I april måned fejer de fleste midaldrende og ældre bukke og begynder også at forsvare deres territorier …

Af Henning Kørvel

Hele vinteren igennem har midaldrende og ældre bukke stået i deres vante territorier uden at forsvare dem mod andre bukke, eftersom territoriehævdelsen finder sted i tiden, fra de fejer her i foråret til efter brunsten, som i Danmark klinger af før 15. august.

Få bukke er fejet i starten af uge 15. Men i resten af måneden vil majoriteten af midaldrende og ældre bukke feje og ændre mentalitet hundred procent.

Fra at have været „blide som lam” i baststadiet fra oktober-december stiger aggressivitetsniveauet radikalt med affejningen af basten og starten på revirhævdelsen.

Hos vores hjortevildtarter er råbukken den eneste, der hævder et territorium. Og det har hidtil været en gængs opfattelse, at territoriet alene havde til formål at sikre bukke adgang til rigelig, næringsrig føde inden for det afgrænsede områdes udbredelse, markeret med bukkens fejninger på træer og buske og skrabepladser, dannet ved skrab i jorden med forklovene. Men denne tese er næppe endegyldig.

Eftersom hævdelsen sker fra tidspunktet for fejningen af opsatsen, til brunsten er overstået før medio august, så tyder meget på, at territoriehævdelsen snarere er udtryk for, at bukkene ønsker at sikre sig at få monopol på områdets råer, og territoriet derfor er et parringsrevir mere end noget andet.

Forudsætningen for at få mulighed for at parre sig er tilsyneladende et revir, eftersom revirløse bukke stort set aldrig har held til at parre sig med en eller flere råer.

Tesen, at territorier relaterer sig til bukkens parringsaktiviteter underbygges af, at territoriehævdende bukke – pladsbukke – accepterer unge bukke, som ikke „spiller med musklerne” inden for territoriets grænser. Potentielle rivaler på niveau med dem selv er naturligvis uønskede.

Udover at sikre territoriehævdende bukke adgang til et passende antal råer hænger territoriehævdelsen formentlig også sammen med, at bukkene med disse sikrer deres afkom og områdets råer adgang til rigelig føde. Men helt så skudsikker er denne opfattelse næppe, fordi der tilsyneladende ikke findes en øvre grænse for det antal råer, en buk accepterer i sit territorium. Kædet til revirhævdelsen er udvandringen af lovende unge bukke fra reviret.

Unge bukke, der forholder sig ydmygt, får lov til at blive og accepteres inden for territoriets grænser, men bukke der udviser selvstændig adfærd, jages ud af territoriet og etablerer sig enten andre steder i reviret eller i et fremmed revir.

Sammen med udvandring af overskydende råer får andre bestande på den måde enten nyt blod, eller nye bestande etableres.

Majoriteten af bukke får deres territorier i treårs alderen. I de frodige øst- og sydøstlige egne af Danmark, hvor råvildtbestanden er størst, er revirerne mindst med et gennemsnit på 30 hektar, som ofte udgøres af halv skov og halv mark.

Territoriet markeres flittigt

I Vest- og Nordjylland med landets tyndeste råvildtbestande, der endnu ikke har nået revirernes bæreevne, er revirerne noget større, ofte indtil 100 hektar.

Udover med fejninger og skrabepladser markeres territoriet ved afsætning af dufte med duftkirtlerne mellem klovene og i panden. Duftmarkeringerne hjælper bukken til identificeringen af sit territorium.

Bukke stimuleres ofte til at feje eller skrabe med forklovene i jorden ved mødet med en rival, og i revirer med en naturlig alderssammensætning vil der derfor altid ses flere markeringer på territoriegrænserne og populære fourageringssteder, hvor mange dyr mødes, end i territoriets centrum.

Pladsbukke jager gerne med unge bukke, de ellers accepterer i territoriet, når de støder på dem. Men længere rækker aggressiviteten ikke. Mere anstrengt forhold har pladsbukke til to-årige bukke, som bliver i området.

Man ser ofte, at disse etablerer et mindre territorium i pladsbukkens territorium. Især når de kommer i nærheden af råerne, vil de territoriehævdende bukke gerne af med konkurrenterne og jager med dem, men slutresultatet bliver ofte, at de får lov til at blive. Og fordi de kredser rundt om pladsbukken, er betegnelsen for dem ofte satellitbukke.

Periferibukke

I andre tilfælde etablerer to-årige bukke sig i bufferzoner mellem pladsbukkes territorier. Og de betegnes ofte som periferibukke. Sommetider ses, at treårige bukke ikke er i stand til at få det territorium, alderen traditionelt berettiger til, og de derfor frister tilværelsen som satellitbuk i et dårligt territorium og tager til takke med et sådant livet igennem.

En buk, der fra normalt det tredje år har haft territorium, vil principielt være i stand til at forsvare det livet igennem. Men i Danmark, hvor jagttrykket er højt, er det et godt spørgsmål, hvor mange bukke der når „den tredje alder”.

I et revir, hvor jeg igennem en lang årrække jagede bukke, havde flere pladsbukke i otte-ni-års alderen endnu deres vante territorier.

Men en undersøgelse i Skotland viser, at bukke i undersøgelsesområdet i gennemsnit var i stand til at hævde deres territorier indtil seksårs alderen.

Hvis/når en pladsbuk ikke længere er i stand til at forsvare sit revir, sker revirskiftet i fejningsprocessen og på den tid, hvor revirhævdelsen tager sin begyndelse. Man ser ofte, at den tidligere pladsbuk forbliver i et ydmygt hjørne af sit tidligere territorium, og dens råderum skrumper ind år for år, før pladsbukken til sidst jager den på porten.

Nogle returbukke frister derfor en omflakkende tilværelse, indtil livet slutter, mens andre etablerer sig i fx vildtremiser og i skovparter uden tykninger og gode fødemuligheder, som ikke er gode nok til at være kernen i stærke bukkes territorier

Det er nu, det sker. Og når den længe ventede dag oprinder i næste måned, så er om ikke alle, men de fleste brikker på plads.

Knæk og bræk!

banner_985x232_nyvraa