Henning Kørvel beretter om sælfangerne ved Rødsand, der inden de stoppede, blev trukket i retten for dyrplageri

Tekst: Henning Kørvel

Det er over 50 år siden sælfangst i ruse ved Rødsand, indledt i 1848, stoppede. Fangsten blev udøvet af fire generationer af fiskerfamilien Landt, Nysted, og de sidste udøvere var brødrene Niels og Alfred Landt, der opnåede at blive trukket i retten for dyrplageri.

De er blevet jaget med harpun og skydevåben, og de er blevet slået ihjel med køller og hakker. Men i ruse blev sæler også fanget ved Vesterholm på det cirka 10 kilometer lange sandrev, Rødsand, mellem Falsters sydspids og sydøstspidsen af Lolland.

Fra 1848 til 1964 blev fangsten udøvet af fire generationer af fiskerfamilien, Landt i Nysted: Hans Landt (1792-1855), Johan Ludolf Friderich Landt (1827-1894), Claus Christian Landt (1855-1921) og sidst af brødrene Niels Landt (1894-1984) og Alfred Landt (1891-1981), der tog over efter faren, Claus Christian Landt og hans tidligere fiskemakker, Christian Andersen, i 1921.

Fangsten blev udøvet med en spektakulær ruse, introduceret af oldefaren, Hans Landt, der foruden fisker var gartner i Nysted og indvandret fra Mölln i Oldenburg i Tyskland.

Før han indledte sælfangsten, angiveligt i 1848, havde et fiskeriselskab fra 1801 haft privilegium til at fange sæler ved Rødsand.

Fangsten fandt sted ved Vesterholm, fordi kun her er der på indersiden dybt vand helt ind til sandrevet, så sæler ubesværet kan svømme til og fra.

Fiskeriselskabet gjorde sin største fangst i 1802, hvor fire mand skulle have dræbt 915 sæler med køller og hakker.

Når dette kunne lade sig gøre, så var det, fordi sælerne ved kraftig storm fra vest søgte op på sandet i stort antal, og når vandet faldt på grund af vestenvinden, så gav den større afstand for sælerne ud til havet det muligt for fangstfolkene at dræbe dem, før de nåede frem til det våde element.

En driftig mand, strandingskommissær, borgerkaptajn og købmand Kielsen, tillægges at have udtænkt denne strategi, og den store fangst i 1802 betegnedes som fordelagtig på enhver tænkelig måde, fordi trannen var kostbar, og således har indbragt et kærkomment økonomisk supplement for mindrebemidlede familier i og omkring Nysted.

Alfred (til venstre) og Niels Landt røgter sælrusen ved Vesterholm på Rødsand og ses her med en af de spættede sæler, der var gået i den

 

600 kroner for et fad tran

Så høje fangsttal nåede Landterne aldrig op på.

Niels og Alfred Landt skønnede således, at der indtil 1910 årligt blev fanget 280-320 sæler i rusen, før udbyttet dykkede til cirka 120, men i årene efter 1940 blev der pr. sæson kun fanget 40 sæler, og nedturen fortsatte.

I den sidste sæson i begyndelsen af 1960-erne, måske 1964, gik kun 14 sæler i rusen, før fangsten blev indstillet definitivt.

Ikke kun fordi bestanden af såvel spættede sæler som gråsæler i farvandet omkring Rødsand og Lolland-Falster i det hele taget havde nået bunden, men også fordi der ikke længere var penge i sæler. Dels var tran ikke længere efterspurgt, og dels var priserne på sælskind nået så langt ned, at salget af skind heller ikke længere var motiverende for fortsættelse af sælfangsten.

Mens sælfangsten var god, var den til gengæld profitabel og et godt supplement til det øvrige fiskeri efter ål, rejer, sild, hornfisk, fladfisk og torsk.

I begyndelsen af 1900-tallet havde en dræbt sæl en gennemsnitlig værdi af syv kroner. Senere blev den større.

Brødrene Landt har i 1969 til denne artikels forfatter fortalt, at de på et tidspunkt fik 65-90 kroner for et sælskind til beklædning, og de har endda eksporteret sælskind til Grønland.

Rævefarme i Danmark købte i en periode sælkødet til foder til deres ræve for 40 øre kiloet.

Sælkød blev nu og da også spist af Landtbrødrene, hvoraf Alfred var ungkarl, og i mange år boede i Rygehuset på havnen i Nysted, som Niels Landt i 1982 skænkede til den daværende Nysted Kommune, men til trods for flere forsøg på at overbevise folk om, at sælkød var velsmagende, blev det aldrig en populær spise i danske hjem.

Trannet, som brødrene selv udvandt i Rygehuset, der i dag er fredet, indbragte i 1940-erne 600 kroner for et fad med 200 liter.

Tran blev blandt andet brugt som brændstof til lamper og som smørelse til hesteseletøj og træskostøvler.

Under Anden Verdenskrig, hvor der var mangel på de mest basale dagligvarer, blev tran også anvendt til fremstilling af margarine, og fra landbrugs- og fiskeriministeriets side blev brødrene opfordret til at øge fangsten af sæler, men den nåede aldrig igen op på et omfang som i første halvdel af 1900-tallet.

Selv mente brødrene, at nedgangen i antallet af sæler ved Rødsand påvirkedes af, at stadig flere jægere fik smag for sæljagt, og jagt- og forstyrrelsestrykket således holdt sæler borte fra Rødsand.

I Rygehuset på havnen i Nysted opbevarede Landterne deres fiskeredskaber og alt, hvad der hørte til sælfangsten. Jernbanesporet i forgrunden er et godsspor fra den for længst nedlagte Stubbekøbing-Nykøbing-Nystedbanen. Når Landterne sendte tønder med sæltran til margarinefabrikken, holdt toget med en godsvogn ved Rygehuset, hvorfra tromlerne blev læsset på ved hjælp af en sliske.

 

Fifleri med haleluffer

Fangst såvel som jagt på sæler blev i en årrække tilskyndet af, at der blev betalt en præmie for hver skudt og fanget sæl.

I 1914 var niveauet fire kroner per dræbt eller druknet sæl. Som dokumentation skulle der indsendes en luns af den fangne eller skudte sæls haleluffe. Men nogle snød ved at lave haleluffer af forluffer, og da det blev opdaget, krævede fiskeridirektoratet, at sælers kæber i afkogt stand blev indsendt sammen med halelufferne.

I 1927 blev præmieringen, der var indført i 1889, afskaffet.

Præmieringen var blevet indført, fordi sæler blev anset som fiskerierhvervets værste fjende, og da sæler således var skadedyr, måtte de jages året rundt.

Udover præmieringen for hver druknet sæl fik brødrene Landt tilskud til selve rusefangsten, og de benyttede sig også af Dansk Fiskeriforenings udlån af Remingtonrifler model 1867 til sæljagt.

Patronerne til Remingtonriflen kostede seks øre stykket, men når hylstrene blev gemt og genbrugt, kunne de genlades, og derved kom prisen ned på tre øer per patron. Mens Dansk Fiskeriforening ydede denne service over for fiskerierhvervet, var flest rifler på landsbasis, nemlig 22, udlånt til fiskere i det daværende Maribo Amt.

Sælrusen var af seks millimeter ungarsk hamp. Den var 17 meter lang, og største diameter var 2,20 meter. Maskestørrelsen var 14 centimeter. Når sæler efter hvil på Vesterholm på Rødsand søgte tilbage til det våde element, var der mulighed for, at de herunder fulgte rusens udspændte arme for til sidst at ende i bunden af rusen med druknedøden som usvigelig følgevirkning.

Når en sæl gik i rusen, så ville den forsøge at komme fri ved at søge op ad mod overfladen.

For at undgå, at rusen derved sprængtes, var den ikke fastgjort til pæle, men blev derimod holdt på plads af ankre og en stor sten. Før hver fangstsæson fra slutningen af august, og indtil isdannelse lande hindringer i vejen for Landternes sejlads til og fra Rødsand, blev den behandlet med tjære for at øge holdbarheden.

Alligevel blev rusen dog fornyet med jævne mellemrum.

Alfred, der bærer på Remingtonriflen, og Niels Landt ses her inde på Rødsand. De betegnede begge det som en lise for sjælen at besøge sandrevet.

33 ålekroge i sælens mave

Fangstforholdene var optimale, når vinden var sydvestlig, men størrelsen af fangsten varierede efter antallet af dage, brødrene Landt lod rusen stå. I farens tid blev der fanget 36 sæler i ét røgt, efter rusen havde stået i nogle få dage, og det skulle efter brødrenes udsagn være det højeste antal sæler, som er fanget i rusen på én gang.

Selv kom Niels og Alfred Landt som det højeste antal nogen sinde selv til at fange 18 sæler på én gang. Størsteparten af fangsten udgjordes af spættede sæler, men af og til blev der fanget gråsæler.

Den største af disse vejede omkring 500 kg, og af spækket fra en sæl i denne størrelse blev der udvundet en hel tønde tran.

Udover spættede sæler og gråsæler blev der fanget nogle få ringsæler, hvoraf nogle var helt sortfarvede.

Mens brødrene Landt udøvede sælfangst, fik de af fiskeridirektoratet til opgave at undersøge maveindholdet fra de fangne sæler. Formålet var at undersøge, om der var hold i fiskernes påstand om sælers skadelige indvirkning på fiskeriet i danske farvende. Ved undersøgelsen blev indholdet i den enkelte sæls mavesæk nøje registreret, og det vides derfor, at brødrene Landt i en sæls mavesæk stødte på 72 sildeskeletter, 18 torskeskeletter, 12 ålekvabbeskeletter og 33 ålekroge.

Et fund, som de altid brugte til anskueliggørelse af, hvor skadelige sæler er for fiskerierhvervet.

I tiden efter Anden Verdenskrig blev der sat spørgsmålstegn ved dyreetikken i brødrenes sælfangst ved Rødsand.

Dyreværnsorganisationer satte fokus på den, og der dukkede nu kritiske skriverier op i dagbladene. Men ikke endt med det.

Brødrene blev også slæbt i retten, tiltalt for dyrplageri ved at lade fangede sæler lide druknedøden i rusen.

Niels Landt, som var kendt for at have at have ordet i sin magt, fik dog overbevist dommeren om, at sæler var alvorlige skadedyr for fiskerierhvervet.

Det lykkedes også for ham at overbevise dommeren om, at det ikke var værre for sæler at lide druknedøden end blive skudt med kugle eller hagl.

Han og broren var overbevist om, at druknedøden var hurtig og smertefri.

Et argument, der byggede på deres mangeårige erfaring for, at en sæl efter at være gået i rusen blev stille i løbet af cirka to minutter.

Brødrene forstod derfor heller ikke, hvorfor det i indtil flere bøger oplystes, at en sæl kan opholde sig under vandet i 10-20 minutter.

Over for denne artikels forfatter betegnede brødrene i 1969 denne oplysning som bras.

De gav derfor ikke meget for videnskaben, og retssagen resulterede da heller ikke i hverken domfældelse for dyremishandling eller et øjeblikkeligt forbud mod fangst af sæler i ruse.

Forbuddet kom først med Jagtloven af 1967 – få år efter, at brødrene selv havde indstillet rusefangsten, der gennem fire generationer af Landsfamilien da havde stået på i 116 år.

Niels Landt er her ved at udbedre sælrusen af ungarsk hamp. Udover udbedringer var det efter års brug også nødvendigt at forny hele rusen, der grundet en museumsinspektørs arrogance blev sendt op i røg i 1968.

 

Tyskeres ufine sæljagt

Selv om Landterne havde noget nær ”monopol” på at fange sæler ved Vesterholm ved Rødsand, så gik en fisker i Gedser, inspireret af brødrene, dem i bedene under Anden Verdenskrig ved at lave en tilsvarende ruse, der blev sat nær Landternes ruse ved Vesterholm.

Den fangede ifølge Landterne kun to sælhvalpe, før den blev taget af havisen og forsvandt helt ud af billedet uden efterfølgende at blive fornyet.

Det er ikke til at vide, om Landterne hjalp isen med at føre den konkurrerende ruse ud på rejsen mod det ukendte, men det er fristende at antage, at dens forsvinden måske hænger sådan sammen, fordi brødrene næppe har set med milde øjne på, at en konkurrent satte sin ruse klos op af deres.

Vestjyske fiskere viste også interesse for sælfangst, og brødrene rejste derfor til Vestjylland for at demonstrere deres ruse for stedlige fiskere, men det førte dog ikke til, at vestjyske fiskere indledte rusefangst af sæler.

Rusen havde i øvrigt fået medalje på en fiskeriudstilling i Bordeaux i Frankrig i 1880, men de nærmere omstændigheder omkring præmieringen, meddelt mundtligt til denne artikels forfatter i 1969, er ukendt.

Ved siden af fiskeriet og sælfangsten drev Landterne lejlighedsvis målrettet jagt på sæler med den Remingtonriffel, som de havde lånt af Dansk Fiskeriforening. Engang Alfred Landt havde gravet sig ned på Vesterholm for at vente på, at sæler svømmede ind på skudhold, fik han besøg af en nysgerrig ung sæl.

Ved efterligning af sælens bevægelser lokkede han, der var ekspert i dette kneb, den unge sæl helt op på siden af sig, men da det kom til stykket, kunne han ikke få sig selv til at dræbe det tillidsfulde dyr. I stedet for strøg han sælen over ryggen med hånden, mens han sagde:

– Se du at komme ud, hvor du hører hjemme, min lille ven, men kom ikke igen!

Beretningerne om sælfangsten, og rygtet, at der var godt med sæler ved Rødsand, lokkede mange jægere til.

Der kom endda jægere til Rødsand fra Jylland, og engang kom der en jæger, som havde hørt, at sælerne gik i land og åd bønderne.

Men omkostningsfri var den sportsbetonede jagt ikke, kunne brødrene Landt konstatere, idet flere af de sæler de fangede i deres ruse, var anskudte.

Det hændte også, at brødrene mod behørig betaling sejlede jægere ud til Rødsand for at jage sæler, og de assisterede ofte disse under jagten.

Blandt de fremtrædende jægere, de sejlede ud til Rødsand, var den daværende ejer af Jagt- & Fiskerimagasinet i København, Ludvig Svendsen, der var passioneret jæger og jagtlejer på Saltholm, og dennes nære jagtven, dr. Bøje Benzon (1894-1976). På en tur til Rødsand skød Bøje Benzon syv sæler.

Nordtyske jægere fandt også vej til Rødsand.

De kom i hurtiggående både og jagede ifølge Landterne sæler ved at skyde hen over hovedet på dem, hver gang de kom op, så de ikke fik tid til at trække tilstrækkeligt med luft.

Når de var kørt trætte og blev nødt til at blive længere oppe for at trække luft, var det derfor let for tyskerne at skyde, argumenterede brødrene, som også mente, at tyskerne havde frit spil, fordi der fra dansk side blev set stort på, at tyske jægere nu og da jagede sæler ved Rødsand.

Brødrene Landt har fortalt, at det under Anden Verdenskrig nu og da desuden forekom, at sæler på Rødsand blev beskudt fra tyske fly.

Den spættede sæl, som Niels og Alfred Landt her poserer med, blev til for fotoets skyld. Sælen er nemlig ikke skudt med Remingtonriflen, men fanget i sælrusen. Alligevel giver fotoet et indtryk af, hvordan det kunne have taget sig ud, når brødrene drev sæljagt.

 

Sælrusen op i røg

Brødrene Landt forstod godt, at jægere følte sig draget af Rødsand. Ofte slog jægere sig ned på Rødsand i telt og boede der i dagevis. Selv om den megen trafik og menneskelige aktivitet på stedet reducerede antallet af sæler i en kortere periode, så Landterne som naturmennesker alligevel med sympati på, at Rødsand virkede dragende på andre mennesker.

De betegnede nemlig selv opholdet på det berømte sandrev som en lise for sjælen.

Sælfangsten ved Rødsand er beskrevet i Ludvig Svendsens opslagsværk fra 1945 ”Jagthåndbogen”, udgivet af J.Fr. Clausens Forlag.

Desuden rummer det tidligere Jagtkonsulentvæsens film ”Havets fauna” fra begyndelsen af 1950-erne, som daværende strandjagtkonsulent Viggo M. Fynboe (1913-1989) havde skrevet manuskript og drejebog til, en sekvens om brødrenes metier på Rødsand som både sælfangere og sæljægere. Filmen blev optaget af filmfotograf Knud Elmdahl, og ved den lejlighed blev de fotos af brødrene, der illustrerer denne artikel, taget.

Under sæljagt på Vesterholm på Rødsand lå jægere, som Niels med kikkerten og Alfred Landt med riflen her demonstrerer i skjul bag tang, en fiskekasse eller gravede sig ned i sandet. Især var Alfred dygtig til at lokke sæler til sig ved at efterligne deres bevægelser på land.

 

Relativ let er det således at finde information om brødrene Landts sælfangst, som der også findes et righoldigt materiale om på Lokalhistorisk Arkiv, Nysted.

Hvor oplagt og relevant, det end ville have været for eftertiden, hvis sælrusen havde befundet sig på et museum, så blev det desværre ikke sådan.

Dr. Phil og cand. med. Knud Paludan, der på det tidspunkt var leder af Jagt- & Skovbrugsmuseet i Hørsholm, siden flyttet til Det Grønne Museum, havde ifølge Niels og Alfred Landt ganske vist besigtiget det særegne fangstredskab, fordi rusen var den eneste af sin art i landet. Men da Landterne to år efter museumsinspektørens besøg endnu ikke havde fået en tilbagemelding fra vedkommende om, hvorvidt museet ønskede at overtage rusen, som brødrene tilmed havde tilbudt at ville restaurere frit og kvit, før den skiftede ejer, lod de den gå op i røg uden for Rygehuset.

Et par år før sin død i 1984 fremstillede Niels Landt imidlertid en miniudgave af rusen, der findes på Lokalhistorisk Arkiv i Nysted, som også ligger inde med den garnnål, der blev brugt til løbende udbedring af den spektakulære ruse og fremstilling af nye sælruser.   

Alfred Landt ved rorpinden i motorjollen, som tog over efter sejlførende joller, som brødrene lagde ud med som fiskere. Alfred Landt mente livet igennem, at sejlet gav skipperen bedre føling med båden, hvorimod en motor nærmest tvinger båden fremad uanset konditionerne.

 

Fredløse indtil 1967

Sæler i danske farvande kunne jages og fanges året rundt indtil 1967. Foruden spættet sæl, der var og stadig er den almindeligste sælart i vores farvande, fandtes og findes nu igen en mindre bestand af ynglende gråsæler, blandt andet på Rødsand. Desuden gæster strejfende ringsæler, der er arktiske dyr med en cirkumpolar udbredelse, nu og da danske farvande.

Med Jagtloven af 1967 blev gråsælen og ringsælen totalfredet, og fangst af sæler i ruse blev forbudt. Kun spættet sæl fik fra det tidspunkt en jagttid fra 1. september til 31. maj, hvilket gav dem fred til at føde og opfostre deres unger i sommermånederne.

Det årlige jagtudbytte af sæler lå før 1967 på 200-400. Jagten udgjorde således ingen trussel mod bestanden, men på grund af sygdom og uro på ynglepladserne veg antallet, og da bestanden nåede ned på 2.000-3.000, blev spættet sæl i 1976 fredet i en række danske farvande, mens den i andre farvande fik en afkortet jagttid fra 1. november til 29. februar. Denne jagttid var dog kun i kraft i et år, og blev i 1977 afløst af fredning af spættet sæl, som har været gældende lige siden.

I mellemtiden er bestanden af sæler i danske farvande øget til cirka 20.000, og herudover findes i hele Østersøen 40.000 gråsæler. I danske farvande kan erhvervsfiskere få tilladelse til at skyde skadevoldende sæler, men da det kystnære fiskeri er kommet under yderligere pres, overvejes igen, hvilke skridt, der skal tages for at sikre dets fremtid. Helt sikkert er det dog, at rusefangst ikke vender tilbage, og det må også anses for helt utænkeligt, at sæljagt igen bliver almen tilgængelig for alle danske jægere. Mere sandsynligt er det, at ny teknologi i fiskeredskaber, så disse fremadrettet fremstilles af materialer, som sæler ikke kan bide i stykker for at tage fangsten, vælges som løsning i kombination med øget regulering med kuglevåben.

De var selvpromoverende

Niels og Alfred Landt har sat sig varige spor i Nysted. De var begge gode til at komme i avisen, hvilket vil sige Lolland-Falsters Folketidende og således promovere sig selv.

Alfred Landt, den ældste af de to brødre, forblev ugift hele livet, men spøgte med, at han tit blev forelsket om sommeren, når han stagede ud for at røgte sine fiskegarn i farvandet syd for Nysted, og herunder spottede badenymfer i vandet.

Han kunne godt lide det feminine køn og kom meget på forskellige hospitaler, vel sagtens for at besøge sygeplejersker.

Efter anbefaling fra broren, marinemaler og lods Frants Landt (1885-1975) rejste han med et ekspeditionsskib til Grønland for at deltage i havundersøgelser.

Når skibet kom i havn, fik besætningen en god behandling, og Alfred Landt beskrev det i Lolland-Falsters Folketidende som en god service, at de unge koner blev stillet til de besøgende mænds rådighed.

Han husker ikke årstallet for Grønlandstogtet, men siger i avisartiklen, at det var det år med Alberti (1851-1932). Hvis han mener det år, Alberti gik af som justitsminister og meldte sig til politiet for underslæb, så var det 1908. Alfred Landt var på det tidspunkt blot 17 år.

Alfred Landt boede i et lille primitivt, brændeovnsopvarmet kammer i den østlige ende af Rygehuset på havnen i Nysted, og fra vinduet havde han overblik over skibsfarten.

Efter eget udsagn vidste han omtrent, hvor hver ål og fladfisk befandt sig inden for mange sømil. Han og broren lagde kimen til fiskertilværelsen, mens bådene var sejlførende, og Alfred mente, at sejl gav båden balance og skipperen en bedre føling med skibet, og at sejlet hjalp båden, hvorimod en motor nærmest tvinger båden fremad.

Kun afbrudt af en sygdomsperiode i 1980, og nogle få måneders ophold på Solgården, hvor han døde i juli 1981, havde Alfred Landt livet igennem boet i Rygehuset, der nu fremstår som et monument på Nysted Havn over familien Landts virke i fire generationer som fiskere og sælfangere.

Ligeså trofast var Niels Landt mod sine rødder.

Han var født i Fiskergade 11 og boede her i det meste af sit liv. Han var kun 20 år, da han fik bygget sin første fiskerbåd, og han fik krisen i 1930-erne tæt på. Mange opgav fiskeriet, fordi der ikke længere var økonomi i det, men Niels Landt holdt stand og slæbte sig igennem med hårdt arbejde fra morgen til aften. Udover medfødte oratoriske evner havde Niels Landt tæft for organisationsarbejde, og i 1924 blev han valgt ind i bestyrelsen for Nysted og Omegns Fiskeriforening.

Fire år senere overtog han formandsposten og varetog den i 50 år, før han gik af i 1978. Han havde da siddet i bestyrelsen i 54 år. Niels Landt var en karismatisk person, som ikke var til at overhøre, og det fortælles, at han har talt Stauning et øre af.

I forhandlinger med fiskeriministeriet holdt han med sin faglige kompetence på sit og forhandlede sig ofte frem til bedre vilkår for lollandske fiskere, end andre forhandlere ville have kunnet opnå. Han kunne også være skarp i mælet over for Dansk Fiskeriforening, når lollandske fiskere ikke blev tilgodeset i tilstrækkelig grad. Niels Landt kastede sig med iver over at tegne og male, da bentøjet svigtede, og han i 1974 ikke magtede fiskerierhvervet længere.

Han hentede ofte sine motiver fra erindringen, og de foretrukne var sejlførende skibe. Han holdt også meget af musik og elskede at spille på harmonika. Kunst var i det hele taget ikke er fremmed disciplin for familien. Niels og Alfred Landts bror. Frants Landt, der var lods, blev nemlig en berømt marinemaler, og Nysted Lokalhistoriske Arkiv fik i 1984 det største enkeltarkiv om ham fra Lokalhistorisk Arkiv i Helsinge, bestående af hans skitsebøger, som den purunge Frants Landt altid havde haft med sig som sømand på langfart.

 

Rabens sæljagt

Selv om Emerentia von Levetzow havde købt Ålholm Gods af Kronen i 1725, og Rabenslægten således havde gode muligheder for at drive jagt i det store revir, så drev familien ikke desto mindre også jagt på sæler i Østersøen, berettes det i ”Grev Rabens Dagbog” (Syddansk Universitetsforlag 2007).

I august 1765 red grev Otto Ludvig Raben således alene til Tågense på sin hest, hvorfra han sejlede ud med båd for at jage sæler, eller sælhunde, som de betegnedes på den tid. Han jagede også sæler tidligt om morgenen i juli 1768 sammen med sine brødre og et par højere godsfunktionærer. Men selv om jagten var morskabsbetonet, så kunne den mageligt også have haft til formål at reducere sælbestanden på grund af sælernes skadelige indvirkning på fiskeriet. Byfogeden i Nysted anslog således omkring år 1800, at det tidligere gode fiskeri næsten var ophørt på grund af de talrige sælhunde, der bortjager og æder fiskene og fordærver (beskadiger, red.) fiskernes garn.

Hvordan sæljagten blev udøvet på den tid, foreligger beskrevet i detaljer: Når husmænd på Lolland så sæler ligge på en sten for at varme sig i solen, hvorunder de ofte faldt i søvn, skød de vadende i vandet deres båd foran sig, og hvis de skulle ro, stræbte de meget stille efter at komme sælhunden så nær, at de med et godt gevær kunne aflive den. Det kan, gættes der på, være sådan, Rabenslægten  drev sæljagt.

Sæljagt ved Sydøstlollands kyst var forbeholdt Rabenslægten på Ålholm. Af dagbogen fremgår det således, at Otto Ludvig Rabens mor så tidligt som 1737 havde klaget over, at Nystedborgere uberettiget skød sæler på havet ud for Sydøstlollands kyst, fordi jagten forstyrrede svaner, gæs og ænder.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »