Man kan aflægge teoretisk og praktisk buejagtprøve fire steder i Danmark. Interessen er stor i 2022 efter to år med begrænset prøveaktivitet

Af Naturstyrelsen

Hvis man vil gå på buejagt i Danmark, skal man bestå både en teoretisk og en praktisk buejagtprøve, og årets prøver er i fuld gang fire steder i landet.

De seneste to år, har prøveaktiviteten været begrænset af Corona, men nu er den tilbage på normalt niveau. Prøverne foregår hos Naturstyrelsens lokale enheder i Kronjylland, Midtsjælland, Thy og Vadehavet.

Naturstyrelsens vildtkonsulenter står for prøverne, mens Miljøstyrelsen tager sig af selve jagttegnsadministrationen.

Praktisk prøve hvert femte år

Et af de fire prøvesteder, Naturstyrelsen Kronjylland, tog hul på prøverne fredag før påske med 55 tilmeldte til den praktiske prøve på Naturskolen ved Fussingø.

Blandt de tilmeldte var 18 nye aspiranter, som skulle bestå både teoriprøve og praktisk prøve, mens resten var erfarne buejægere, der vil generhverve tilladelsen. Det skal man hvert femte år for at vise, at man stadig kan håndtere buen korrekt og ramme byttet præcist.

Som andre steder i landet gik langt de fleste til prøve udstyret med moderne compoundbuer. Kun en enkelt kom med den klassiske langbue, og én med en såkaldt recurvebue.

Der er knap 2.300 buejægere i Danmark, som har ret til at gå på jagt med bue og pil. Heraf havde 36 i 2021 bestået prøve i recurvebue og 21 i langbue.

Fem af seks skud skal ramme plet

Den praktiske prøve foregik i haven bag naturskolen, hvor seks stykker råvildt malet på lærred var sat op på plænen. Prøvedeltagerne skulle vise deres præcisionsfærdigheder på forskellige afstande, og langt de fleste klarede mindst fem pletskud ud af seks mulige i første forsøg.

Både de nye buejæger og erfarne generhververe har lov til ét fejlskud ud af seks og stadig bestå. Hvis man ikke klarer det i første runde, kan man gå op én gang til senere samme dag.

Læs mere om buejagtprøven

Statistik om buejægerne I Danmark

 

Buejagtprøven 2022

Tid og sted:
Buejagtprøver 2022

Buejægere i Danmark

I 2021 havde 2.294 personer gyldigt jagttegn til buejagt i Danmark:

  • 2.236 mænd
  • 58 kvinder
  • Compundbue: 2.281
  • Recurvebue: 36
  • Langbue: 21

Nogle buejægere har bestået prøven i to eller tre buetyper

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »