Selv om Vildtforvaltningsrådet hævder, at der i reglen skal gå op til otte år før effekten af en jagttidsændring kan måles, er formanden parat til at evaluere på hjortevildplanen allerede efter 2 år

Kommentar Netnatur

Det er endnu uklart om Miljø- og fødevareministeren ønsker at følge de indstiller, som Den Nationale Hjortevildtgruppe har indstillet på vegne af de regionale hjortevildtgrupper.

Men allerede efter to år mener Vildtforvaltningsrådets formand,  at der skal evalueres på den nye forvaltningsplan. I vildtbiologisk perspektiv er to år meget kort tid.

Vildtforvaltningsrådet arbejder da også med helt op til otte år, når der skal evalueres på effekten af et forvaltningsmæssigt tiltag.

Naturfilm optaget i tæt befolkede Holland

Det er ikke pragmatisme, som præger Vildtforvaltningsrådets målsætning mht fremtidens kronvildtbestand. Bestanden skal NED og andelen af voksne hjorte skal OP på 5 procent. Spørgsmålet er om den stramme målsætning har kørt forvaltningen og evalueringen af samme ind i en blindgyde, hvor udvejen bliver præget af ansvarsforflygtigelse og udpegning af syndebukke på baggrund af meget tvivlsomme analyseremetoder.

” Jan Eriksen foreslog, at rådet tager fat på en evaluering af den nye bekendtgørelse
allerede efter to år, således at man er klar til officiel evaluering af kronvildtforvaltningen efter tre år”.

Dette udsagn kan man læse ved at følge nedenstående link, hvor der henvises til PDF’er, som dog er alt andet end brugervenlige, når det gælder formidling og debat på de sociale medier etc. Læs mere: Svana.dk

Hvorfor der allerede er et ønske om at evaluere på hjorteplanen efter to år, kan man ikke læse ud af referatet, men noget kan tyde på, at rådet forsøger at lægge afstand til de regionale indstillinger, som de har fremsendt. I referatet kan man læse følgende:

Henrik Bertelsen (Næstformand i VFR, medlem af Den Nationale Hjortvildtgruppe og rep. for Landbrug og Fødevare red.) noterede sig, at ministeren i denne sag havde lagt stor vægt på den offentlige høring, som blev afholdt på Christiansborg. Den nationale hjortevildtgruppe har taget til efterretning, at ministeren har truffet sin egen beslutning og har derfor kun forholdt sig til, om forslagene fra de regionale hjortevildtgrupper ligger indenfor rammen af den model, ministeren har valgt.

Medlemmerne af Den Nationale Hjortevildtgruppe var ikke at finde blandt de fremmødte, der havde taget dagen fri for at deltage i den åbne høring på Christiansborg i august 2016.

Den Nationale Hjortevildgruppe tog efter alt at dømme den åbne høring, som en underkendelse af egen indstilling og det manglende fremmøde blev af flere tolket som forsøg på obstruktion, da Vildtforvaltningsrådets formand alene måtte stå på mål for gruppens indstilling herunder den efter alt at dømme manglende juridiske bæredygtighed. Læs også: Den Nationale Hjortevildgruppe udeblev fra høring 

 

Indstilling angriber lovligheden i lokal styring af jagttider

“Det vurderes, at der skal gå mindst 3-4 år, og for de fleste arter sandsynligvis nærmere 5—8 år, for at vurdere om de aftalte tiltag (jagttider) har haft en målbar effekt.” Citat fra Vildtforvaltningsrådsmøde og oplæg til møde d. 13. juni 2017

Hvordan Vildtforvaltningsrådet vil måle på om man flytter sig i retning af den målsætning, som Rådet selv har formuleret, er dog et stort åbent spørgsmål.

Ingen kender andelen af voksne hjorte i den danske bestand i dag. Hvordan vil man da måle på om den nye forvaltningsplan og herunder de nye jagttider har flyttet bestandens sammensætning med hensyn til køn og alder i den rigtige retning?

Dette kan man ikke læse ud af referatet, ligesom det endnu er uvist, hvad Vildtforvaltningsrådet agter at stille op med tandsnitsmetoden, som har vist sig uanvendelig til aldersvurdering af fritlevende dansk kronvildt.

Læs også: Kæbeindsamling: Kritik strammer til 

Der er således stadig mange spørgsmål knyttet til den meget præcise målformulering, som Vildtforvaltningsrådet har udarbejdet for sammensætningen af den danske kronvildtbestand. En formulering, der måske har malet rådet op i et hjørne, hvor end ikke fantasien rækker til at forestille sig en faglig anerkendt udgang.

De debatter, der jfr. referatet udspiller sig i tilknytning til fremtidens hjortevildtdebat, bærer dog også mere præg af rådvildhed end af rådgivning, selv om formanden forsøger at opretholde gejsten, da ministerens egen plan tydeligvis har sendt chokbølger gennem rådet.

“Jan Eriksen slog fast, at for tre måneder siden var ministerens holdning til kronvildt ikke kendt for rådet, men at ministeren efterfølgende har lagt sin egen plan for kronvildt. JE mindede om ministerens julehilsen, hvoraf det fremgår, at det ikke ændrer ved ministerens anerkendelse af rådets arbejde generelt.”

Udsagnet skal ses i at lyset af, at den siddende minister på området i reglen følger den indstilling, som er fremsendt af rådet. Men rådet er rådgivende og det er ikke første gang, at en minister vælger at underkende en indstilling. Det skete f.eks. da Ida Auken, som på det tidspunkt var socialdemokratisk miljøminister, valgte at underkende en indstilling fra VFR, som ikke ønskede at undersøge sammenhængen mellem udledning af kobber og syge rådyr.

Undersøgelsen blev dog aldrig til noget og underkendelsen var mere af navn end af gavn, men ikke desto mindre et eksempel på, at rådets rolle først og fremmets er rådgivende.

Denne funktion blev da også præciseret af Hans Christian Karsten, Miljøstyrelsen som ” mindede om, at rådet har en rådgivende funktion, og at det står ministeren frit for at følge rådets forslag”

Dette udsagn fik opbakning fra flere sider.

Lars Hvidtfeldt  Landbrug og fødevare red. ) anerkendte, at rådet har en rådgivende funktion, men bemærkede, at den model, som ministeren har valgt for forvaltning af kronvildt, ikke vil løse de problemer, som landbruget har peget på, bl.a. med markskader. Dette har Landbrug og Fødevarer også formidlet direkte til ministeren. LHV mente ikke, at rådet på den baggrund skal bruge tid på at drøfte dåvildt uden ministerens udtrykkelige bekræftelse af, at han ønsker rådgivning.

Niels Iuel Reventlow anerkendte ligeledes ministerens beføjelser til at træffe beslutning vedrørende kronvildt, men fremhævede at rådet med dets sammensætning repræsenterer en bred interessent kreds.

Fiasko har inge mødre

Selv om der i Rådet er ved at opstå accept af ministerens suverænitet på området, er konsekvensen også at ministeren efter meget at dømme står alene tilbage med aben, hvis det viser sig, at de regionale undtagelser fører til, at man alligevel ikke flytter bestandsammensætningen henimod Vildtforvaltningsrådets målsætning.

Den Nationale Hjortevildtgruppe har alene formidlet planerne videre, og virker ikke til at tage ansvar for indstillingen. Dermed er ministeren nød til at stole på, at de regionale hjortevildtgrupper er i besiddelse af tilstrækkelig faglig kompetance, når de skal vurdere bestanden og den jagttid, som indenfor ministerplanens rammer, virker mest hensigtsmæssig for målopfyldelsen.

Uanset hvad man mener, falder både succes og fiasko tilbage på ministeren. Men hvor succes har mange fædre, har fiasko ingen mødre og står det til Vildtforvaltningsrådet formand falder dommen allerede om to år.

Læs også: Sort snak som argumentation