Claus Lind Christensen, Vejle, er nu officielt opstillet som kandidat til formandsposten i Danmarks Jægerforbund mod den nuværende formand, Ole Roed Jakobsen. På et hovedbestyrelsesmøde i weekenden fastsættes spillereglerne for valgkampen forud for valget 16. juni

Af Redaktionen

Der bliver atter kampvalg om formandsposten, når Danmarks Jægerforbund holder repræsentantskabsmøde 16. juni. Den nuværende formand, Ole Roed Jakobsen, bliver nemlig udfordret på posten af Claus Lind Christensen, der er bestyrelsesmedlem og strand- og havjagtskoordinator i Jægerforbundets Kreds 3 i Østjylland.

Han anmeldte allerede i sommer sit kandidatur til posten. I den anledning interviewede Netnatur.dk ham i august, og i henhold til Jægerforbundets vedtægter har han inden tidsfristens udløb 1. februar anmeldt sit kandidatur, som er blevet anerkendt og accepteret af Jægerforbundets daglige ledelse.

– Det er et meget vigtigt valg, der på mange måder er afgørende for jagten i fremtidens Danmark. Kursen skal lægges om, så vi får et stærkere jægerforbund og en større indflydelse, erklærer Claus Lind Christensen.

På sit møde 14. januar vil Jægerforbundets hovedbestyrelse have vilkårene for den forestående valgkamp på agendaen.

– Mine forventninger til valgkampen er naturligvis, at det bliver en ordentlig proces, hvor kandidaterne får de samme muligheder for at profilere sig, for kun på den måde vil forbundets medlemmer få den nødvendige og berettigede mulighed for at deltage i drøftelserne om Danmarks Jægerforbunds fremtidige ledelse, siger Claus Lind Christensen, der – når retningslinjerne for valgkampen er fastlagt – vil informere uddybende om valgkampforløbet i såvel nyhedsbreve som på hjemmesiden www.clauslind.dk.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »