Gederams gror i store bestande i skovrydninger, enge, markhjørner og overdrev. Råvildtet elsker at spise topskuddene, men den er også god til kryddersnaps

Af Redaktionen

Gederams er en ganske fin indikator på, om der er råvildt på dit terræn. Mangler mange af planterne topskuddet, så skorter det ikke på deltagere i “salatbaren”.

Frø fra gederams kan ligge i jorden i mange år, faktisk op til 100 år, inden de spirer. Dette er især synligt i skovene, hvis store arealer bliver ryddet ved hugst eller stormfald. Her vil gederams hurtigt blive en dominerende plante i den første tid.

Snaps af almindelig Gederams

Gederams er både en fryd for øjet og for ganen.

Gederams er en flerårig vild staude. Den kan blive op til 150 cm høj, og blomstrer i juli og august med flotte rødviolette blomster, som med et stort indhold af nektar er et rent slaraffenland for bierne.

Det skal du bruge

  • 1 flaske neutral snaps eller vodka
  • Et glas med skruelåg (min 1 liter)
  • Blomster fra Gederams

Sådan gør du

  • Fyld glasset halvt op med Gederamsblomster.
  • Hæld snapsen over blomsterne og lad det trække i 2-3 uger.
  • Herefter sies indholdet fra og snapsen hældes på flaske.

Lad indholdet hvile yderligere en måneds tid, inden drikken nydes.

Tips: Smagen af snapsen er kraftig og let bitter med en smule sødme. Man kan evt. tilsætte lidt honning, hvis man ønsker lidt mindre bitterhed og fylde i snapsen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...