Miljø- og Fødevareministeriet byder på insekter, grillet dådyr og øl brygget på valle. Du kan også gætte hundekranier eller kreere et smykke af gevir

Af Miljø- og Fødevareministeriet

Miljø- og Fødevareministeriet har en pallette af tilbud til både små og store, når Kulturnatten løber af stablen fredag den 13. oktober.

Årets tema er genanvendelse – både i naturen og hjemmet. Danskerne vil kunne smage grillet dådyr samt kreere smykker af knogler og gevir. Samtidig vil man kunne bage pandekager over bål og gætte på hundekranier. Gæsterne vil også kunne besøge et såkaldt cirkulært hjem, hvor der er ideer til genbrug og nytænkning af alt fra støvsugere, omsyning af tøj og sortering af affald.

Ud over aktiviteterne kan interesserede også tale med nogle af medarbejderne fra ministeriet og styrelserne, der til daglig arbejder med miljø- og fødevareområdet. Her vil de kunne forklare mere om, hvad de arbejder med til dagligt, og hvordan det påvirker danskernes hverdag.

Udover ministeriets styrelser deltager også Det Dyreetiske Råd, Madkulturen og Miljømærkning Danmark i festlighederne.

Aktiviteterne løber af stablen fredag den 13. oktober fra kl. 18:00-24:00 i Slotsholmsgade 12.

Yderligere oplysninger
Ming Ou Lü, pressesekretær tlf. 2077 0459, e-mail: minol@mfvm.dk