Flyselskabet kræver nu 115 kroner hver vej for at tage skydevåben med på SAS-fly.

Jeg havde valgt SAS lang tid forud for, at jeg i august skulle på brunstbukkejagt i Tjekkiet, fordi SASflyets ankomsttidspunkt til Prag 2. august om eftermiddagen passede bedre ind i planen end ankomsttidspunktet om aftenen for flyet fra Czech Airlines. To timer før flyets afgang tjekkede jeg ind i Terminal 3 i Københavns Lufthavn i Kastrup. Her blev jeg henvist til skranke 29, som åbenbart var clearet til håndtering af passagerer, der har skydevåben med – i mit tilfælde jagtriffel uden bundstykke, transporteret i våbenkuffert.

På reglementeret vis var bundstykket pakket i min personlige kuffert sammen med ammunitionen. I læderetui transporterer jeg altid sigtekikkerten i håndbagagen. Indtjekningen til SK765 til Prag gik smertefrit. Jeg skulle herefter spadsere til Security-tjek i Terminal 2. De ville stå og vente på mig, lød beskeden. Men god morgen: Døren var låst. Den er af uforklarlige grunde også uden ringeklokke. Da jeg havde ventet forgæves i 10 minutter, spurgte jeg en mandlig medarbejder ved den nærmeste skranke, om han ikke kunne gøre mig den tjeneste at ringe til Security, så de kunne åbne døren for mig og tjekket af våben, våbentilladelse m.v. gå i gang? Da jeg på opfordring nu viste ham mit boarding card, konstaterede han, at jeg ikke havde betalt for at få min riffel med.

Jeg svarede, at det har jeg aldrig tidligere været ude for i forhold til SAS i de indtil videre cirka 30 år, jeg har rejst på jagt i udlandet. Hertil fik jeg den information, at betalingen af afgiften var indført for et år siden. Han bad mig nu gå retur til Terminal 3 for at betale afgiften på 115 kroner. Det afviste jeg pure og gjorde gældende, at hvis SAS nu skal have betaling for at tage min riffel med til Prag, så måtte han modtage den der, hvor han befandt sig, hvilket han indvilgede i og gav mig håndskrevet kvittering for modtagelsen. Så langt, så godt.

Da jeg på vej ud af Prag 8. august tjekkede ind til SK766 til København, blev jeg bedt om at gå til Lufthansas kontor 50-60 meter borte i den samme terminal for at betale afgiften, nu omsat til 15 Euro (366 tjekkiske kroner) = 115 DKK. Dagen derpå – lørdag 9. august – ringede jeg til vagthavende informationsmedarbejder i SAS, Mikkel Thrane og satte ham ind i problematikken. Samtidig gjorde jeg opmærksom på, at jeg for at kunne informere danske jægere om SAS’ våbenafgift havde behov for faktuel viden. Han bad mig maile sagsfremstillingen og spørgsmål til ham, hvilket jeg gjorde samme dag. Han ville så vende tilbage mandag 10. august, når han havde undersøgt sagen.

På det tidspunkt vidste han om våbenafgiften kun, hvad jeg havde informeret ham om. I min mail stillede jeg blandt andet det spørgsmål, om SAS’ økonomi er så anstrengt, at det er nødvendigt at belægge et skydevåben, der transporteres i våbenkuffert, med en særlig afgift. Jeg ville også gerne vide præcist, hvornår afgiften var indført, og hvilke andre typer særlig bagage, der samtidig var belagt med en afgift. Da jeg mandag 11. august ved 17-tiden vendte hjem fra mit dagbladsjob, og der ikke var en mail til mig fra SAS med svar på mine spørgsmål, sendte jeg en rykker til Mikkel Thrane. Tirsdag morgen, før jeg kørte på job, sendte jeg en mail til informationsdirektør i SAS, Anne Bove-Nielsen, hvori jeg gentog ønsket om at få mine spørgsmålet besvaret med henblik på at informere danske jægere, der rejser på jagt i udlandet om det skandinaviske luftsfartsselskabs våbenafgift.

Jeg gjorde samtidig opmærksom på, at hvis SAS ikke agtede at besvare mine spørgsmål, endsige informere om motivet for våbenafgiften, inden jeg var tilbage fra job tirsdag 12. august omkring klokken 17.00, så ville jeg om aftenen skrive om sagen til Netnatur.dk. Når historien nu skrives og sættes på Netnatur.dk 14. august, så er det, fordi kriseramte SAS stadig ikke føler trang til at besvare min henvendelse, endsige redegøre for motivet for våbenafgiften. Jægerne skal åbenbart blot betale ved kasse 1, ikke stille spørgsmål, og hvis de alligevel gør det, så ikke vente noget svar. Det er arrogance, så det basker. Jeg og alle andre, der jævnligt rejser på jagt i udlandet, har ikke problemer med at kunne betale 2×115 kroner til SAS for at medtage et af vores skydevåben, selv om den maksimale bagagevægt ikke overskrides på grund af våbnet. Jeg er derimod stærk modstander af princippet.

Hvad bliver det næste, en afgift på kameraer, solbriller, tennisketsjere, fiskestænger, spadserestokke eller krykker? På den glidebane, SAS har bevæget sig ud på, er mulighederne uanede og matcher, hvad der sættes i spil, når en regering leder efter nye objekter til beskatning. Her er næsten ingen hellige køer. Den enkelte udenlandsjæger er i sin gode ret til at ræsonnere, at en afgift på 2×115 kroner ikke betyder noget i det store spil. Jeg overlever da også i fin stil at have betalt de omtalte afgifter.

Men da jeg ikke bryder mig om afgifter, der i lighed med den for våbentilladelser, ikke har andet formål end at være pengemaskine, så er min holdning til gengæld krystalklar. Når jeg i fremtiden skal på jagt i udlandet og rejser ud og hjem med fly, så vil jeg så vidt muligt vælge at benytte et flyselskab, der i modsætning til SAS ikke belægger transporten af et skydevåben i en våbenkuffert med en afgift af simple profithensyn.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »