Råvildts underarter er ofte til debat og spørgsmålet er om jægere jager de pågældende underarter i troen på, at de er det, indtil undersøgelser beviser det modsatte

Råvildts underarter

De lærde strides om, hvorvidt råvildt har underarter, og om det sydspanske Moriscoråvildt – Capreolus c. garganta – således reelt eksisterer. En spansk jæger og jagtbogsforfatter mener således ikke, at råvildt overhovedet har underarter, mens CIC i 2011 anerkendte både Moriscoråvildt og den syditalienske råvildtart som underarter. Mens spørgsmålet således fortsat debatteres af zoologer, kan vi jægere jage de pågældende underarter i troen på, at de er det, som vi tror på, indtil det modbevises af molekylære genetiske undersøgelser.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Da Meunier i 1983 klassificerede råvildt i Cadiz-regionen i Spanien som en underart, der fik den latinske betegnelse, Capreolus. c. garganta, mødte det ikke uventet kritik fra nogle zoologer, og de lærde strides den dag i dag stadig om emnet, og hvorvidt der overhovedet findes underarter af det europæiske råvildt, Capreolus c. capreolus.

Miller lancerede i 1906 underarten, Capreolus c. canus, og i 1916 fulgte Capreolus c. decorus, men kontrovers og uenighed er altid tilfaldet diskvalifikationens ubestridelige subjektivitet.

I dag vil molekylær genetik kunne bekræfte genetiske forskelle fra den ene råvildtbestand til den anden, og om en bestand således afviger fra normen og kan betegnes som underart.

Men kendsgerningen er imidlertid, at der ikke er fundet molekylære forskelle mellem baskisk råvildt og råvildt i det øvrige Spanien med undtagelse af Cadizområdet, og indtil nu har differentieringen af gener heller ikke bekræftet eksistensen af underarter hos råvildt i det øvrige Europa.

Pablo Ortego fastslår dette i værket ”Cosas De Corzos” (2010), hvilket giver stof til eftertanke, fordi jeg selv har nedlagt en råbuk med 117 CIC-point på ”Las Lomas” i Cadizregionen i tillid til, at den er en Moriscobuk af underarten Capreolus c. garganta, der adskiller sig fra konventionelt råvildt ved at bære mørkebrun dragt året igennem, og således også om sommeren, og hovedet er smallere og kortere end hos konventionelt råvildt.

Jeg er derfor ikke enig med Ortega, hvilket tilsyneladende også gælder også for CIC, der tilbage i 2011 godkendte både den sydspanske Capreolus c. garganta og det syditalienske råvildt, Capreolus c. italicus som underarter. Bukke af de to underarter opmåles efter samme mønster som alle andre konventionelle råbukke, men kan oplistes særskilt i trofæoversigter og trofærekordbøger.

Trense nævner to underarter af råvildt

I tråd hermed, men alligevel lidt uden for den europæiske dagsorden, har Safari Club International – SCI – godkendt tyske sorte råbukke som en underart, og SCI oplister sorte opmålte bukke særskilt, men fordi SCI-systemet er overoptimistisk og således tildeler medaljer til bukke, som ikke kan få medaljer efter det europæiske CIC-system, er det næppe mange europæiske jægere der får opmålt sorte nedlagte bukke efter SCI’s systemet, der alt lige er enklere end CIC-formlen.

Zoologen Werner Trense (23. marts 1915 – 17. april 2015) opererer i sit fornemme værk ”Big Game of the World” (1989) med tre underarter af Capreolus, men ikke Moriscoråvildt og det syditalienske råvildt. Der er derimod tale om den europæiske variant, Capreolus c. capreolus, Capreolus C. coxi i Kurdistan i Irak og Capreolus c. armenius i Tyrkiet, der dog begge er relativ sjældne, men den tyrkiske er mindre sjælden end den kurdiske variant.

Trense gør dog opmærksom på, at de to nævnte underarter i Kurdistan og Tyrkiet begge må anses for tvivlsomme, og det samme mener han, gælder for underarter oplistet af Lehmann i 1960.

Striden om, hvorvidt europæisk råvildt har underarter, og om Morisco råvildt i Cadizprovinsen er en af disse, består primært blandt zoologer. Blandt os jægere, der også elsker at jage sjældne varianter, er det langt hen ad vejen et spørgsmål om, hvad man vælger at tro på ud fra de fund, som man gør, når man har nedlagt en art, som man i henhold til en del af sagkundskaben anser for at være en underart.

Når såvel Morisco råvildt i Cadizprovinsen som syditaliensk råvildt afgiver morfologisk fra terminalformen af råvildt, så vil jægere derfor tro på, at der er hold i, at de begge er underarter. Man kan jo med rette nemlig stille spørgsmålet: Hvorfor skulle de to arter afvige væsentligt fra konventionelt råvildt, hvis de ikke er underarter?

Råvildts underarter i trofæsamlingen

Hvis du har lyst til at få den sydspanske eller syditalienske råbuk i din trofæsamling, så skyd dem og betegn dem begge som underarter, indtil molekylære genetiske undersøgelser godtgør, hvad der er op og ned på spørgsmålet. Min Morisco råbuk – Capreolus c. garganta – vil således af ego blive betragtet som en underart, indtil jeg ser nagelfaste beviser for det modsatte.

Denne Moriscorå i Cadizprovinsen giver betragteren indtryk af at være en anden art råvildt end den konventionelle. Moriscoråvildt lever ret tilbagetrukket, og bukke er nemmest at jage i brunsten. Nogle få steder i Cadiz jages Moriscobukke i store hegn på monteria (drivjagt med hunde), gerne med deltagelse af 15-20 skytter, som hver især må nedlægge to-tre fuldbårne bukke.

Moriscobuk nedlagt i brunsten i slutningen af juli. Et smukt trofæ, der er opmålt til 117 CIC-point. Den tidligere spanske konge, Juan Carlos, havde to år tidligere skudt en tilsvarende stor buk i den såt, hvor Henning Kørvel skød dette flotte eksemplar.

På det næsten kongelige revir ”Las Lomas” lever Moriscoråvildt i skove dom denne med sten-eg og korkeg og tæt undervegetation.

Udover en mindre bestand af Moriscoråvildt er Las Lomas bedre kendt for sin bestand af mega kronhjorte a la ”Windsor-typen”. Afskydningsafgiften starter ved 12.000 Euro (cirka 91.000 kroner), men den endelige opmåling vil vise det eksakte regningsbeløb.

KLIK OG TILMELD dig Netnatur Club
og modtag fordele og gratis nyheder

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »