Før Edward VIII abdicerede som konge i december 1936, havde han flere gange jaget i Britisk Østafrika sammen med Denys Finch Hatton og Bror Blixen. Som prins var Edward kendt for at have kvindetække, og Bror Blixen sørgede for, at hans telt blev flyttet længere bort fra de andre telte i campen, så han kunne være så privat som muligt.

Tekst: Henning Kørvel

I rækken af skandaler i det britiske kongehus ligger Edvard VIII (1894-1972) stadig i førerfeltet som monarken, der abdicerede i december 1936 efter 11 måneder som konge, for at han – mod familiens og regeringens ønske – kunne gifte sig med den amerikanske kvinde, Mrs. Wallis Simpson, som han elskede.

Han tog herefter titlen, Hertug af Windsor. Under Anden Verdenskrig var han fra 1940-1945 guvernør på Bermuda-øerne.

Herefter levede han og Wallis Simpson i Paris indtil sin død i 1972.

Han og Wallis Simpson flirtede med Hitlerregimet, og det hedder sig, at tyskerne ønskede at få kontakt til hertugen, som man havde planer om at indsætte som konge, når England var erobret.

Mindre kendt er det, at Prinsen af Wales, som var hans titel, inden han blev konge, da hans far, Georg V, døde, gik på jagt.

Efter at hans bror, Hertugen af York (1895-1952) havde gennemført en succesrig safari i 1924-1925, besluttede Prinsen af Wales sig for at besøge Østafrika i 1928.

Han var i selskab med sin yngre bror, Henry (Hertug af Gloucester), brigadegeneral Trotter, oberstløjtnant Piers Legh, Edward Brook, John Aird og prinsens chefhjælper og privatsekretær Sir Alan ”Tommy” Lascelles. Han fik alting til at forløbe gnidningsfrit.

Gruppen af white hunters bestod af Denys Finch Hatton (24. april 1887 – 14. maj 1931), Alan Black, Andy Anderson, Bror Blixen (25. juli 1886 – 4. marts 1946), Monty Moore, Sydney Waller og Pat Ayre.

Prinsen af Wales og hans bror jagede nordøst for Kilimanjaro, før de delte sig op og jagede hvert sit sted. Henry jagede således i Tanganyika sammen med Bror Blixen og Monty Moore, mens Prinsen af Wales tog til Uganda.

Bror Blixen (til venstre), Prinsen af Wales i midten og yderst til højre Denys Finch Hatton

Jægergruppen kendetegnedes ved, at ingen af dem var besat af drømmen om trofærekorder, fordi de var mere optaget af at nyde livet i den østafrikanske vildmark fjernt fra pressefotografer i England. Prinsen af Wales satte især pris på sit privatliv.

I ”The Legends of the African Frontier formidler David Chandler, at det var kendt, at en film med fotos af prinsen i ”upassende” situationer som kunne have kompromitteret ham alvorligt, var blevet konfiskeret hos ophavsmanden, og filmen destrueret. Alle i jægergruppen nød dog kvinder i mere end rigt mål.

Reddet af game warden

I Uganda var Prinsen af Wales tæt på en ulykke, da han blev angrebet på nært hold af en rasende elefant.

Game Wardens J.D. Salmon og Pete Pearson reddede prinsen fra katastrofen ved at skyde elefanten simultant kun 12 fod fra prinsen, der lå hjælpeløst fanget i en tornebusk.

Senere skød prinsen selv en angribende løve nær Babati. På trods af den rystende oplevelse, eller måske på grund af den, ønskede han at komme tilbage på en ny safari, når pligterne gjorde det muligt for ham at forlade England.

Hans næste besøg i Østafrika fandt sted to år senere. Prinsen mødte denne gang Denys Finch Hatton og Bror Blixen i Maungu i det østlige Kenya i januar 1930.

Først tog de til Kasigau Hill, der var en kendt lokalitet for elefanter. Efter at have tjekket nogle andre populære lokaliteter med det samme resultat, fordi elefantjagt var ”hit-or-miss business”, tog de til Tanganyika.

De fandt frisk fod af en elefanttyr. Fordi Bror Blixen vidste, at elefanter normalt hviler sig i skygge på det varmeste tidspunkt af dagen, foreslog han, at gruppen tog et stop på en time for at spise frokost, men det var lige præcis den korte tid som elefanttyren behøvede for at kunne tage flugten væk fra sine forfølgere.

Hvad hverken prinsen, Finch Hatton eller Blixen vidste var, at denne elefanttyr ikke var nogen ordinær elefant.

Time efter time sporede de den i bushen i det nordlige Tanganiyka. Samtidig var de to white hunters nødt til at holde øje med prinsen, som var uden erfaring i bushen, og de vidste intet om hans udholdenhed.

Til deres store tilfredshed viste prinsen imidlertid ingen tegn på nød, selv om han var solskoldet og havde store blister på fødderne.

Den nat blev de nødt til at campere i åbent terræn på en græsslette.

Den følgende morgen genoptog de tidligt forfølgelsen af hanelefanten, og det så ud, som om den havde hvilet sig, fordi sporene så friskere ud end dagen forinden.

Bror Blixen guidede flere gange Prinsen af Wales på safari i Østafrika.

Sporet førte dem ind i et barsk terræn oversået med vulkanske klipper, der rev deres sko i stykker. På trods heraf tilbagelagde de over fyrre mil, og ved solnedgang var de nået tættere på målet og anså deres chancer for, at prinsen kunne skyde tyren for optimistiske.

Den tredje dag blev imidlertid ikke som den anden. Igen så sporene endnu friskere ud, og de forventede at se tyren, hver gang de rundede et hjørne i bushen eller gik hen over en forhøjning.

De havde alle tre problemer med deres fødder, der var opsvulmede, og skoene klemte.

Stadig gik de på sporet, og endnu en gang camperede de i åbent terræn i troen på, at de på fjerdedagen ville få succes med deres stalking.

Trådte på en gren, der knækkede

Og sådan blev det i hvert fald i nogle få minutter. Omkring klokken to om eftermiddagen fik de et glimt af elefanten.

Den var godt skjult, og de fornemmede den mere på lugten, end de kunne se den.

Finch Hatton kryb tættere ind i bushen og bekræftede snart, at elefanten var den, som de efterstræbte.

Han beskrev tyren ”så stor som et hus”, og at støntænderne måtte være tæt på 200 pounds pr. side. Tyren stod halvt sovende.

Med prinsen forrest gik trioen nu til angreb, men uheldigvis trådte han på en tør gren, der knækkede.

Tyren reagerede straks ved at tage flugten og løbe over 40 mil tilbage i den retning, som den var kommet fra. Jagten var ovre.

Men prinsen fik andre interessante oplevelser på safarien. Tilskyndet af ham sneg Finch Hatton og game ranger Ray Hewlett sig angiveligt ind på et sovende næsehorn og satte et frimærke med et billede af prinsens far på næsehornets bagparti.

Nogle uger senere, da safarien blev ledet af J.D. Salmon, og de var på vej til Fort Portal, mistede han orienteringen, og selskabet måtte tilbringe natten i en camp i styrtende regn.

Igen tog prinsen teten, og selskabet tilbragte natten sammen med at fortælle løvehistorier, mens de konsumerede en flaske whisky.

To punkter vedrørende den såkaldte royale safari fortjener uddybning. Først karakteren af pressedækningen, og hvad andre publikationer bragte til torvs af ”royale historier”.

Hvis man læser for eksempel Blixens ”ghost-written” erindringer eller ”Sport and Travel in East Africa (1934), må man undre sig over den måde, som prinsen og hans bror blev behandlet på.

Det var som at læse autoriserede biografier om nogle konger i middelalderen. Der var ikke et strejf af kritik.

Alt hvad prinsen gjorde, blev beskrevet i glødende termer med konstant hyldest til hans kongelige karakter.

Selv Bror Blinxen gik så langt som til at betegne prinsen som den sejeste sportsmand, han nogen sinde havde mødt.

Prinsen var atletisk og i god fit, men kvægfarmene, safarilejre, kraals og guldminerne i Østafrika var – alt andet lige – fyldt op med hårdere og sejere mænd.

Det er, understreger Chandler, ikke en nedgørelse af prinsen, men den skinbarlige sandhed.

Det andet punkt er det blotte seksuelle overskud, der kom til udtryk på disse safarier, som bedst kan beskrives som utugt.

På den første safari havde prins Henry en affære med den kompromisløse Beryl Markham (26. oktober 1902 – 3. august 1986).

Denne affære, som fortsatte efter at prinsen havde returneret til London, førte til Beryl Markhams skilsmisse og affødte spørgsmål om faderskabet til hendes søn, Gervase (1929-1961).

Efter at Beryls mand truede med at ville nævne prinsens navn som part i skilsmissen, bevilgede den kongelige familie et årligt beløb til Beryl Markham, som hun oppebar indtil sin død i 1986.

Wallis Simpson og Hertugen af Windsor boede i Paris fra 1945 indtil hertugens død i 1972.

Henry holdt imidlertid sine utroskaber forholdsvis skjult, og hans aktivitetsniveau på det plan nåede ikke op på Edwards niveau.

Edward var kendt for at befamle enhver attraktiv kvinde, som han traf fra kultiverede aristokrater til prostituerede.

Hans affærer inkluderede Viscount Furness hustru, som forsinkede prinsen i to timer på rejsen fra Tanganiyka til Nairobi

Han ”hyggede” sig desuden med to unge maskinskriversker i regeringsbygningen i kolonihovedstaden.

Edwards natlige udfoldelser resulterede i, at han stod sent op, og det cirkulerede, at han led af søvnløshed, hvilket forklarede, hvorfor han ofte først stod ud af sengen ved middagstid.

Mens han i Muthaiga Club kombinerede sin fremfærd med ”Valhalla-stil”, havde han muligvis taget stoffer. En kokainhandel blev i det mindste afbrudt af game warden Archie Ritchie, der smed narkohandleren ud af klubben.

Manden, som var stumpt vidne til Edwards udskejelser, var hans personlige assistent og privatsekretær, Tommy Lascelles.

Under et hvil på safari ses Bror Blixen (til venstre), Debys Finch Hatton og Prinsen af Wales.

Beholdt stilling af pligtfølelse

Denne hårrige mand måtte ikke kun arrangere prinsens udfoldelser og holde dem skjult for offentligheden, men måtte konstant ændre tidsplaner for at imødekomme prinsens trang til lange nætter med drikkeri og kvinder, men nogle gange også af mere beroligende årsager.

Ved en lejlighed holdt Edward et selskab oppe i fem timer, mens han spillede improviseret squash. Lacelles overvejede konstant at træde tilbage, men beholdt stillingen af pligtfølelse, og han forsøgte forgæves at gøre sin arbejdsgiver egnet til en dag at blive konge.

I lighed med broren, Henry, gik Edward i seng med Beryl Markham. Han udeblev også fra et middagsselskab i flere timer, fordi han var sammen med Glady Delamere, Lord Delamere’s hustru fra 1928-1931.

Affæren med fru Delamere fandt sted, mens højtstående personer ventede på prinsens ankomst til middagsselskabet.

På safari udviklede ringene sig sådan, at Finch Hatton satte prinsens telt op i god afstand fra de andre telte, så prinsen kunne have sin amourøse udfoldelser i nogen grad for sig selv.

Den potentielt farligste situation, som han bragte sig i, opstod efter et hemmeligt møde med Beryl Markham i regeringsbygningen i Nairobi.

Prinsen forsøgte at forlade stedet diskret ved at ville glide ned af et nedløbsrør. Han blev imidlertid opdaget af en vagt og blev arresteret som ubuden gæst, før hans forfærdede hjælpere kunne identificere ham, og han blev sluppet fri.

Beryl Markham havde affærer med både Prinsen af Wales, Bror Blixen og Denys Finch Hatton.

Historier som denne har en tendens til at sætte prinsen i et dårligt lys. Det skal dog erindres, at der var noget ved Kenya, der syntes at opmuntre denne type adfærd i nogle kredse.

Aktiviteterne i den berygtede ”Happy Valley” var legendariske, og safari var kendt for at øge sanserne og føre til utroskab.

Viscount Furness truede således sin foretrukne white hunter, Andrew Rattray med at ville skyde ham, fordi han lagde an på hans teenagedatter, og den statelige John H. Patterson var angiveligt involveret i en affære, der førte til Lord Blyth’s død.

For ikke at nævne det faktum, at det at have Beryl Markham i nærheden borgede for, at aftenen ikke blev stille for den mand, der lod sig friste af hende.

Både Prins Edward, Bror Blixen og Finch Hatton havde været i seng med Beryl Markham.

Denys Finch Hatton ved en elefant, der ikke blev nedlagt sammen med Prinsen af Wales.

Bror Blixen havde også været gift med Karen Dinesen (Blixen), som efterfølgende havde en legendarisk affære med Finch Hatton og skrev breve til ham om, hvor højt hun elskede ham.

De to professionelle jægere havde også delt andre kvinder.

Hvilke historier, der mon er blevet fortalt ved lejrbålet, når de hvilede ud efter deres lange vandring med blister på fødderne, får vi aldrig indsigt. Et gæt er dog, at de ikke har været kedelige.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »