indtil den satte sig for at tygge drøv”.

”Men sådan skulle det ikke gå, for kort efter at den unge vædder var forsvundet om bag en klippeblok, viste tre andre væddere sig i skyline. De gik et par hundrede yards i vores retning, stoppede og skrabede sig hver en plet ren for at sætte sig på den med hovedet vendt imod os. Fordi vi ikke kunne stalke til dem, uden de så os, havde vi kun et at gøre: Vente”.

”I kikkerten kunne vi se, at hornene var fuldt udviklede, men de var ikke ekstraordinære store. Mens vi ventede, spiste vi pandekager og fårekøds-sandwich og drak vand til fra et vandhul. Derefter lagde vi os til at sove, og vi vågnede igen klokken 14.00”.

”Vædderne sad stadig og tyggede drøv, mens de stirrede ud over landskabet. Vi kunne kun stalke til dem ved at gå over kløften til bjergsiden på vores højre side. For en vædder på 40 inch.ville jeg have gjort det, og for en 45 inch. ville jeg have gjort det nøgen, mens jeg bar på en hest. Men for et hoved, der ikke var bedre end 37 inch? Nope”.

Omsider sagde jeg til Garry:

”Hvad siger du til, at vi tager chancen og stalker til dem ud over det åbne areal? Ofte har jeg set, at væddere der aldrig har været jaget, just stod og stirrede”.

”Det har jeg også set”, svarede Harry.

Det mindste vildfår i min trofæsamling

”Vi begyndte nu at gå op imod vædderne, men det gik ikke som ventet. Straks vædderne så os, rejste de sig for snart at sætte i løb imod bjergsiden til højre. Da de nåede op til skyline en halv mil borte, stoppede de op for derefter at forsvinde på modsatte bjergside”.

”Vi gik videre og nåede snart til det sted, hvor vi havde set otte væddere om morgenen. Sporene efter dem var der stadig, men vædderne var borte. Stadig fulde af håb fortsatte vi og stoppede for at bruge kikkerterne. Langt ude spottede jeg en stor hvid billy goat. Den så ud til at være super”.

”Fordi en billy goat ikke var på dagsordenen, besluttede vi at stalke til den, selv om det ville være en halsløs gerning. Men da vi var ved at være fremme, skete det: Klippestykker rullede ned, og 200 yards ude spottede vi en stor vædder i løb derfra. Jeg skød til den, og den gik ned, men fordi den snart var oppe igen, og jeg endnu ikke havde repeteret en ny kugle i kammeret, skød Brad til den, og den kollapsede”.

”Det er min vædder”, sagde jeg.

”Ja, men jeg ønskede ikke, at du skulle miste den, svarede Brad”.

”Det kan jeg lide, svarede jeg.

Det var en gammel vædder, og dens horn var kraftigere end Brad’s, men havde samme længde. Alderen var 11 år, men i lighed med Brad’s vædder var den en ”dværg”, hvilket alle væddere i Turn Creek så ud til at være.

Det mest interessante ved vædderen var dens dragtfarve. Hoved og hals var hvid, og sadlen var smuk gråblå. Ydersiden af løbene var lysegrå, og hvide på indersiden. Den var, hvad naturentusiaster betegnede som en typisk ”Fannin”, før det blev bevist, at i stedet for en separat art var den en krydsning imellem Stones and Dalls i det bælte af landet, hvor de to fårearter findes”.

”Hvorfor var fårene i Turn Creek så små? Jeg tror, at forklaringen er kalkmangel i områdets bjerge. Fårene får simpelthen ikke kalk nok til at kunne udvikle større horn end dem, som vi har spottet på denne her tur”.

”Jeg gætter på, deres horn i gennemsnit er halvt så kraftige og store som Dall’s nord og vest for Whitehorse i Yukon og det kraftige stone sheep, der lever i kernen af Rockey Mountains, som er rig på kalk. Desert bighorn er det mindste vildfår i USA, men de vildfår som jeg spottede i bjergene i Turn Creek ville se små ud i forhold til artsfæller fra Sonora.

Senere talte jeg med andre jægere, der i andre områder end i Turn Creek havde skudt vildfår med større krop og horn end dem, som vi så.

Trofæet fra Turn Creek vil være det mindste fåretrofæ i mit trofærum, men jeg har aldrig tidligere jaget får, hvor jeg blev holdt så meget på nåle og gjort så meget benarbejde som her, hvor manglen på kalk i føden har resulteret i mindre dyr med mindre knogler og horn, men kalkmanglen påvirker ikke hverken deres hjerner eller adfærd.

 

Gudbenådet skribent

Jack O’Connor (22. januar 1902 – 20. januar 1978) betragtes som den største jagt- og våbenskribent i USA gennem tiden, og han startede med at gå på jagt i ung alder.

Han blev uddannet på universiteter i Arizona og Arkansas og fik kandidatgrad i 1925, og i 1927 blev han M.A. fra universitetet i Missouri. Her mødte han Eleanore, der blev hans kone, og parret bosatte sig i Arizona.

Under finanskrisen i 1930-erne startede han sin karriere som jagt- og våbenskribent, og i 1937 begyndte han at skrive til Outdoor Life Magazine. Han skrev i Outdoor Life, hvor han blev våbenredaktør, indtil sin pensionering i 1972.

Som pensionist blev han i 1973 skribent for Petersens Hunting Magazine. Hans lange karriere startede i 1930-erne, og han har skrevet over et dusin bøger om storvildtjagt, rifler og haglbøsser.

Nogle af hans bogtitler er blandt andet ”Game in the Desert”, ”The Rifle Book” og ”Sheep and Sheep Hunting”. Flere af dem er stadig i handelen.

Han havde jaget over hele det nordamerikanske kontinent fra Yukon til Sonora, og han har nedlagt rekordtrofæer af grizzly, brunbjørn, caribou, moose, wapiti, whitetail og pronghorn antilope.

Han er bedst kendt for sin store kærlighed for vildfårsjagt, og han havde en dobbelt samling af alle de fire amerikanske fårearter: Rockey Mountain Bighorn, desert bighorn. Stone Sheep og Dall Sheep

I Kenya skød Jack O’Connor blandt andet dette sorte næsehorn. Han blev guidet af den navnkundige Syd Downey, der i 1937 guidede Grev Ahlefeldt på hans første store safari, hvor han skød med bue. I midten Myler Turner. (”The Weatherby”, 2004).

 

Uden for Nordamerika har han jaget i Persien (Iran), Indien, Europa og Afrika. Han jagede i Afrika på otte safarier, og han erhvervede rekordtrofæ fra kudu, løve, leopard og næsehorn. Ved siden af disse har han praktisk talt nedlagt alle de arter, som Afrika tilbød. Han har også skudt både tiger og leopard i Indien og Armenian red sheep og Sardinian mouflon i Persien.

Han var i 1957 den anden modtager af The Weatherby Big Game Trophy efter Herb Klein (1901-1975), der havde modtaget udmærkelsen i 1956.

Ved ceremonien, hvor O’Connor fik The Weatherby Big Game Trophy, blev hans dobbeltsamling af amerikanske vildfårsracer fremhævet, og fremhævet blev også hans indgående kendskab til jagt og skydevåben. Hans favoritrifler var .270 Winchester og 7×57 mm Mauser (.275 Rigby).

Han blev valgt til The Hunting Hall of Fame i 1974. Han døde 20. januar 1978 på krydstogtskibet Mariposa, mens hans kone og han var på vej tilbage til USA fra Hawaii.

I 2006 åbnede Jack O’Connor Hunting Heritage and Education Center, Idaho. Mange af hans store jagttrofæer og andre effekter, som har tilhørt ham, er udstillet der.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »