Et trafikskadet stykke råvildt har gennem flere dage gjort ophold i en række villahaver i Nørresundby, Nordjylland.

Af Redaktionen

Nordjyllands politi havde fået adskillige henvendelser om, at et stykke råvildt var observeret i haver rundt omkring i villakvarterer. Politiet var derfor også af den opfattelse, at det måtte dreje sig om et skadet dyr.

Lørdag blev der derfor indsat schweisshunde i området, og en af hundene fik ved ni-tiden lørdag kontakt med dyret, der opholdt sig i en have på Rødbrovej i Nørresundby.

Rådyret havde ganske rigtigt været udsat for en påkørsel, og det havde store skader på bagløbene.

Det stod derfor klart, at der ikke var andre muligheder end at affange dyret, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til slut.

Kilde: Nordjyske.dk

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »