Henning Kørvel beretter om jagt i Grønland, hvor en renbuk med et toptrofæ pludselig nærmest skød op af jorden

 

Henning Kørvel og hans guide lagde ud fra campen i fjeldet tæt ved indlandsisen i Grønland ved syvtiden om morgenen. Indtil frokost havde de kun spottet simler med kalve og unge bukke. Efter frokost sagde guiden, at det sommetider sker, at et stort trofæ nærmest ”skyder op af jorden”. Kort efter spottede han den store renbuk, og godt et kvarter senere blev den nedlagt, men først da de så den på kloshold, indså de, hvor heldige de havde været, fordi bukken er toptrophy.

Tekst og foto: Henning Kørvel

– Buk!

Efter cirka fem minutters gang oven på frokosten ved en sø, der leverede koldt, frisk vand til at skylle rugbrødsklemmerne ned med, kommer denne forløsende melding fra min guide, da vi klokken 13.35 runder et fjeld, og han som den første af os to spotter bukken og en simle på skråningen bagved fjeldet som et savnet islæt, fordi vi siden i morges og indtil dette hellige øjeblik kun har spottet simler med kalve og unge bukke. Totalt 15 rener.

– Den ser interessant ud, hvisker han, da han tager bestik af bukken med kikkerten.

Da jeg nærlæser den gennem kikkertlinserne, hæfter jeg mig ved det store udlæg, der indikerer, at bukken er afskudsbar (læs: stor).

Et mere detaljeret signalement er det ikke umiddelbart muligt at få, fordi bukken vender front imod os. Umiddelbart ser det dog ud til, at den ene stang er fejet, og den anden stadig er delvis i bast. Principielt er jeg enig: Bukken er værd at se nærmere på.

Vi går derfor tilbage i den retning, vi kom fra for at gå rundt om fjeldet og uset af bukken og simlen at nå frem til en klippeblok eller naturlig forhøjning i terrænet, hvorfra vi kan spotte den i profil, og der kan afgives skud, forudsat at førstehåndsindtrykket af, at bukken er afskudsbar, stadig holder.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at tilstedeværelsen af bukken sætter gang i adrenalinen, hvilket jeg dog tager som et positivt tegn. Øget puls er nemlig en naturlig reaktion i en situation som denne.

Jeg kunne i det mindste ikke forestille mig at være foruden.

Det tager dog længere tid at nå rundt om fjeldet, end jeg havde forestillet mig, eller også føles tiden blot lang. I mit stille sind håber jeg naturligvis på, at bukken stadig står der, hvor vi har spottet den, når vi kommer frem, hvilket dog ikke helt kan tages for givet, fordi rener under fouragering flytter meget på sig, og det ene øjeblik er her og det andet øjeblik der.

Men den står stadig på skråningen sammen med simlen, da vi kommer rundt om fjeldet og uset for de to rener stiller os i dækning bag en klippeblok, som jeg sætter min Schultz & Larsen  .300 Winchester Magnum op på med udslået bipod.

Klippeblokken er som skabt til formålet.

Thomas måler afstanden med afstandsmåleren til 150 meter. Umiddelbart får jeg dog ikke bukken i sigtekikkerten, da jeg vil afgive skud og indser, at fejlen fra min side er et reduceret synsfelt, fordi sigtekikkerten er indstillet på 12 gange forstørrelse.

Jeg skruer den derfor ned til ti gange forstørrelse, men nu forsvinder bukken og simlen om bag en stor klippeblok og er snart ude af vores synsfelt.

– Pokkers også, mumler jeg for mig selv, men få sekunder senere kommer bukken frem igen på den anden side af klippeblokken, men dækker for simlen.

Jeg fanger den i sigtekikkerten og ser på uret. Klokken er nu 13.55, og i samme øjeblik den efter nogle få skridt stopper op, og ikke længere dækker for simlen, før bukken igen ville være forsvundet om bag en anden klippe, slipper jeg kuglen, som det er tydeligt, går ind på skulderen, og da bukken vælter omkuld med stængerne i vejret, udbryder jeg spontant:

– Mama mia, den er stor … meget større, end vi havde forestillet os.

Vi stikker hinanden næven og udtaler et: Well done, der for mit vedkommende dedikeres til fremragende guidning og selskab, og for hans vedkommende til det dræbende skulderskud, som inspirerer mig til at bemærke:

– Nu har du set Barnes blyfri ammunition in action.

Simlen kommer nu på banen og nærmer sig den afsjælede buk, men vel sagtens i manglen på reaktion fra den vender simlen efter et halvt minuts om og løber af sted, formentlig i søgen efter en ny mage.

Her ses riflen foran renbukken, der problemfrit blev skudt med en blyfri Barnes.kugle.

Gennemslag

Kort efter når vi frem til den forendte buk og bekræftes endnu en gang i, at geviret og udlægget er noget større, end vi havde forestillet os.

På kloshold ser vi også, at vi tog fejl, da vi antog, at kun én stang var fejet, for de er nemlig stort set fejet begge to, men lidt rester af bast sidder tilbage på den ene stang, brunstfjølen og et par sprosseender.

Det er dog let at fjerne, og hvis ikke bukken var blevet nedlagt i dag, så ville den have fejet færdig i morgen, for når fejningen indledes, så overstås den ret hurtigt.

Bukkens alder vurderes til fem-seks år.

I lighed med andre toptrofæer er renbukke i klasse med denne her ikke en metervare. Der er langt imellem dem, og i de fire år Thomas indtil videre, hvilket vil sige 2015, har været guide hos North Safari, ejet af danske Thomas Olsen, har han kun haft andel i yderligere to bukke på størrelse med min.

Ved godt huld er den også, viser det sig, da capen til skuldermontering skæres af, og køllerne, bovene og rygfileterne herefter afmonteres. Da skindet trækkes af i modsatte side af indgangshullet, viser det sig overraskende, at kuglen er gået durk igennem, hvilket ellers er ret sjældent for så massivt et dyr som en grønlandsk renbuk som denne på omkring 200 kg.

Jeg vælger at tilskrive det, at kuglen er uden bly, og i kraft af en stor restvægt således har haft gennemslagskraft nok til at gå tværs gennem skulderpartiet.

Med geviret, der vejer cirka 20 kg,  på en ramme på ryggen er jeg nu klar til at gå tilbage til campen. Det tog cirka fire en halv time.

Ved cirka 16-tiden er vi færdige med slagtningen, og da kødet minus bovene, som det er tanken, vi skal gå tilbage for at hente i morgen, er pakket ned i rygsækken, indledes turen tilbage til campen.

Thomas bærer kødet og min riffel, og på en ”ramme” på ryggen bærer jeg geviret med capen på, der vejer cirka 20 kg, men Thomas’ rygsæk er tungere.

Da vi indleder turen tilbage til campen, hvor vi bor i to telte, skønner vi, at den kan gøres på cirka tre timer, og på både hjemvejen og vejen ud til jagtområdet skal vi sejle over en sø med kano.

Selv om jeg har en god kondition, vedgår jeg gerne, at byrden på min ryg efter nogle kilometer nedsætter marchtempoet, og jeg efter kanoturen sakker bagud. Jeg ankommer dog til campen kun et kvarter senere end Thomas.

Amerikanske Cezary med polske rødder, der sideløbende med Thomas og jeg har jaget ren under guidning af Søren, er også ankommet.

Selv om dagen i dag er den første til specifik renbukkejagt, så har Cerzary skudt en ung renbuk, som ego først ville have skudt på den sidste jagtdag, hvis den store buk var udeblevet.

Han forklarer, at han har skudt den unge buk, fordi han i morgen tidlig agter at tage tilbage til Kangerlusuaq for at tage med indenrigsfly til Nuuk, idet han ønsker at se mere af Grønland end blot fjeldet, indlandsisen og Kangerlusuaq, hvor seværdighederne ikke ligefrem står i kø.

Med den unge renbuk har han fået de to arter, han gik efter, idet han efter vores ankomst hertil i går formiddags om eftermiddagen ved cirka 15-30-tiden skød en mega moskusokse, der er større end den, jeg nedlagde på stort set samme sted i 20 graders kulde i marts 2014, hvilket var super timing.

Forud for at jagten blev indledt, havde Thomas givet udtryk for, at det ville være perfekt, hvis Cezary kunne skyde moskusoksetyr på ankomstdagen, fordi det alt andet lige er mindre slidsomt at skyde en sådan end en stor renbuk.

– En stor renbuk skal der arbejdes hårdere for, betonede Thomas og føjede til, at han i sidste uge havde spottet en stor renbuk ude ved floden, der modtager sandholdigt gråligt vand fra indlandsisen.

Cezary, Thomas og Søren ved den nedlagte moskusokse. Cezary bar på en ramme selv hovedet, der vejede tæt på 50 kg, tilbage til campen.

 

Vue til vandrefalke

Jagtheldet til renbukken kom ind på opleveren tirsdag 1. september 2015 i fjeldområdet Nordre Isodok nær indlandsisen 30-35 kilometer fra Kangerlusuaq.

I morges havde vi fire, Thomas, Cezary, Søren og ego, forladt campen i samlet trop, før vi splittede os op i to team og gik i hver sin retrning i søgen efter renbuk.

Vejret er perfekt med sol fra en skyfri himmel, og kort efter at have delt os i to hold, fik Thomas og jeg med en sø som kulisse en hilsen fra Diana, som vel sagtens i anledning af, at ande- og gåsejagten i Danmark og Grønland blev skudt i gang den dag, lod en flok canadagæs i mellemstørrelse passere forbi os på skudhold.

Thomas og jeg kvitterede for vuet med at fastslå, at hvis vi hver især havde haft en haglbøsse, så ville gæssene have været potentiale til to dubletter. De nærmeste gæs var kun 15-20 meter fra os.

Efterfølgende går en havørn ind på nethinden, og lidt senere er det vandrefalkes skrig, der tiltrækker sig opmærksomheden.

Skrigene kommer fra to vandrefalke på en fjeldtop, og snart giver de opvisning i luftakrobatik, som går over i dramatik, da to artsfæller, formentlig unger fra i år, gør forældre selskab for at tigge om føde, hvilket forældrene tager ilde op og skælder ungerne ud for med høje skrig. Da skrigene efter nogen tid ikke længere høres, vender idyllen tilbage til fjeldet, og kort før vi efter frokost spotter den renbuk, som jeg nedlægger, filosoferede Thomas over, at når man efter manglende jagtheld trasker af sted på må få uden at have en plan og således er mest tvivlrådig, så sker det sommetider, at det rigtige dyr nærmest skyder op af jorden.

– Overtroisk? Ikke det fjerneste.

Muskelkrampe, som jeg altid får af at gå op og ned den første dag, jeg jager i fjelde og bjerge, forårsagede, at jeg den første nat sov dårligt, selv om feltsengen jeg ligger på, er udmærket.

Efter dagen derpå at have skålet i The Famous Grouse for min toptrophy renbuk og spist aftensmad, kundgjorde jeg ved 20.30-tiden, at jeg følte mig nødsaget til at krybe til køjs, efter der forinden var tændt op i brændeovnen for at få råkulden ud af teltet.

Efter morgenmaden næste dags morgen forlader Thomas og jeg igen campen for at gå tilbage til slagtepladsen for at hente bovene fra renbukken, som vi har efterladt på stedet.

Min .300 Winchester Magnum er skiftet ud med Thomas Olsens lille lette 17 HMR. Jeg vil nemlig gerne skyde et par sneharer.

I går spottede vi i området, hvor jeg nedlagde renbukken samlet set godt en snes stykker, og her hvor de ikke opfatter mennesker som en trussel, er de ikke udpræget sky, hvorimod sneharer der er vant til mennesker, er oppe på mærkerne.

Det var let at få nogle sneharer på tæt hold. Dagen derpå nedlagde jeg tre af slagsen, og jeg mangler kun polarræv for at have ”The Arctic Five”.

 

Jeg får snart skudt tre sneharer, og vi beslutter, at der ikke skal skydes flere. Dels har jeg nu føjet snehare til mit register over nedlagt vildt, og dels skal de også bæres ned sammen med de to bove, der venter os på slagtepladsen.

Hvis formålet derimod havde været at skyde så mange sneharer som muligt, så kunne det let opfyldes. Her er en del af dem, men også noget andet. Med ét spotter jeg med en stor renbuk på vej op af fjeldsiden og siger til Thomas:

– Har du set den, den er ligeså stor som den, jeg skød i går.

Thomas nikker og løber opefter for at få et vue af den, og da den når op på linje med ham, stopper den for at tage bestik af ham.

Thomas nyder synet, og da han kort efter kommer tilbage, forklarer han, at hvis det havde været i dag, vi skulle have jaget renbuk, og jeg ikke havde skudt en buk dagen forinden, så ville chancen have været til stede til den store renbuk, vi lige har spottet. Og der ville have været tid nok til afgivelse af skud.

– Nu ved jeg imidlertid, at her findes endnu en stor renbuk i klasse med den, du skød her i går, men om den du har skudt, er den jeg i sidste uger spottede ved floden, er et godt spørgsmål, siger Thomas, før vi fortsætter mod slagtepladsen.

Da vi nærmer os, spotter vi kredsende ravne. Planen er, at vi skal snige os frem til nogle klippeblokke cirka 40 meter fra slagtepladsen, hvor kadaveret, bagskindet, og løbene fra knæleddet og nedefter er efterladt for at se, om ravne er i gang med festmåltidet, og jeg om muligt kan nedlægge en ravn. Da jeg lister frem bag en klippe og tager et vue over situationen, viser det sig, at der sidder en ravn på kadaveret.

Kødet på ribbenene er næsten ædt op.

Jeg lægger riflen an op af klippen, og da trådkorset hviler på ravnen, skyder jeg sikringen fra. Ravnen hører klikket og letter øjeblikkeligt.

Sandt at sige er bemeldte sikring ikke den mest lydløse, jeg har været ude for, og den er ikke sammenlignelig ned den på min Schultz & Larsen, der glider som i smør, og er lydløs.

Vi bliver liggende på stedet i skjul for at se, om ravne vender tilbage til ådslet. Det gør en enkelt, der flyver i en cirkel rundt om pladsen for at se, om kysten er klar. Da den naturligvis har spottet os, føler den ikke trang til at sætte sig på ådslet, men vælger i stedet for at stor klippeblok cirka 80 meter borte, men inden jeg får trådkorset i sigtekikkerten låst fast på den, letter den, og da vi indser, at odds næppe er med os, fordi de kloge fugle ved, at vi er her, vælger vi at pakke bovene ned i rygsækken og indlede turen tilbage til campen.

Teltet, som jeg og Cezary sov i. Når man skulle i seng om aftenen, var det nødvendigt at tænde brændeovnen for at få råkulden ud.

Kort efter spotter vi en familieflok af moskusokser på op imod en snes stykker domineret af en stor ældre tyr, der tager forskud på brunstløjerne og bestiger koen, som den tydeliggør, at den gerne vil have for sig selv. Da en ud af tre unge tyre kommer for tæt på koen, jager patriarken den unge tyr langt op på fjeldet, før den vender tilbage til flokken og koen, som det er tydeligt, den er lun på.

– Det er skønt at se sådan en familieflok, udbryder Thomas. Fordi ungdyr som regel er skudt af inuitter, ser man nemlig ofte kun ældre tyre og køer.

Det hører med til billedet, at vi i går, hvor vi skønsmæssigt tilbagelagde 20 kilometer til fods i fjeldet, overhovedet ikke spottede moskusokser. Ryper ser vi heller ikke, og Thomas mener, at forklaringen er, at de fødeemner ryperne foretrækker, ikke findes her.

Thomas og Søren tager en snak om rifler foran guidernes telt.

 

Grønland går i blodet

I campen er stemningen afslappet, fordi Cerzary og ego har fået, hvad vi kom for. Dog savner jeg stadig ravnen, og for at se, om jeg kan skyde en ravn den følgende morgen tæt på campen, får jeg 17-eren med ind i teltet om aftenen med en patron i kammeret. Da jeg vågner om morgenen lyner jeg straks teltåbningen op og stiller rygsækrammen i åbningen, så jeg kan lægge riflen an på den, hvis en ravn skulle sætte sig i nærheden.

Kort efter hører jeg den karakteristiske stemme fra ravn tæt på, og da jeg formoder, at den har sat sig i nærheden for at se efter affald, den kan æde, linder jeg teltåbningen lidt for at få riffelpiben ud og ser, at ravnen sidder på en klikkeblok blot 50 meter borte med blikket rettet mod teltet.

Den ser straks bevægelsen da riffelpiben kommer til syne og letter, uden at jeg får mulighed for at sende den kun ét gram tunge kugle af sted mod den.

Da vi dagen derpå – torsdag 3. september – pakker sammen for at tage ind til Kangerlusuaq, hvor jeg skal overnatte på hotellet af samme navn, før hjemrejsen med Air Greenland næste dag, gribes jeg lidt af den samme følelse, som jeg havde ved afrejsen herfra efter moskusoksejagt i 2014, at jeg stadig ikke er færdig med Grønland.

Ikke fordi jeg ikke fik ravnen, men fordi jeg føler dyb trang til endnu en gang at jage moskusokse.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg foruden endnu en moskusoksetyr også gerne vil nedlægge polarræv til komplettering af ”The Arctic Five”, fordi jeg kun mangler den, før den er komplet.

En kommende tur skal dog rykkes lidt, fordi polarræv først er jagtbar fra 16. september, men skemalagt er den endnu ikke.

Andre destinationer og oplevelser på jagtens stier har forrang, men der er heller ingen tvivl i mit sind om, at jeg vil vende tilbage til Grønland for at endnu engang at udfordre moskusoksen og komplettere The Arctic Five.

Thomas står her oppe på fjeldet og kigger ned på indlandsisen, der smelter, og vandet blandes op med sand, før det ledes bort.

 

Fakta om jagten

Revir: Nordre Isodok, Kangerlussuaq, Vestgrønland.

Periode: 31. august – 4. september 2015.

Vejrforhold: Solskin 1.,2. og 3, september. Regn 31. august og 4. september.

Jagtkonditioner: Renjagt kræver, at der skal gås meget i fjeldet. God kondition er et must.

Jagtoperatør: North Safari (www.northsafari.com).

Jagtagent: Thomas Olsen.

Personlig guide: Thomas Lindy Nissen

Skudhold: 150 meter.

Jagtriffel: Schultz & Larsen M 100 DL .300 Winchester Magnum.

Sigtekikkert: Zeiss Diavari 3-12×56 T.

Kugle: Barnes Vor-Tx TSX BT 165 grain.

Håndkikkert: Zeiss Victory 10×56.

Forekomst af ren: Bestanden ved Kangerlusuaq-Sissimiut, der anslås til omkring 100.000, er den største i Grønland.

 

Fakta om rener i Grønland

Vildrener findes i dag på Grønlands vestkyst i 12 definerede bestande med Inglefjeld/Pruhoe Land som den nordligste og Isortoq tamrenområde i Sydgrønland som den sydligste. En særlig underart af vildrenen i Nordøstgrønland uddøde for mere end 100 år siden, og årsagen menes at være gentagne vintre med dårligt vejr.

På Grønlands vestkyst skelnes mellem oprindelige rener, antagelig indvandret fra Baffin Island og ”forvildede tamrener”, indført fra Finmark i Norge og udsat i 1952 og 1963-1965 i det indre af Godthåbfjorden ved Itinnera nær bygden, Kapisillit. Udsætningen var succesrig, og det menes, at forvildede tamrener i dag udgør størstedelen af den såkaldte Ameralikbestand. Efterfølgende er flere udsætninger af rener, baseret på dyr, fanget ved Kapisillit, sket i Vestgrønland.

I 2010 blev bestanden i Vestgrønland med forbehold estimeret til cirka 160.000 med den største i Kangerlussuaq-Sisimiut. Her stod der i kerneområderne syv rener pr. kvadratkilometer, hvilket er en høj tæthed, som kan påvirke bæreevnen, altså dyrenes muligheder for at overleve, negativt.

Jagtstatistikker fra 1721 og frem til i dag viser, at renbestandene i Vestgrønland har været gennem to store boom og crash, hvilket vil sige cyklusser, hvor bestandene først øges voldsomt og herefter reduceres tilsvarende på grund af for lille fødegrundlag. Bestandene har dog altid været i stand til at komme sig. På trods af åben jagt i det seneste årti er antallet af individer i den største bestand ved Kangerlussuaq-Sisimiut stort set uændret. Kun i Ameralik-bestanden er antallet succesfuldt reduceret til cirka én ren pr. kvadratkilometer, hvilket formentlig skyldes, at området er lettere tilgængeligt for jægere, hvorimod indlandsområderne ved Kangerlussuaq og Sisimiut er vanskeligere tilgængelige, og på nuværende tidspunkt er det svært at spå om, hvor længe den høje bestandstæthed kan opretholdes i Kangerlussuaq-Sisimiut. (Kilde: Grønlands Naturinstitut).

 På turen ind i fjeldet sejlede vi i kano, hvilket var ret komfortabelt.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »