Knaldapportering er ikke ligefrem et ukendt fænomen, men selv om mange hundeejere lever med fænomenet, er det alt andet lige en fordel, at hunden venter på apportordre

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

En af de hyppigste dressurfejl er knaldapport. Under jagt er det mere reglen end undtagelsen, at hunden apporterer uden ordre.

Det har givetvis medført skrøner om, at det er en fordel, at hunden styrter af sted i samme øjeblik, den ser et stykke vildt falde mod jorden.

Faktum er dog, at det i langt de fleste situationer er en klar fordel, at hunden er rolig under skud og fældning af vildt.

Det gælder både, når den stående eller stødende hund sender en fasan på vingerne, og når retrieveren sidder i dueskjulet og ser en vingeskudt due flakse lavt over stubben.

I begge tilfælde er det afgørende, at jægeren kan koncentrere sig om skud og fangstskud uden at skulle have den halve eller hele koncentration bundet til hundens reaktion. Derfor bør det være et klart mål, at hunden skal lære at forholde sig rolig, indtil den får besked på andet.

Allerede under hvalpedressuren lærer hunden at holde sig tilbage, inden den sendes ud efter apportordren. Gribes dette forsigtigt og nænsomt an, vil de små kunstpauser ikke hæmme hundens apporteringsglæde, og ved hele tiden at trække pauserne vil hunden uden de store armbevægelser lære at forholde sig rolig i kast med dummyen.

Er man det mindste usikker på hunden, bør man holde den i rem. Derved kan man trække den tilbage, hvis den er urolig, når dummyen kastes. Selv om det kan være vanskeligt at undgå, bør man under træningen forhindre, at hunden kaster sig efter dummyen, før den får tilladelse dertil.

Skulle det ske, at hunden sætter af sted i samme øjeblik, man slipper dummyen, må man forsøge at bremse den med ordet nej eller med fløjten, såfremt man har denne i munden.

Lykkes det, bæres eller trækkes hunden tilbage til udgangspunktet, hvorefter man selv henter dummyen. Ulydighed skal man tage som tegn på, at man er gået for hurtigt frem. Måske skal man atter træne med rem, indtil man er mere sikker på, at hunden ikke sætter ind med et overraskende udfald mod dummyen.

I overgangsfaserne mellem dressur med rem og øvelserne, hvor hunden sidder fri ved fod, kan det anbefales at placere sig foran hunden og kaste dummyen over skulderen.

Dermed kan man med kropssprog og øjenkontakt fastholde hunden og tydeligt fortælle den, at den skal blive tilbage. Skulle det alligevel ske, at hunden fristes over dressurniveauets evne, har man mulighed for at gribe den i opløbet, når man står ansigt til ansigt med hunden. Er der det mindste tegn på uro i sekunderne eller øjeblikket efter kastet, henter man selv emnet. 

Tidspunktet, hvor filmen oftest knækker og hunden styrter af sted, er øjeblikket, hvor armen svinges og øjeblikket, hvor dummyen rammer jorden med et tydeligt dump. Derfor skal man være særlig opmærksom i disse øjeblikke. Ved at simulere kast kan man evt. se, hvordan hunden reagerer, inden man smider dummyen. Gør den tegn til afsæt, undlader man naturligvis at kaste og viser den i stedet til rette.

Det er en fordel at kaste dummyen et sted, hvor den ikke er synlig. F.eks. på en græsplæne med halvlangt græs. Terrænet skal ikke være vanskeligt at arbejde i, men skal blot være i stand til at camouflere apporten. Derved lærer hvalpen at markere faldet og huske, hvor emnet faldt, ligesom den må bruge næsen i bestræbelserne på at finde den.

Apportering på synet fremmer desuden risikoen for knaldapport. Navnlig når dummyen i nedfaldet laver et eller flere opspring.

En apportering består af fire elementer: Ud, samle op, tilbage og aflevere. Ofte er det en fordel, at man kun finpudser et af elementerne. Arbejder man på hurtig returnering, må man i en periode se stort på afleveringerne.

Støvler fra AIGLENetnaturshop annonce

LÆS MERE

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »