Læs og lyt til en fortælling om en Reedbuck, som mange år efter dens to horn blev til et trofæ, fører en helt ny side til historien

Tilbageblik på et meget stort trofæ fra en Reedbuck – nedlagt af min far i en af Afrikas måske sidste vildmarker – førte mig lang omkring: Fra rekord-udsigt til mistet guldmedalje og til flere ubesvarede spørgsmål …

Af Michael Sand

Det hele startede for efterhånden mange år siden. En tidlig morgen ved kanten af stor og tør slette i den centrale Tanzania. Det var endnu mørket og den afrikanske morgen var kølig. Over os blinkede stjernerne.

Sven Axel Conrad – vores vært og guide under det flere uger lange ophold, tændte en stor stavlygte og lod lyskeglen feje ud i mørket. Ud mod horisonten, der lysnede og varslede en ny dag.

Den kraftige lygte fangede flere reflekterende øjne fra en stor gruppe antiloper ..

Gerenuk, sagde han …

Girafgazellen – kendt for den karakteristiske lange hals og en af Østafrikas elegante og fuldendte gazeller.

Sven Axel slukkede lygten og vendte sceneriet ryggen for at gå tilbage mod bilen.

– Gerenuk, gentog jeg for mig selv og fantaserede om det smukke dyr.

Nu var det var bare at vente på, at lyset skulle tage over. Så ville vi sandsynligvis få de langhalsede, og meget elegante dyr at se …

Med et dybt “brum” satte den stærke Toyota Landcruiser i gang. Sven Axel ment vi skulle se hvad der skete lidt længere fremme i terrænet … Og da solen gled over horisonten og kastede lys over den store slette, åbenbarede der sig gæs i hundredevis – stort set så langt som øjet rakte …

Gerenukkerne med de lange halse og smukke, lyreformede horn måtte vente og en sporadisk gåsejagt rettet mod de enorme sporegæs tog sin begyndelse.

Men selv om gæssene trak meget lavt, blev det kun til nogle få fugle i de minutter, det tog for solen at glide fra horisonten til højt på himlen. Herefter gik trækket i stå og de fleste gæs blev nedlagt med salonriffel, mens de var på jorden, da de givetvis næppe tidligere havde oplevet mennesker med forholdsvis langtrækkende skydevåben. Vi kunne med lidt omtanke gå på skudhold og da den sidste salonkugle slog en gås omkuld, var der dømt gåsesteg de næste dage

Jagten på storvildt fortsatte …

KLIK herunder og lyt til indtalt version af denne artikel

Sporegås

Den afrikanske sporegås, der er helt sin egen, regnes som verdens størst “gås” og en fuldvoksen gase kan veje tæt på syv kilo og måle omkring 2 meter mellem vingespidserne. Sporegåsen er navngivet grundet en stor krog i vingeledet.

Jeg havde nok mistet orienteringen i forhold til dyregruppen med de lysende øjne, men pludselig spottede vi en impala-stor antilope i græsset … Hornene var ikke uden ligheder med gemsens og de to horn sluttede den kurvede vækst med en stærkt kroget afslutning. En Reedbuck.

Det blev en kort og enkel pyrsch og antilopen gjorde, hvad den var genetisk programmeret til – den blev i græsset, mens den håbede på, at den dermed gik under radaren. Den var uvidende om, at den  allerede var fanget i en riffelkikkert monteret på en kaliber 30.06.

Den tunge kugle ramte dyret på halsen og den smukke Reedbuck opdagede aldrig hvad der skete …

Lyden af skuddet afslørede, at antilopen ikke var den eneste Reedbuck, der havde gemt sig i græsset. Den var del af en større flok.

Dyrene løb ikke langt, før de faldt ind i deres vanlige adfærd. Skuddet havde ikke skræmt dem og hvorfor skulle det?

De havde næppe tidligere hørt et riffelskud og lyden af det høje brag var måske for dem blot varsel om, at regntiden var indenfor hørevidde.

Vi var meget langt fra menneskelig aktivitet og selv om vi havde tilbagelagt adskillige kilometer i det øde og ubeboede område over de seneste dage, havde vi endnu til gode at se de første hjulspor fra en anden bil. Vi befandt os i en af Afrikas sidste vildmarker. Det var i hver fald vores klare oplevelse.

De obligatoriske trofæbilleder af jægeren med det nedlagte vildt blev hurtigt overstået. Min far og min bror trippede ivrigt. Det var antiloper i horisonten, der nærmest indbød til pyrch … og da min dåhjortestore antilope var brækket og placeret på traileren, trillede vi mod dyrene, som vi stadig kunne spotte uden brug af kikkert.

Og for at gøre to længere jagtberetninger med pyrsch og to fine skud meget korte, lykkedes det både min bror og min far at nedlægge hver en Reedbuck.

Tre flotte Reedbucks nedlagt indenfor ganske kort tid … Denne artikel tager udgangspunkt i den til venstre, nedlagt af Preben Sand, da den senere viste sig at score meget højt som jagttrofæ. Den i midten – nedlagt af forfatteren, bekræfter at ikke alt der skinner er guld.  

Jeg var umådelig tilfreds med den dagens resultat, men da Torben og min far placerede deres ved siden af, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at deres var mærkbare større. Endda ganske meget større.

– Var jeg lidt for hurtig på aftrækkeren, kunne jeg ikke undgå at tænke … burde jeg havde ventet for at se hvad der ellers var i området.

Men området vi jagtede i er ikke sammenlignelig med sydafrikanske jagtfarme, hvor man ofte får en ekstra chance og derfor bør være forsigtig med at skyde den første og bedste …

Her var det nærmest omvendt … chancen skal udnyttes, når den opstår. Der kan være meget lang tid til en ny, hvis den da overhovedet opstår.

Vildtætheden i det enorme område, som vi jagede i, virkede tynd. I hvet fald på denne tid af regntiden, hvor vi jagtede, hvor der var langt til vandfyldte floder og kun ganske få vandfyldte vandhuller.

Mange år senere

Så meget om jagten og den eventyrlige morgen på den store slette. Tilbage til trofæet og nutiden.

Forleden så jeg et opslag med en dansk jæger, der havde nedlagt en meget stor Reedbuck.

Det sendte mig tilbage til oplevelsen i Tanzania … Til den dag i november, hvor vi jagtede i dagens allerførste lys … Men også til en dag, mange år senere, hvor jeg fik besøg af trofæopmåler Glenn Heegaard, som desværre døde alt for tidligt.

I forlængelse af en dag med trofæopmåling på min adresse i den Jyske Ås, tilbød Glenn at måle et par af vores afrikanske trofæer op og da dagen var slut lagde han målebånd på de to Reedbucks …

Og var forskellen på de to trofæer stor, da vi beundrede dem under Afrikas sol, var den ikke mindre da de blev betragtet i lyset under det oplyste trofæopmålingsbord.

Min Reedbuk var den første, der gennemgik den forholdsvis simpel opmåling af hornlængde samt omkreds af de to horns nederste base. Det gav et samlet resultat på 28 7/8 inch …

Nok til at indløse en SCI guldmedalje, viste det sig, da Glenn satte en kæde omkring det venstre horn påhæftet medaljen og det opnåede resultat.

Jeg havde ikke rigtig nogen forhold til hverken tal eller medalje … Men hvis min var til guld, hvad var min fars da ikke til? Opmålingen endte på 33 7/8 inch.

Trofæerne kom på væggene… tiden gik og heldigvis nåede jeg at gennemføre endnu en tur til Tanzania med min far og min bror inden vi mistede ham og hans trofæer blev spredt for alle vinde. Både børn og ikke mindst børnebørn ville gerne havde et minde om min far og hans kærlighed til jagten og Afrika ikke mindst.

Men afstedkommet af nyheden om den store, dansk-nedlagte Reedbuck blev en kærkommen lejlighed til at se nærmer på min fars store trofæ fra Tanzania og det blev begyndelsen til et mindre studie i Reedbucks.

Først step var at få underarten bekræftet.

Flere underarter

En seriøs hjemmeside inddeler Reedbucks i flere overordnede underarter … og set ud fra kort over udbredelse var der næppe tvivl om, at de tre Reedbucks vi nedlagde i det centrale Tanzania – få timers køreafstand fra byen Itigi – tilhører underarten Bohor.

Et opslag i bogen “Bovids of the World” optages der der endda med flere underarter. Men også denne bekræftede, at Reedbucks i området, hvor vi jagtede, tilhørte arten Bohor.

Ifølge udbredelseskortet i ovennævnte bog stopper udbredelsen af Southern Reedbuck i en tynd korridor vest for Victoriasøen, som ligger placeret flere hundrede kilometer fra det område, hvor vi jagede. Dette ses også i Wikipedias beskrivelse af den sydlig variant (Redunca arundinum)

I omtalte bog, som jeg til tider har stor glæde af, skrives det, at der kan være store individuelle forskelle på hornudviklingen indenfor samme område. Set fra menigmands perspektiv virker de dog ret karakteristiske. Ihverfald er ligheden mellem de tre vi nedlagde slående bort set fra at udlægget svinger lidt …

Dermed er vi ved at være frem ved sagens kerne og udgangspunkter for denne artikel. Før nævnte seriøse hjemmeside har nemlig vist en oversigt over de forskellige arter eller underartes krav for at blive optaget i SCI rekordbog samt en oversigt over de eksisterende verdensrekorder.

For den østafrikanske Bohor skal der 14 inch til rekordbogen og 27 4/8 inch til en verdensrekord. Min fars Reedbuck er opmålt til 33 7/8 inch.

Står nedenstående oversigt over eksisterende SCI-rekorder til troende, var min Reedbuck faktisk en verdensrekord i omkring en halv times tid inden min bror og senere min far nedlagde to, der var væsentlig større. Ja måske er min brors endnu større end min fars. Han har aldrig fået sit trofæ målt op og p.t. triller han rundt i Nordnorge sammen med hund og familie og en bil pakket med fiskegrej.

Alt peger derfor i retning af, at min fars trofæ er den største opmålte Bohor Reedbuck, som nogensinde har været i hænderne på en registreret SCI-trofæopmåler.

Sluttede historien her, er der tale om en lille jagteventyr … Det er ikke hver dag, der nedlægges tre verdensrekorder inden for en lille times tid. Men desværre – kan man sige – slutter historien ikke her.  KILDE: SHAKARICONNECTION 

Jeg fandt et ældre hæfte kaldet Top 10 Opmålinger udgivet af Nordisk Safari Klub i 2014. Her kan man bl.a. se de støreste danske Reedbucks nedlagt af danske jægere gennem tiden.

Og var springet fra verdensrekorden til min fars meget store Reedbuck stor, var forskellen mellem min fars og den øverste på danskerlisten gigantisk. Størst opmålte trofæ nedlagt af en dansk jæger  har modtaget 22 point. Min fars modtog som nævnt 34.

Tvivlens nådegave kom mig i hu. For der var vist noget, der ikke helt stemte!

Jeg så nærmere på opmålingerne gengivet i nævnte tidsskrift og kunne se, at de østafrikanske Bohor reedbucks modtog den pointsum, der svarer til summen af de to opmålte horn. Den rekordstore Reedbuck på dansker-listen har en hornlængde opgivet til 10,03 inch.

En forklaring begyndte at tage sin begyndelse …

Jeg fandt min fars gamle måleskemaer frem og her kan jeg se, at min fars store Reedbuck modtog hhv. 10 7/8 og 10 6/8 inch pr. opmålte horn.

Sammenlagt nærmere den sig nu den største opmålte Reedbuck nedlagt af en dansker nogensinde. Men verdensrekord er den altså ikke. Da manglede den omkring et par inch pr. horn.

Inden jeg valgte at sætte sidste punktum i denne artikel, sendte jeg billedet af min far, der poserede med den nedlagte Reedbuck, til en ung konservator ved navn Philip, der ved flere lejligheder har overrasket mig med sin store paratviden om det afrikanske vildt.

Svarer herfra kom da også prompte:

“Kæmpe Bohor”.

Men det er som om historien om den store Reedbuck nægter at lade sig lukke ned, nu hvor den edelig er blevet åbnet.

Jeg vendte nemlig tilbage til Top 10 magasinet, og her jeg se, at tre opmålte Reedbuck af den sydlige variant (Common) er større end den officielle verdensrekord jfr. ovenstående oplysninger.

Det kan ikke udelukkes, at det er tilfældet. Det skal være usagt, men slående er det i hvertfald, at opmålingerne – i lighed med den opmåling, som min fars trofæ modtog, – medregner hornenes omkreds.

Det kan måske være forklaringen på, at min gode ven og nu afdøde og meget seriøse trofæopmåler også valgte at medregne omkredsen på hornene, da han antog det for at være horn fra en Common Reedbuck.

Det spørgsmål vil forsøge at vende tilbage til en anden gang.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »