Miljø- og fødevareminister afsætter yderligere 200.000 kroner i kampen mod mårhunden, da der har været meget stor interesse for mårhundejægeres indkøb af vildtkameraer og fælder

Af Miljø- og fødevareministeriet

Dobbelt så mange jægere får nu mulighed for at få hjælp til at bekæmpe mårhunden, der er en trussel mod den danske natur, fordi den blandt andet æder fugle, padder og pattedyr.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen lancerede for nylig en pulje på 200.000 kroner, hvor mårhundejægere kan få tilskud til indkøb af vildtkameraer og fælder. Inden der var gået et døgn var puljen brugt, og derfor afsættes der nu yderligere 200.000 kroner, så flere af de indkomne ansøgninger kan imødekommes.

– Det er væltet ind med ansøgninger fra jægere, der gerne vil hjælpe til i kampen mod mårhunden. Vi skal holde bestanden af mårhunde nede, og her spiller hjælp fra de danske jægere en nøglerolle. Jeg er derfor glad for, at vi nu har fundet penge, så endnu flere jægere kan deltage i bekæmpelsen af mårhunden,

siger Jakob Ellemann-Jensen.

Med forøgelsen af puljen til 400.000 kroner vil det været muligt at imødekomme ansøgninger fra 47 grupper af jægere. Pengene er således allerede brugt, og alle ansøgere får direkte besked fra Miljøstyrelsen om tilsagn eller afslag.

Mårhunden er en invasiv art, og der findes i dag flere tusinde mårhunde i Jylland. For nyligt blev mårhunden konstateret på Fyn.

Fakta:

•    Mårhunden stammer fra Østasien. Den blev udsat for mellem 70 og 90 år siden i Sovjetunionen og har herfra spredt sig til Tyskland.

•    Bestanden i Danmark er formentlig efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab, samt dyr der er indvandret fra Tyskland.

•    Mårhunden blev første gang registreret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle.

•    Fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret. Siden er antallet steget kraftigt.

•    Mårhunden kan bevæge sig op mod 200 kilometer på land og kan også krydse fjorde på op til ti kilometer.

•    Mårhunden er et altædende rovdyr og spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, små pattedyr og fugle.

•    Mårhunden er på størrelse med en ræv og kan veje op til ti kilo.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...