The Hunting Report’s rapport i januar om manipulerede jagttrofæer i Ungarn har udløst en strøm af emails pro-kontra den opsigtsvækkende rapport. The Hunting Report har nu fået information om lignende trofæmanipulation i Bulgarien og er ved at stykke en ny rapport sammen om fænomenet
Af Henning Kørvel
En jagtrapport i The Hunting Report i januar om trofæmanipulation i Ungarn, der blev sendt ud, efter Netnatur.dk i 2011 havde skrevet om fænomenet med udgangspunkt i den groteske sag om en sydsjællandsk jæger, som i 2010 nedlagte 31 bukke, heraf 27 i medaljeklasse, på kun tre dage i Ungarn, har ifølge The Hunting Report udløst en sand strøm af emails pro-kontra.
Ikke overraskende er mange tilkendegivelser imod, at der i Ungarn overhovedet finder manipulation sted med jagttrofæer, indkommet fra jagtagenturer, der p.t. ikke oplever det samme run på trofæjagt i Ungarn som tidligere, hvilket også hænger sammen med den globale finansielle krise.
Ifølge The Hunting Report’s februar-udgave har man dog modtaget så mange detaljerede tilkendegivelser om trofæmanipulation i Ungarn, at der ikke længere er nogen tvivl om eksistensen af fænomenet.
The Hunting Report har endvidere fået information om tilsvarende trofæmanipulation i Bulgarien, som er ved at blive stykket sammen og vil blive sendt ud, når man har det fulde overblik over såvel karakteren som omfanget af den trofæmanipulation, som finder sted i et indtil videre ukendt omfang.
Ikke overraskende har såvel organisationer som enkeltpersoner, der driver lovlig jagtvirksomhed i det østlige Ungarn, hvor de omhandlende 31 bukke blev nedlagt, stor interesse i at fortsætte deres jagtvirksomhed. Samtidig har de – ligeledes i henhold til The Hunting Report – vist interesse i at kunne kontrollere flowet af såvel negativ som positiv information om den omtalte danske jægers høst af 27 medaljebukke på kun tre dages jagt.
Måske kastrater
Ungarske jagtagenturer, der driver en lovlig, sober jagtformidling, har over for såvel Netnatur.dk som The Hunting Report givet udtryk for, at den omhandlende helt usædvanlige jagt som stinker af manipulation, har været forestået af illegale operatører.
Det har dog ikke været muligt at få detaljer herom, såvel som det, indtil flere detaljer er tilvejebragt, er ukendt, hvordan de involverede jagtdistrikter bærer sig ad med at producere medaljebukke på samlebånd.
En kilde har her på Netnatur.dk luftet tesen, at alle de pågældende bukke var kastrater, dvs. kastreret med elastik sat om testiklerne som enten lam eller ungbukke, fanget i fangbure om vinteren. Den pågældende kilde mener, at kastrater, hvis hormonale system sættes ud af kraft, optager føden på en anden måde end bukke, der ikke er kastrerede, og der således tilføres mere power til opsatsdannelsen, som han også mener, kan nå medaljeniveau på kortere tid end normalt.
Karakteristisk er det nemlig ifølge den pågældende, som har set de omhandlende bukkeopsatser på nært hold, at de har relativt spinkle rosenstokke, hvilket er en uomtvistelig indikator på, at de pågældende bukke er relativt unge, dvs. blot to-tre år.
Da den pågældende jæger på tre dages normal jagt vil have haft seks outhings til rådighed, har der på den pågældende jagt skullet skydes fem bukke i gennemsnit pr.outhing, eftersom det totale antal var 31, der udover de 27 medaljebukke omfatter tre bukke á 100 point og en parykbuk. Næppe nogen med blot et minimalt kendskab til bukkejagt har tillid til, at en jæger i gennemsnit kan skyde fem store bukke pr. outhing, ej heller at dagtimerne kan tages til hjælp, eftersom ældre bukke normalt ikke er aktive på denne tid af døgnet.
Dette har sammen med andre detaljer om jagten resulteret i den mistanke, at samtlige bukke har været holdt i et indelukke og er blevet bedøvet og bragt ud i jagtreviret med hestetrailer og groft sagt placeret foran den sydsjællandske jæger.
Ellers har afskydningen af 27 medaljebukke, yderligere tre på 100 point og en parykbuk ikke kunnet lade sig gøre på den korte tid, de blev skudt på, mener Nordisk Safari Klub, som har rejst denne sag, fordi den er enormt belastende for al jagt, herunder trofæjagt.
– Denne usmagelige form for jagt skal derfor bringes til ophør. Hellere i dag end i morgen.