– Jeg har mistet min far og min bedste ven. Det skriver Michael Sand, som her beretter om den betydning, som Preben Sand Sørensen fik for hans liv som jæger og stifter af Netnatur.dk
Af Michael Sand
Jeg har mistet jeg min far og min bedste ven.
Preben Sand Sørensen er her ikke mere. Tirsdag d. 20. marts 2018 forlod han denne jord, men jægeren Preben Sand Sørensen efterlader dog meget mere end blot en frigjort krop på Aalborg Sygehus. Det tror jeg alle, der lærte ham at kende, vil skrive under på.
For de fleste, der gennem tiden har fulgt med i mine skriverier, er min far først og fremmest kendt for de beretninger, som jeg gennem tiden har skrevet om jagt i Danmark og landene omkring os.
Måske huskes han fra artikler fra Vejlerne i Hanherred eller fra én af de mange beretninger, som jeg har skrevet om jagt på Grønnestrand: Et enestående naturområde, som mange nu har lært at kende via TV2-serien Badehotellet.
Det var nemlig her – i de vidstrakte klitområder omkring den gamle Lyngmølle, at min far for alvor gik på jagt. Det var her, han selv startede og der var her, han tændte den glød, der senere blev til den ild, der kom til at brænde i mit liv.
Når min far pakkede bilen med hund, madpakke og forventningsfulde drenge, blev det ikke større. Forventningen var højeksplosiv.
I mit voksenliv har jeg været privilegeret, og har levet mange jagtdrømme ud. Men intet overgår alt det, som jeg oplevede, da min bror og jeg traskede efter min far – overbevist om at jagtlykken ventede lige bag næste klittop.
Det var min far, der åbnede mine øjne for jagten og bag mine ord og mange af mine billeder, som hver dag kan ses her på siden, gemmer min far sig på en eller anden måde – et eller andet sted.
Portrætteret ham fik jeg vist aldrig. Måske lidt ud fra devisen om, at den som roser sin læremester, roser sig selv.
Det nærmeste jeg kommer et portræt er artiklen “Sidste tur til Afrika”, som jeg bragte i en af mine jagtbøger.
Her beretter jeg om nogle af de oplevelser, som min far havde i Tanzania. Lige fra en vovefuld pyrsch efter den aggressive og meget giftige sorte mamba til mødet med mere eller mindre isolerede stammer, der ikke stod af vejen for at kaste et spyd eller sende en pil mod enhver, der vovede at krydse deres spor.
Længslen mod Afrika brændte i min far til det sidste … Ikke kun længtes han mod den storslåede natur, vildtet og jagten, men også mod de mennesker og den kultur, som er vokset ud af det mørke kontinent.
Det var dog de mere nærværende jagter, der kom til at præge min fars liv som jæger og lystfisker.
Det var barndommens fiskeri efter ørreder ved Skovsgaard og andejagt langs Limfjorden og det var triumfturerne gennem Aalborgs gågader – med bøsse over skulderen og de skudte ænder vendt mod trafikken, så alle kunne se og forstå den umådelig lykke, som han delte med sine jagtkammerater. I dag vil en lignende tur i Aalborgs bymidte ikke blive mødt med samme sindsro.
Men jagtlivet blev også pramjagt på Limfjorden samt bukkejagt og hjortejagt. Men først og fremmest blev det andejagt og småvildtjagt med stående hund i det danske bondeland.
Min far havde et meget stort netværk og vi voksede op i overflod af jagtmuligheder. Kun tiden med forretning og arbejdsliv satte rammer for, hvor meget vi kunne fiske og jage med vores far …
Min fars appetit på jagt var stor og jeg kan sikkert skrive dette tastatur fladt inden jeg kan sætte det sidste punktum i beskrivelsen af de mange oplevelser, som vi har haft sammen.
Den røde tråd i min fars mange oplevelser som jæger og lystfisker var dog os drenge.
Min bror og jeg stod altid først, når der stod jagt på programmet. Jagt og familieliv var knyttet sammen og vi var hans bedste jagtkammerater.
Min far trådte sine egne stier. Han forsøgte at finde sin egen vej – som jæger, som mand til min mor Kirsten og som far til Birgitte, Torben og jeg.
Min far elskede os alle.
Men om han nogensinde helt fandt det, som han søgte, ved jeg ikke. Det var én af de ting, som jeg nok ikke turde spørge ham om, da jeg gerne vil tro på, at også han betragtede sit liv som et fuldendte liv – som en cirkel, der blev tegnet med både lyse og mørke streger, og som blev afsluttet og fuldendt den 20. marts 2018.
Men min far kæmpede til det sidste. Ikke fordi han var bange for at dø. Det var han nemlig ikke. Men fordi han gerne vil have det hele med.
På vores sidste tur til Afrika sammen standsede han midt i al den trafik, der myldrede fra flyet, kort tid efter vi var landet i Dar Es Salam. Og som en bjørn, der vejrede morgenluft, slog han ud med armene og fyldte lungerne.
– Jeg vil have det hele med, udbrød han i et øjeblik af eufori alt imens hans lunger hev den tykke afrikanske stemning ud i alle cellerne.
Sådan var det også til det sidste. Han ville have det hele med.
Jeg mener min far fik det hele med. Et liv på godt og ondt og en efterladt hustru samt børn, børnebørn og oldebørn som alle har det godt. Men jeg ved også, at han gerne ville have oplevet, hvad der gemte sig bag næste sving og bag den næste klittop.
Men da han drog det sidste suk, forlod han denne verden og var definitivt fremme ved det, som jeg tror han havde søgt efter hele livet – nemlig lyset og den ultimative fred og omfavnelse.
Vi stod alle bøjet over hans seng – min bror, min søster, min mor og Marco, det første og ældste barnebarn i rækken. I taknemmelighed over alt det, som han har været og alt det, som han efterlader, sendte vi ham afsted.
Det var dog først, da vi nærmest beordrede ham til at slippe, at han gav slip og drog af sted mod det evige liv, de sidste jagtmarker og den helt store safari.
Og når vi engang skal mødes på den anden side, er alt som det plejer. Min far er læremesteren og jeg novicen. Og det har jeg det fint med.
Fik jeg det ikke sagt før, må jeg sige det nu: Min far var en god og meget inspirerende læremester. Ikke kun på jagtens stier, men også i livet.
Mest af alt fordi han ikke agerede læremester, men lod mig og alle andre omkring ham træde vores egne stier og finde vores vej.
Derfor var Preben Sand Sørensen ikke kun en god far. Han var også min bedste ven.
Æret være hans minde