Alt råvildt der er påskudt, er også ramt, indtil det modsatte er bevist, hævder vildtkonsulent, der argumenterer for eftersøgning med registreret scwheisshund, selv om alt tyder på en forbier …

Af Redaktionen

“Der er skudt til et stykke råvildt. Men dyret tegnede ikke for skuddet og det fortsatte ud af såten”, forklarede den unge jæger, da jagtlederen gør status over såtens begivenheder.

“Det var en forbier”, hævder en jæger, der stod nærmest, da nyjægeren udnyttede chancen, som var lige efter lærebogen. Afstand og vinkel til dyret kunne der ikke sættes en finger på. Haglstørrelse og materiale levede også op til parolen. Men alligevel fortsatte dyret tilsyneladende uanfægtet.

Jagtlederen spørger om der er andre i det lille selskab, der har observeret noget, der kan bringe lys over sagen.

Det var der! En jægere havde set én af hundene i drevet forfølge dyret. Også han var af den overbevisning, at dyret var uskadet, da hunden opgav sit forehavende og vendte tilbage efter kort tid.

Forbier eller ej?

Hvad gør jægerne? Skal de registrere skuddet som et forbiskud. Eller skal de tilkalde en registreret schweisshund, som kan eftersøge det påskudte dyr?

Ifølge loven er der ikke noget at være i tvivl om. Er der sikre tegn på anskydning, skal der tilkaldes en schweisshund, hvis ikke dyret er fundet indenfor seks timer.

Men selv om jægerne grundigt eftersøger det sted, hvor dyret blev påskudt, findes der ingen tegn på at dyret er truffet. Der observeres hverken schweiss eller afskudte hår.

Der er altså ingen sikre tegn på, at dyret er anskudt. Heller ingen mere usikre tegn. Bortset fra, at det forekommer usandsynligt, at et stykke råvildt kan undgå at blive ramt, når der skydes til det med hagl.

Hvad gør jagtselskabet?

Ifølge vildtkonsulent Ivar Høst er der i det nævne eksempel ikke så meget at være i tvivl om.

– Alt råvildt, der er påskudt, er også ramt. Dette gælder, indtil det modsatte er bevist. Derfor bør det eftersøges med en schweisshund. Eller i det mindste med en erfaren sportrænet hund. Kan den erfarne jagthund ikke finde dyret, må der tilkaldes en afprøvet hund fra Naturstyrelsens schweisshunderegister.

 

Tvivl skal altid komme vildtet til gode

– At en sportrænet hund ikke kan finder dyret, er ikke bevis på, at dyret ikke er ramt. Først når det har været eftersøgt med en registreret schweisshund, kan man lukke sagen, mener den nordjyske vildtkonsulent, som dog understreger, at heller ikke en registreret eftersøgningshund altid kan udviske enhver form for tvivl. Men har man haft en schweisshund på opgaven, har man gjort hvad man kunne, forklarer Ivar Høst, som hævder, at tvivlen altid bør komme det påskudte vildt til gode.

– Ingen, og heller ikke schweisshunde, kan udrette mirakler, men hvert år registreres der i landets eftersøgningskorps mange positive opfølgninger på “klokkerene” forbier.

– Er dyret kun truffet af få hagl i f.eks. køllen kan det blive meget vanskeligt for eftersøgningskorpset at komme så tæt på, at dyret kan affanges, forklarer Ivar høst, som tidligere har fungeret som registreret schweisshundefører.

Ivar Høst forklarer, at der ofte er meget lidt at gå efter for hundene. Et dyr påskudt med hagl efterlader næsten igen blod, og har der været andre hunde efter det påskudt dyr, bliver eftersøgningen ikke nemmere. Tværtimod.

– Generelt er det en god idé at lade dyret få ro. Et påskudt dyr vil i reglen sætte sig så hurtigt, som overhovedet muligt. Ofte forender det herefter meget hurtigt,

oplyser Ivar høst.

– Forfølges det derimod af hunde umiddelbart efter påskydningen, kan dyret tilbagelægge store afstande, hvilket betyder, at den efterfølgende eftersøgning bliver mange gange vanskeligere.

Jægererne besluttede at tilkalde en schewisshundfører. De mærkede stedet og trak sig til næste såt et stykke borte.

Sidst på dagen, da jægerne stod samlet om dagens udbytte og faklerne kastede lys over paraden, var scheisshundeføreren tilbage: Svedig og rødmoset og med endnu et dyr til den lille parade …

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...