Overjæger Mogens Andersen bisættes ved en højtidelighed i Gunderslev Kirke for kun familien lørdag 6. marts. Senere vil der blive holde en mindesammenkomst, som alle de der har kendt ham, har mulighed ved at deltage i

Af Henning Kørvel

Hvis du har en afskedshilsen, som du gerne vil sende i anledning af overjæger Mogens Andersens død, så skal du sende den til email:

overjaegerandersen@gmail.com

Overjægerens søn, Carsten Andersen oplyser, at hans far bisættes lørdag 6. marts fra Gunderslev Kirke, men på grund af corona-regler bliver denne højtidelighed kun for familien, fordi der ved den lejlighed kun må opholde sig 30 mennesker i kirken.

– Vi har imidlertid en ide om, at vi på et senere tidspunkt, når forsamlingsreglerne på grund af corona lempes, vil arrangere en mindesammenkomst i skoven på Gunderslevholm Gods, men om det bliver først i maj eller på et senere tidspunkt, ved jeg endnu ikke, siger Carsten Andersen.

Fordi han af gode grunde ikke har navne på alle de, som kunne tænke sig at deltage, hvilken for eksempel kan gælde for mange af de kursister, som han og Carl Grønbjerg har undervist på pyrschkursus i Polen, så kan de pågældende skrive til emailadressen nævnt oven for, at de gerne vil deltage i mindesammenkomsten, og de vil få information om dens afvikling.

Carsten Andersen oplyser, at tanken er, at man i forbindelse med mindekomsammen vil nedsænke hans fars urne på Gunderslev Kirkegård.

Stedet på kirkegården, hvor hans fars urne skal placeres, er ifølge Carsten Andersen fundet.

Overjæger Mogens Andersen huskede tydeligt, at han ved Bill Clintons besøg i Danmark skød to bukke, som fejede mod hans nyplantede birketræer.

Ved den planlagte mindekomsammen vil man kunne mindes Mogens Andersen gennem anekdoter, og en af dem, som vil kunne fortælles, handler om ”Clinton-bukkene”.

Da Bill Clinton besøgte Danmark som USA’s 42. præsident i 1997, havde Mogens Andersen og hans Kone, Kedy, plantet birketræer ved en lille sø ved deres hjem.

Mogens Andersen havde af godsejer Claus Neergaard fået lov til at grave alle de birketræer op i Gunderslevholms skov, som han havde lyst til.

Og da træerne var plantet, og Mogens og Kedy stod ved deres hus og nød synet, begyndte et birketræ at vinge fra side til side, fordi en buk fejede basten af opsatsen imod det.

Mogens hentede resolut sin riffel og skød bukken, der væltede ned i vandhullet, og fordi han både blev våd og snavset af at hente den op, gik han efter den overståede operation i bad.

Da han havde taget bad og stod i hvid badekåbe og endnu en gang nød synet af de nyplantede træer, begyndte et andet træ at svinge fra side til side. Mogens hentede – stadig iført hvid badekåbe – atter riflen, og lidt senere brækkede han ”Clinton-buk” nummer to op.

Har du også en anekdote om overjægeren, så har du mulighed for at fortælle den ved den planlagte mindekomsammen.

 

Overjægeren er død

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »