Den senere tids debat om at flytte styrelser væk fra København, har resulteret i mange spekulationer om Naturstyrelsen …
Af Netnatur Rokoko-redaktion
Læsø Kommunes borgmester Fiffi Johansen har kastet ekstra ved på dette bål, ved kraftigt at bejle til Naturstyrelsen:
– Vi har jo alt, hvad de kan ønske sig her på Læsø – og her er det altid muligt, at finde sig et hummer. Og vi har også fundet finansieringen, så de kan flytte her til, siger han og fortsætter:
– Vi er jo godt klar over, at der skal stærke ting på banen, for at få Naturstyrelsen flyttet her til øen. Derfor har vi nu fremlagt en plan for en fast broforbindelse med Sjælland og et storstilet byggeri. Hele projektet kan finansieres ved at fjerne samtlige eftervederlag og ekstra pensioner til politikerne på Christiansborg.
Fiffi Johansen fortæller i øvrigt, at udflytningen vil kunne skabe en del beskæftigelse på øen. Alene bygningen af et nyt domicil til Naturstyrelsen vil kunne holde øens enlige murermester i arbejde 31 år frem i tiden.
Lokalforeningen “Zig-Zag Skytterne” er knapt så begejstrede for initiativet:
– Al den jord, som Naturstyrelsen så sætter sig på, kan der vel nærmest kun laves kongejagter på efter snepperne, fortæller formanden Ejnar S. Neppegal, som tilføjer, at han hellere havde set nogle billigere færgebilletter.
Netnaturs Rokoko-redaktion gør opmærksom på, at enhver sammenligning med autentiske personer og navne er helt tilfældige og i øvrigt er redaktionen blottet for enhver tænkelig jordforbindelse.