Først på den 18. pyrsch fik Henning Kørvel pladsbukken, som han kaldte for Skridtbukken, serveret på et sølvfad

 

Det var ikke nemt at jage skiftende pladsbukke i Skovfogedhjørnet. Skovparten er både mindre, ”gennemsigtig” og meget publikumssøgt. Først på den 10. pyrsch lykkedes det for Henning Kørvel at spotte pladsbukken, men først på den 18. pyrsch 11. juni om aftenen fik han uventet den serveret på et sølvfad og skød den

 

Tekst og foto: Henning Kørvel

Skovfogedhjørnet er en langstrakt skovpart, der mod vest afgrænses af et gennemgående skovspor. Mod øst støder den op til en af godsets marker, men fordi skovparten er relativ smal og således ”gennemsigtig”, og det gennemgående spor og stierne benyttes flittigt af egnens befolkning, er den for publikumssøgt til at være attraktiv som territorium for en ældre buk, fordi den nødsages til at frekventere stedet, når her er ro, hvilket vil sige tidligt om morgen og sent om aftenen og om natten, hvor ego ikke er til stede.

Fordi skovparten er adgangsvej til ”spisekammeret” i såvel skovkanten som på marken, er afdelingen naturligvis en del af en pladsbuks territorium. Men fordi mønstret i publikums brug af skoven i høj grad er bestemmende for, hvornår bukken kan færdes her uforstyrret, er de skiftende pladsbukke i Skovfogedhjørnet ikke blandt de bukke, som er nemme at jage. Det kræver nemlig held – meget held – at kunne være her samtidig med bukken.

Men det afskrækkede nu ikke. Selv om det undertiden er hændt, at besværlige pladsbukke til sidst er blevet ”serveret på et sølvfad”, har jeg lagt megen energi i mange af de ældre pladsbukke, som jeg har afsjælet.

Jeg betragtede bukken på Skovfogedhjørnet på lige fod med mange af disse, men udfordringen blev alligevel større, fordi jeg ikke havde forhåndskendskab til bukken, bortset fra, at skytten var sikker på, at den var på retur. Han havde imidlertid aldrig haft lejlighed til at tage ordentligt bestik af bukken, fordi han kun havde fået et glimt af den, når den passerede over det gennemgående spor i skovparten.

”Du får således en værdig modstander, og derudover vil jeg sætte pris på, at du skyder alle de knopbukke, som du får mulighed for. Vi har desværre mange af dem på reviret”, fastslog han.

Mårunger på egen boldgade

På pyrsch nummer to stødte jeg på den første knopbuk i en cirka 30 år gammel egekultur, hvor det på grund af gode oversigtsforhold var godt at pyrsche.

Den dag – det var en aften – var jeg startet i den sydlige ende af skovparten, og da jeg nåede frem til egene og fortsatte ad et spor imellem disse og diget ud mod marken, lød der støj fra skovbunden 20-30 meter inde imellem egene. Jeg indstillede straks fremrykningen, men på grund af undervegetationen var jeg ikke i stand til at se, hvad der rumsterede derinde.

Men efter et par minutters ventetid blev spændingen udløst, da en skovmårunge kravlede op af en egestamme. Halvanden meter oppe vendte den rundt, så den kunne se ned på sine søskende, og efter nogen tid kravlede den ned til dem igen. Vel nede på jorden fortsatte skovmårungen og de tre søskende ud imod sporet, hvor jeg stod bomstille. De rørte næsten snuden på mine støvler, da de krydsede over sporet for at kravle op på diget, som nu skulle udforskes. Da de et stykke længere henne på ny krydsede over sporet for snart at forsvinde i egene, listede jeg videre – en god oplevelse rigere.

Et halvt hundrede meter længere fremme gjorde jeg på ny holdt for at orientere mig ved hjælp af håndkikkerten. Da var det, at jeg i et hindbærkrat omkring 80 meter ude fik øje på to knopbukke, sikkert søskende. De guffede friske grønne skud i sig, og det havde de sandelig også brug for, fordi de begge var kropsmæssigt underudviklede og således ikke vejede mere end 12-13 kg.

På hovedet var de begge udstyret med tre-fem centimeter lange spidser, der endnu ikke var fejet, og fordi skytten havde bedt mig om at skyde de knopbukke, som jeg fik for, gjorde jeg min pligt. Jeg fik dog kun den ene af dem, fordi den anden straks tog flugten, da dens bror blev skudt.

”Hvorfor vi har mange knopbukke, skyldes antagelig mistrivsel, fordi råvildtbestanden formentlig er for stor”, lød skyttens forklaring.

Derfor ville han gerne have skudt så mange af dem som muligt. Og han var derfor ikke lydhør over for mit forslag om, at jeg forsøgsvis undlod at skyde knopbukke, der var kropsmæssigt veludviklede, fordi de kunne være knopbukke, fordi de var født sent på sæsonen, og efterfølgende kunne rette sig.

Jeg argumenterede ellers for, at det var set, at store knopbukke senere i livet har udviklet store opsatser. Det ville han heller ikke bestride, men fordi bukkene ikke var mærkede, og det således var vanskeligt at identificere knopbukke, som ikke blev skudt af den anførte grund, var standpunktet, at knopbukke uanset kropsstørrelse var uønskede.

Selv om jeg gerne skød en knopbuk nu og da, så var pladsbukken i Skovfogedhjørnet dog det primære mål. Men den glimrede ved fravær, eller udtrykt på en anden måde, var ikke til stede samtidig med jeg.

Møde med grævling

Efter en halv snes pyrscher havde jeg endnu ikke haft kontakt med den, men andre gode oplevelser skortede det ikke på. På aftenpyrsch så jeg således flere gange grævling. En aften, hvor jeg listede af sted i et dybt udtørret hjulspor, passerede en grævling forbi mig i det andet hjulspor. Selv om afstanden imellem os kun var godt to meter, ænsede den mig ikke. Om det var på grund af en instinktiv bevidsthed om, at jeg ikke udgjorde nogen fare for den, fordi godsejeren havde fredet grævlinger på ejendommen, ved jeg ikke. Men det var hyggeligt at møde Mr. Grimbart.

De bedste historier, jeg har læst om jagt på grævlinger, findes i Aage Weitemeyers bog ”Med dagbog i jagttasken”, hvor han fortæller om, at han og skytte Thomsen fra Saltø Gods under Anden Verdenskrig jagede grævlinger i skovene på Lolland, og pelsene gav godt, fordi de blev brugt til fremstilling af barberkoste.

Med mødet med grævlingen stående på nethinden kørte jeg efter lukketid rundt på reviret for at se, hvad der rørte sig. Ved en remise godt halvanden hundrede meter fra Skovfogedhjørnet fik en rød krop mig til at stoppe. Dyret var optaget af at esse, men penslen røbede, at ejeren var en buk. Og da hovedet kom op, og jeg kunne se dens hoved og hals sammenholdt med den ”firkantede krop, var der ingen tvivl: Den var en ældre herre, der havde sat op som gaffelbuk og var ”marcherende” eller ”skridtbuk”. Jeg vurderede den til at være på retur, og jeg var sikker på, at den var pladsbuk i Skovfogedhjørnet. Skytten var ikke utilbøjelig til at give mig medhold.

Endnu en knopbuk

Jeg lagde nu taktikken om, idet jeg ofte tog remisen med i pyrschen. Første gang, jeg lagde vejen forbi, fik jeg en rå med to lam ind på nethinden. Næste gang var aktøren en spidsbuk, der havde sat op i godt ørehøjde, men den ældre buk som jeg tillagde rollen som pladsbuk, var som sunket i jorden. Inde i skoven lod den sig heller ikke se (eller høre), men fordi det på grund af mangel på regn blev stadig vanskeligere at færdes til fods, gjorde jeg nu og da brug af en hochsitz i den store lysning orienteret mod marken mod øst.

Hochsitze er ikke lige gode. Men denne her var lavet med et komfortabelt sæde i rigtig bredde og med den rette hældning. En vindstille aften, hvor jeg krøb op i den, spottede jeg en ræv. Den kom ude fra marken med en fuldvoksen fasan i flaben og forsvandt ind i en lille remise, hvor jeg formodede, at den havde sin hule med et kuld hvalpe, som jeg gættede på, fik lov til at æde af den fangne fasan.

Også en smalrå stillede sig til skue. Den kom frem i højre side af lysningen. Fordi en pladsbuk ofte, men ikke altid ofte følges med en smalrå, holdt jeg et vågent øje med den. Pludselig holdt den op med at æde og så sig samtidig tilbage. Kort efter ser jeg en rød krop dukke op, men et vue med håndkikkertyen afslører, at den tilhører en knopbuk, og da jeg skød den, sprang råen blot nogle få meter frem, før den stoppede op for at genoptage måltidet, mens den essede sig ind i de mandshøje bregner for snart at være ude af øjesyn.

Efter lukketid kørte jeg inden for hos skytten for at aflevere knopbukken. Han var ovenud tilfreds med min indsats, fordi jeg nu havde skudt fem knopbukke, om hvilke kun er at sige, at de ikke havde andet i panden end et par ”fregner”, og at de alle havde ligget på stort set den samme vægt, nemlig 12 kg.

”Jeg har i øvrigt set din buk i dag. I formiddags stod den midt ude på det gennemgående spor. Jeg nåede at se den med kikkerten, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at den er den buk, som du har set ude ved remisen. Jeg tipper den til at være syv-otte år gammel”, sagde skytten, mens han tændte sin pibe.

Da jeg et par dage senere atter var ude efter pladsbukken, havde vinden skiftede retning, og jeg blev derfor nødt til at indlede pyrchen i den nordlige ende af skovparten. Det var ikke nogen ideel løsning. Dels var det fortsat så tørt, at det var vanskeligt at færdes gennem bøgene uden støj. Dels var bregner og hindbær nu så høje og tætte, at oversigtsforholdene begrænsede mulighederne for at spotte bukken, før den fik øje på mig.

På vej imod lysningen stødte jeg på et kuld flyvefædige ugleunger i en ahorn. De kiggede overrasket på mig, men lod sig ikke forstyrre ret længe, før de fortsatte med et træne flyvningens kunst ved at baske af sted fra gren til gren.

Børn på ponier

Selv om det på grund af den knastørre skovbund var vanskeligt at færdes lydløst, havde jeg i det mindste ikke stødt et eneste stykke råvildt, og jeg nåede således sikkert frem til lysningen, hvor jeg satte håndkikkerten for øjnene. Og hvad så jeg? Pladsbukken kom farende ud over lysningen fra højre side. Mens jeg halede riflen ned fra skulderen, piftede jeg det bedste, jeg havde lært, men det var imidlertid ikke nok til at få bukken til at standse, idet den snart forsvandt i buskadset i den nordlige side af lysningen.

Snart dukkede forklaringen op: To børn på hver sin pony. Småpludrende fortsatte de tværs over lysningen og vinkede, da de fik øje på mig.

Jeg vinkede igen. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Det var jo ikke min skov, og da jeg heller ikke havde sat mig ind i, om hesteinteresserede havde lov til at ride i skoven, var det klogest jeg kunne gøre at tie stille.  Nok havde de to ryttere ubevidst jaget bukken på flugt, men jeg kunne jo heller ikke være sikker på, at jeg ville have skudt den, hvis ikke børnene var dukket op.

Efter hin aften blev der endnu mere stille inde i skoven. Men det var ikke rytternes skyld, for i forhold til maj går råvildts aktivitet altid væsentligt ned i juni, hvilket hænger sammen med, at mange dyr fra skovene søger ud i de høje afgrøder for at blive der i kortere eller længere perioder. Her er der rigeligt med føde, og dyrene bliver fri for plagsomme insekter som fx myg, der kan være en pestilens i skovens fugtige dele.

Om pladsbukken var søgt ud på marken, eller den vekslede mellem skoven og marken morgen og aften uden for de tider, hvor jeg opholdt mig på stedet, var et godt spørgsmål. Bukken lod sig ikke se, og som tiden gik, begyndte jeg at tvivle på, om det overhovedet ville lykkes for mig at skyde den. Tanken trængte sig også på, da jeg 11. juni om aftenen indledte den 18. pyrsch efter bukken, som det indtil dato kun var lykkedes for mig at spotte to gange.

Aftenen var prægtig med vindstille og lunt vejr. Da jeg kørte hjemmefra, var jeg så godt som sikker på, at der ville være ro i skoven. Det var nemlig strandvejr, og jeg gættede på, at mange mennesker foretrak stranden fremfor skoven.

Serveret på sølvfad

Jeg valgte at liste af sted på slæbesporet frem mod den vestlige kant af lysningen. Straks jeg nåede frem til en stor bøg nær hochsitzen, fik jeg øje på en stor rød krop i kanten af lysningen ud imod marken. Afstanden var 180 meter, og et view med håndkikkerten bekræftede, at kroppen tilhørte pladsbukken. I betragtning af, hvor svært det havde været at få den for, var det næsten for godt til at være sandt, at den nu blev ”serveret for mig på et sølvfad”.

Jeg lagde riflen an mod bøgen, og da urets visere stod på 21.15, trykkede jeg på aftrækkeren og så, at bukken faldt om i skuddet.

Skytten og hans kone, der havde været ude at køre i skoven, havde hørt skuddet, og de sad i bilen og ventede, da jeg med bukken nåede frem til det gennemgående spor. Inden han tog bukken nærmere i øjesyn, rakte han sin næve frem:

”Tillykke, jeg synes, at du har fortjent den”.

Jeg fortalte ham nu hele historien, og med til den hører, at heller ikke bukkens alder var fejlvurderet, idet slitagen på kindtænderne i underkæben indikerede, at den var syv-otte år gammel. Og en buk i den alder er altid afskudsbar.

På grund af de marcherende stænger gav jeg bukken navnet ”Skridtbukken”. Det navn førte skytten også ind i godsets jagtjournal i parentes.

Som med- og modspiller havde bukken dog, som du forstår, ikke været en parentes. Tværtimod. 

Vejen til bukken var lang og besværlig, men den blev dog ikke desto mindre serveret på et sølvfad den dag, den blev nedlagt.

Bukken havde mistet bagsprosserne, men på stængerne anes det, at de havde været til stede.

En af de knopbukke, som blev skudt under jagten på pladsbukken. En buk som denne er kun egnet til afskydning.

På en overkørsel ud til marken, hvor jorden var presset godt sammen af traktorer og vogne, slog den dybe sprækker, da tørken satte ind.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »