Ifølge Dansk Jagtakademi er der ikke udsigt til ringduejagt i september, ligesom det vurderes, at agerhønens jagttid hænger i en tynd tråd.

De nedslående konklusioner er indhentet efter at vi på redaktionen er blevet kontaktet af brugere, der i Fuglebeskyttelsesdirektivet øjner en mulighed for at fastholde og måske udvide jagttiden på ringduer.

Samtidig menes Direktivet at give basis for jagt på en trængt art i det åbne land, nemlig agerhønen, som ”man” mener, er bedre stillet med jagt end uden jagt. Er forventningerne realistiske eller urealistiske? Vi har rettet henvendelse til biolog og ekspert i europæiske jagtvedtægter Niels Kanstrup, Dansk Jagtakademi, der siger følgende: – Det er rigtig, at man kan bruge Artikel 9 til at åbne for reguleringsmuligheder. Det gør vi allerede.

Men en jagttid som sådan skal følge artikel 7, og her hjælper ingen kære mor. – Det er indiskutabelt, at en egentlig jagt skal overholde artikel 7, som klart fastslår, at der ikke må være jagt i yngletiden. Dette er i øvrigt eksplicit tolket af domstolen, der i 1995 lagde vægt på, at disse regler overholdes punktligt. I Danmark er ringduens yngletid fastsat til 1. februar til 10. oktober. Så den gældende jagttid ligger endda på kanten af reglerne. Og med de seneste ændringer af den danske jagtlov (2008) er det slået fast, at der ikke må drives jagt i fuglenes yngletid (se Netnatur.dk ultimo marts 2008). – Så manglen på klarhed er måske mere et udtryk for utilfredshed med tingenes tilstand. Men der er på nogle felter behov for større klarhed. Det indikerer de mange henvendelser.

– Direktivet er lavet i 1979. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor fuglefaunaen i Europa så anderledes ud, og hvor der kun var 9 medlemmer af fællesskabet. Direktivet er i princippet ikke blevet moderniseret i alle disse år og er i dag fuldstændig ude af trit med virkeligheden (se Kanstrups artikler i Jæger 2007 red).

Deraf kommer behovet for udlægninger og cirkulærer, som den vejledning, der nu er på gaden. Men lige nøjagtig den giver faktisk relativ god klarhed, idet yngletiden og forårs-træktiden i de såkaldte ”key concepts” er fastsat for hver enkelt land for hver jagtbar art. Det giver rammen for de enkelte landes mulighed for at fastsætte jagttider efter direktivets Artikel 7. Her er tale om egentlig jagt, som skal være bæredygtig.

– Noget helt andet er de situationer, hvor fuglene volder besvær. Her rummer direktivet mulighed for at iværksætte regulering, uanset om arten er jagtbar eller ej. Regulering kan foregå, når det skal være. Det kender vi fra duereguleringen i sensommeren i Danmark.

Den bygger netop på Artikel 9. Det samme med krage- og skadereguleringen i februar-marts. Men for at man kan tage en sådan aktivitet i brug, skal fuglene altså volde problemer. Kan landene godtgøre problemer, der ligger inden for definitionerne i Artikel 9, kan de fastsætte reguleringstiltag, som Danmark allerede har gjort det for ringduer. Så det er svært at se, hvad mere der kan gøres den vej.

– Der har gentagne gange været ønsker og forslag om en egentlig revision af direktivet. Men ingen har, turde at give sig i kast med det. Jægernes og ornitologernes internationale organisationer har givet hinanden håndslag på, at de ikke hver især går solo. Begge parter er klar over, at en åbning af direktivet kan være ”Pandoras æske”, hvor ingen ved, hvad slutproduktet bliver.

Med de stærkt fredningsorienterede holdninger er der er i de store europæiske storbymiljøer og i store dele af parlamentet, er jægerne nok dem, der risikerer mest, hvis det kom til en egentlig revision. – Vedrørende agerhønen, har det i Danmark i 1990’erne været forsøgt at fastsætte en længere jagttid, nemlig november ud.

Dette byggede på en teori om, at jægerne ville gøre mere for arten, hvis de havde flere jagtmuligheder. Det slog fejl, og jagttiden blev kortet af igen. – Virkeligheden er, at jagten (i mange tilfælde mere hundesport) kun gør en forskel helt lokalt, hvor en meget stærk forvaltningsindsats holder bestanden oppe – som regel ved hjælp af udsætning.

Det helt afgørende problem er intensiveringen i landbruget, og de kæmpestore dyrkningsørkner, som ikke bare gør livet surt for de lokale agerhøns, men også splitter den samlede bestand. – Så længe jægerne og ikke mindst deres organisationer bare stiltiende ser til fra sidelinjen og endda – i en række tilfælde – direkte støtter udviklingen og benægter, at landbrugslandets natur er trængt, er det svært at få øje på jagten, som en frelsende engel i forhold til f.eks. agerhøne.

– Under sådanne omstændigheder gør den formentlig ingen forskel. En fredning af agerhøns vil næppe heller have den store effekt. Men som bestanden har det i mange landsdele, er jagten næppe i overensstemmelse med hverken EU-reglerne eller den danske jagtlov. – Det store spørgsmål er, om det er tiden til at stille større krav, så jagt på en sårbar art vil kræve, at man bevisligt har gjort noget for den. I dag arbejder man med krav om biotopplaner for at kunne sætte et større antal jagtfugle ud.

– Måske skulle man kræve en biotopplan med rigtig kød på alene for at der kan drives jagt, f.eks. på agerhøns. Noget for noget, som man siger. I øvrigt er EUsystemet kold over for, om jagten evt. har en positiv effekt. – De franske jægere har i de sidste mange år slået på deres indsats for f.eks. stor kobbersneppe – en indsats, der efter deres opfattelse vil forsvinde, hvis arten blev fredet.

Det er den i dag. Jægerne på Åland har argumenteret for forårsjagt på en række andefuglearter, bl.a. på grundlag af, at jægerne igennem denne jagt får tilskyndelse til at bekæmpe f.eks. mink. Forårsjagten der er alligevel på vej ud. – Alt i alt må jægerne kridte skoene, hvis de vil markere sig som en faktor i naturbevarelsen og den vej rundt bevare jagtmulighederne.

En slatten siddenhjemme- i-sofaen-holdning kombineret med at logre for landbruget fører ingen vegne, slutter den danske biolog Niels Kanstrup fra Dansk Jagtakademi.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...