Der kan være indtil flere vilde ulve løs i Jylland, og for nylig blev en ulv med kurs mod Danmark trafikdræbt syd for grænsen. En af ulvene herhjemme er måske allerede blevet dræbt af jægere, hvilket der dog ikke ligger nogen dokumentation for.
Af Redaktionen
– Der kan være op til flere vilde ulve fra Tyskland løs i den jyske natur, vurderer museuminspektør Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum Aarhus efter en vinter og et forår, der har budt på en lang række observationer af ulve, får dræbt af ulve og sågar meldinger om ulve dræbt af jægere.
Ifølge Thomas Secher Jensen har der indtil videre i år været omkring 100 indberetninger om ulve til bl.a. Naturhistorisk Museum. På baggrund af de forskellige observationer fra midt- og vestjylland samt det sydjyske når han frem til, at der er eller har været mindst to ulve på spil i Jylland på det seneste.
En række af ulvesporene er i øjeblikket ved at blive DNA-undersøgt af tyske forskere, og de vil ifølge museumsinspektøren snart give et klart svar på, hvor mange ulve der er herhjemme.
“Dertil kommer ulven fra Thy,” siger han med henvisning til den hanulv, der i november sidste år blev fundet død i Nationalpark Thy, efter at den tidligere var vandret hele 850 kilometer fra den tyske delstat Sachsen til Nordvestjylland.
Ulvene kan ifølge Thomas Secher Jensen kun være kommet til Danmark fra Tyskland, hvor de vokser i antal og udbredelse. For 15 år siden fandt de første ulve fra Polen vej til delstaten Sachsen. I dag er der i hvert fald 12 ulvefamilier i Sachsen og to syd for Hamburg. Så sent som for tre uger siden blev der fundet en trafikdræbt ulv vest for Hamburg, der med Thomas Secher Jensens ord “nok også var på vej til Danmark”.
»For ulve er Jylland bare en del af Tyskland,« forklarer han:
Kilde: bt.dk