Per Kauffmann vil blive husket for mange ting – som far, ægtemand, forretningmand og – ikke mindst –  som jægeren, der levede drømmen. Selv ønsker han at blive husket for én bestemt ting

Af Michael Sand, Netnatur.dk

Jagtdanmark har mistet én af sine helt store. 

Den 26. maj klokken 23.30 forlod Per Kauffmann denne jord. Ifølge familien omkring ham for åbne døre og til lyden af årets første nattegal i vildmosen.

For mig var Per en god ven. Én af de bedste. Han var også en af de få kollegaer i en meget lille branche, der handler om formidling af jagt.

– Jeg er helt afklaret med situationen, sagde han, da jeg en lørdag i maj satte mig overfor ham på verandaen i Store Vildmose, ikke langt fra ejendommen Luneborg, hvor han er født og opvokset.

– Der er stadig for koldt ved søen, sagde han, og begrundende dermed hvorfor han havde placeret sig på den lune og solbeskinnede side af huset.

Per vidste, at tiden var ved at løbe ud, men selv om han havde tabt sig og skjorten fra Nordisk Safari Klub sad løst, holdt han fanen højt.

– Ja faktisk er min eneste bekymring, hvis Dorte sælger mine jagtvåben til den pris, som jeg har sagt, jeg har betalt for dem, grinede han.

Det blev en hyggelig eftermiddag, men også en eftermiddag, hvor Pers autoritære stemmeføring svigtede, da jeg spurgte til, hvordan Lene, Pers søster, havde det.

– Hun er min bedste ven, svarede han, og det var som han ville sige noget mere, men resten af sætningen ville ikke frem.  

Et par uger senere satte jeg mig atter ved siden af Per.

Solen skinnede også denne lørdag og en flittig robot på græsplænen kørte frem og tilbage, mens den kæmpede mod græsset, der væltede op af plænen.   

Per holdt endnu fanen højt, men kræfterne var aftaget. Han kiggede kun sjældent op, selv om han var tilstede og fokuseret på vores samtale.

Det var mange ting, som jeg gerne ville spørge Per om og især ét pressede sig på.

– Hvad vil du gerne huskes for?

Svaret kom prompte:

– Humoren!

Udsagnet lod han hænge i luften. Der var ikke mere at tilføje.

Historien om Per, er på mange måder historien om manden, der opnåede alt. Søsatte familie, børn og børnebørn og en virksomhed, der nu spreder sig over det meste af verden.

Alligevel er det humoren, som Per gerne ville huskes for.

Ikke hans virksomhed, hans bøger og de mange artikler om jagt, men derimod hans direkte og til tider drilske, velafbalancerede humor.

Under jagt er frokosten den sikre såt: Den, der aldrig slår fejl. Og under jagt var Pers humør og direkte facon, det sikre indslag. Det svigtede aldrig. 

– Hvad med dine jagtbøger: Hvad har det betydet for dig, at udgive dem, spurgte jeg.

– Dem er jeg da glad for. Det betyder, jeg har været her. Men hvor jeg er nu, betyder det ikke noget længere. Der er udsolgt. Jeg er færdig. 

– Men måske er det ikke definitivt slut, svarede jeg.

– Det kan jo også være begyndelsen til noget meget bedre. Det tror jeg på, sagde jeg.

– Ja, så skal det godt nok være godt, lød det.

Per læste ofte i Biblen, og i udtrykket ”så skal det godt nok være godt”, fornemmede jeg taknemmeligheden.

Mange mennesker har set Per som rollemodel: Én som man på flere eller mange områder beundrede. Det gælder også for mig.

Og det jeg måske beundrede Per mest for, var hans evne til at glæde sig over stort og ikke mindst småt.   

Per elskede livet og livet elskede Per.

Jeg er overbevist om, at Per på de fleste områder designede det liv, som han ønskede at leve. Jeg er også overbevist om, at han i udpræget grad havde evnen til at påskønne det.

Per var jæger med stort “J”. Hundemand, jagtkammerat og trofæjæger.

Det er helt i tråd med tidsånden, at være en god jagtkammerat med gode, effektive jagthunde. Et kendetegn for Per og hans familie.

Derimod er det mere problematisk at kalde sig trofæjæger. Det begreb har mange det svært med. Men Per var også trofæjæger, men han brugte ikke trofæerne til at pudse sit ego af med.  

Grouse i størrelse solsort eller brunbjørn i størrelse meget stor. Det var ikke det afgørende.

Det største ”trofæ” i Pers samling var dog Dorte. Det har han ofte påpeget.

Per var en meget skattet skribent på Netnatur og i Jagtbøgerne. Det var han også i mange andre jagtmedier og han var med stort set alle steder, hvor det lugtede af jagt: Var redaktør på bladet Trofæ, skribent i Jagt, vildt og våben og et kendt ansigt i flere udsendelser – herunder ikke mindst i de populære tv-udsendelser Nak & Æd.

Per gav jagten og ikke mindst trofæjagten et ansigt, som gjorde os, der kalder os selv for jægere, en smule større.

Per begyndte dog, længe før sygdommen ramte ham, at skille sig med sine udstopninger.

– Vi bliver jo ældre og skal downsize, gnækkede han i takt med at det ene unikke trofæ efter det andet forlod hans hjem.

Selv den enorme brunbjørn, fik nyt hjem at stå i.

“Det er kammeratskabet, fremfor trofæerne”, forklarede en af Pers gode jagtkammerater mig en dag over telefonen.

Det udsagn tilslutter jeg mig.

– Vi skulle have haft flere rejser samme, sagde Per pludselig, mens vi kiggede på den robotstyrede plæneklipper, der uden at stille spørgsmål til noget som helst kørte i ring.  

– Det er ikke invitationerne, det har skortet på, pointerede han.

– Jeg ved det, og det sætter jeg pris på, men de sidste år har jeg stort set ikke været ude af landet, svarede jeg.

Per nikkede og udsagnet satte for en tid samtalen i stå.

Ingen tvivl. Vi burde have haft flere rejser sammen, men jeg vælger nu at holde fokus på de mange oplevelser, som vi trods alt fik.

Jeg var med, da Per nedlagde sin største, danske kronhjort, og senere i Tjekkiet hans allerstørste kronhjort.

Lå desuden gemt i græsset ved siden af ham, da han på cirka 15 meters afstand skød sin allerstørste Whitetail.

Mit kamera klikkede også, da hans første edderfugl gled i landingsnettet og da vi lå side om side i gåseskjulene og han nedlagde sin først gås på Luneborg.  

Jeg var også vidne til Dortes første sneppe og hendes første canadagås og har desuden mødt en stor del af de venner, som Per og Dorte satte så stor pris på. Vores sidste jagt sammen blev en nabojagt i den Jyske Ås i januar 2020.

 

Det blev Dorte fra Brønderslev, der slog benene væk under verdensmanden og her ses hun sammen med Per og sin første sneppe, nedlagt i Stor Vildmose.

 

– Vi må være taknemmelige for det, vi har oplevet, sagde jeg, da jeg stod ved hans side og forsøgte at samle mig til afsked.  

– Jeg var overbevist om, at netop vi to skulle snakke om jagt, når vi blev gamle. Både om alle de ting, vi har oplevet sammen og alt det, vi har oplevet hver for sig.

– Vi ses min ven, blev mine sidste ord, da jeg med et mindetrofæ i form af en monteret nordamerikansk gaffelbuk, forlod verandaen. 

Tre dage efter døde Per og i en besked fra familien kunne jeg bl.a. læse, at han havde ønsket at få sin hundefløjte med sig på sin sidste rejse og i beskeden lød forklaringen:

– Dermed kan han kalde på de hunde, der er gået forud til den anden side.

Æret være Per Kauffmanns minde.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »