banner_985x232_nyvraa

En stærk bestand af råvildt er ikke forklaringen på, at den flåtoverførte borreliabakterie opleves som et stigende problem. Tværtimod hævder svensk borreliaforsker

Af Redaktionen

En stærk bestand af råvildt er ikke årsagen til, at flere og flere diagnosticeres med borrelia. Tværtimod.

Ifølge den svenske professor Dag Nyman, som leder borreliaforskningen på Åland forholder det sig faktisk helt anderledes end mange antager.

En stærk bestand af råvildt er nemlig med til at sænke andelen af flåter, der bærer borrelia-bakterien.

Dette skyldes, at råvildt samt heste og køer har egenskaber i blodet, der betyder, at de dræber bakterien i den flåt, der har bidt sig fast på dem. Dermed er de ude af stand til at overføre infektionen, siger Nyman.

Reduktion hjælper ikke

Derfor hjælper det ikke at reducere bestanden af hjortevildt, som det f.eks. har været forslået i områder med stærke bestande af råvildt og hvidhalede hjorte (Whitetail Deer) siger professoren til Svenska.yle.fi

Skal man gøre noget, der måske kan minimere risikoen for at blive smittet, skal man fjerne de værtsdyr, der ikke har hjortevildtets evne til at nedbringe andelen af flåter, der bærer borrelia.

Det vil sige markmus, mosegrise, pindsvin, egern og fugle etc.

Læs også: Borrelia i ny forklædning

Hos flåter, der har anvendt disse mindre værtdyr, bærer ca. hver femte bakterien, der kan føre til borrelia. Til sammenligning vil kun en ud af hundrede flåter, der har suget blod af f.eks. råvildt være inficeret.

Men bekæmpelse af mus og mosegrise, der har oplevet en opblomstring i mange områder, vil næppe være løsningen hævder professoren, da anvendelse af f.eks. gift på længere sigt kan udløse en række problemer, som ikke kan overskues.

Den svenske professor mener det er vigtigt, at man i stedet holder fokus på, at det er forholdsvis nemt at nedsætte risikoen for smitte. Og skulle man alligevel blive smittet er sygdommen nem at bekæmpe, hvis blot man opdager infektionen i tide.

Professor Dag Nymans indspark til den svenske debat, skal ses som reaktion på de udtalelser, der er udgået fra parasitforskere på Åbo Akademi, som har talt for at skyde råvildtbestanden ned for dermed at bekæmpe antallet af inficerede flåter.