Den professionelle jæger Erik Mararv fra CAR har på klassisk sporjagt guidet en amerikansk gæst til en rekordstor Bongo på ikke mindre end 36 inch

En meget stor del af de Bongoer, der hjembringes fra den centralafrikanske regnskov, nedlægges ved hjælp af hunde eller skydes på anstand, når de opsøger lysninger og såkaldte saltlakes. Kun få professionelle jægere praktiserer klassisk sporjagt på den sky antilope, der sjældent tillader jægeren at komme så tæt på, at han kan se dyret og afgive skud. At en af verdens største bongoer nedlagt nogensinde skulle nedlægges på kloshold – uden brug af hunde – er således en begivenhed, der bør give genlyd blandt Afrika-jægere og trofæsamlere verden over.

Her fortæller den professionelle jæger Erik Mararv fra CAWA (Central African Wildlife Adventures) om de magiske minutter, hvor han sammen med en amerikansk klient var i selskab med regnskovens ukronede konge. Vi var egentlig på vej hjem fra en lang og slidsom dag efter Giant Forest Hog, da jeg atter kom til at tænke på det enorme bongospor, som jeg havde set tidligere på dagen.

I samråd med sporene og min amerikanske gæst besluttede vi at opsøge den lille saltlake i regnskoven en sidste gang. Man ved jo aldrig. Måske kredsede den store Bongo stadig rundt om det mineralholdige jord.

Det var ved at være sent på dagen og mine tanker kredsede om det det uvejr, som var på vej. Vi passede det første vandløb og min klient satte sig på bagdelen og blev gennemblødt fra inderst til yderst. I øvrigt 6. gang denne dag. Men jagten fortsatte.

Efterhånden som vi nærmede os saltlaken steg spændingen meter for meter. I et fodaftryk i det lerede jord, som en af trackerne havde efterladt tidligere på morgenen, var der et helt frisk bongospor. Igen i overdimensioneret størrelse. Sporet var højst få timer gammelt. Har du en kugle i kammeret, hviskede jeg til min klient og bad ham holde sig tæt til mig. Han nikke træt og fulgte mig ind i buskadset. Vi kunne høre et eller andet bevæge sig foran os og pulsen steg efterhånden som vi langsomt fulgte sporet.

Jeg forsøgte at se gennem den tætte, sammenvoksede regnskov, men kunne ikke se noget. Turde næsten ikke røre mig, da jeg fornemmede, at der var et eller andet lige for an os. Jeg tog endnu et skridt og pludselig kunne jeg se en brun skikkelse foran mig. Snuden glimtede af den mineralholdige jord, som den havde slikket i sig. Hvilket syn! Som en rød statue, hugget ud af Afrikas jord, stod den der omgivet af en sværm af påtrængende insekter, som den forsøgte at vifte væk med sine enorme ører.

De majestætiske horn vred sig i en perfekt form og syntes aldrig at slutte. – Jeg slog skydestokke ud og placerede den til venstre for mig så der kunne skydes i en åbning i mellem bladede. Støttebenene sank i jorden uden at sige den mindste lyd og min klient behøvede ikke opfordringer. Riflen gled straks i anslag.  – Take him, hviskede jeg.

– Bongoen løftede hovedet og kiggede sig omkring. Den havde hverken set eller hørt os. Pludselig vendte den dog opmærksomheden i vores retning og stirrede direkte på os.

– En 300 grain tung kugle fra min klients .375 H&H ramte det store dyr midt på bladet hvor rygraden møder halshvirvlerne. Skuddet rungede i hovedet, da jeg ikke kunne sætte fingre i ørerne uden at afsløre os. Min klient repeterede hurtigt og idet Bongoen ramte jorden, skød han den ret mellem forbenene.

– Derefter fulgte en lang periode, hvor ingen sagde noget. Vi stirrede bare på den brune krop med de enorme horn, der lå foran os.

– Den første der brød tavsheden var sporen Mongolo. Kort tid efter brød jublen løs og min amerikanske klient kastede sig ud i jubeldans i regnskoven. En dans der varede hele natten, slutter Erik Mararv sin beretning om den store Bongo, der placerer sig som nummer to på SCI.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...