Hundens evne til at afsøge et område selvstændigt uden væsentlig indblanding fra føreren er en afgørende kvalitet hos en apporterende jagthund

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Under jagt sker det ofte, at der falder en fugl, som hunden ikke ser, ligesom det hænder, at en jagtkammerat skyder en fugl, som han gerne vil have hjælp til at finde. Også her er hunden oftest uvidende om, hvor vildtet faldt. I visse situationer er heller ikke jægeren i stand til præcis at udpege det område, hvor vildtet faldt. 

Hundens evne til at afsøge et område selvstændigt uden væsentlig indblanding fra føreren er derfor af særlig stor vigtighed.

I begyndelsen kan det dog volde lidt vanskeligheder at få hunden til at fatte ideen med det frie søg. Den er jo vænnet til, at den ser apporten blive kastet, hver gang den skal apportere. 

En lille plet med langt græs er et godt sted at begynde. I den høje græsplet, der kun bør være få kvadratmeter stor, udlægges en eller flere dummyer, inden hunden kommer frem til området.

Lav de samme ritualer som normalt forud for en apportøvelse. Sæt hunden ved siden, tag evt. remmen af den og lav de rutinemæssige forberedelser. Herefter kastes der med hånden mod den lille plet med græs. Hunden vil givetvis se lidt desorienteret ud. Den hverken så eller hørte noget. Men tvivlen nager den, og når man kort tid efter siger apport og peger mod stedet, vil den være endnu mere i tvivl.

I langt de fleste tilfælde vil den lade tvivlen komme en til gode, og begynde at undersøge den lille markerede græsplet. Den kunne jo tage fejl, og da apporten er placeret, så den nærmest snubler over den, når den gå på opdagelse i græsset, er man kommet rigtig godt fra start. 

Næste gang kan man med fordel opsøge samme område og kaste den tomme hånd mod græspletten og sige apport eller søg apport. I reglen vil hunden huske, at det sidste gang var en succes at følge anvisningen, selv om den ikke så eller hørte dummyen suse gennem luften.

Senere flyttes lektionerne til nye velafgrænsede områder, hvor hunden så at sige ikke kan fare vild. 

Det er et must, at hunden i begyndelsen straks kommer i færtkontakt med den udlagte dummy, og derfor skal hunden sættes ud i det frie søg i god (mod)vind. Øvelse for øvelse opbygges hundens evne til at anlægge et frit søg. Den skal lære at stole 100% på, at der altid er noget at finde, når den har modtaget ordren apport.

Derfor skal hunden heller ikke støttes under søget, og begynder den at se rådvild mod sin fører, er det tegn på, at man har forceret træningen og gjort øvelsen vanskeligere end godt er. Naturligvis er det nærliggende at opmuntre hunden og evt. med håndsignaler give den anvisning på, hvor den kan finde apporten. Men det må frarådes. I stedet kan man, uden at hunden ser det, smide endnu et par apportemner i området, som den hurtigt kan finde. Helst skal dette ske, inden hunden taber fart og energi.

Det frie søg skal være frit

Det frie søg er det selvstændige søg, og kun under jagt og i særlige træningstilfælde kan man vælge at støtte hunden for hurtigere at få den i god vind af apporten. For langt de fleste jægere er det frie søg dog overordentlig vigtigt, og en hund, der har lært at anlægge et frit og selvstændigt søg, er en oplevelse at iagttage. Her ses hundens medfødte og tillærte jagtforståelse måske tydeligere end noget andet sted. 

Det frie søg bør tilrettelægges i forhold til føreren, og derfor skal man ikke tillade, at hunden søger alt for stort og bredt. Et par fløjt kan kridte banen op de første gange, indtil hunden erfarer, at emnet i reglen skal findes inden for rækkevidden af et langt haglbøsseskud. 

Et snævert og meget grundigt søg anlagt i forhold til førerens placering er målet. Under jagt, hvor man ikke selv er klar over, hvor vildtet befinder sig, må man selv flytte sig og dermed presse hunden ud i nye områder. Det gælder også under kontroleftersøgninger i områder, hvor man blot sikrer sig, at der ikke lades skudt eller anskudt vildt tilbage. 

Spaniels, der skal søge ikke skudt vildt under bøssen, kan man med fordel lade søge endnu kortere. Tillades det, at der søges stort og bredt, kan det være vanskeligt efterfølgende at holde den under bøssen, når jagten efter endnu ikke påskudt vildt fortsætter. Her gælder det om så vidt muligt at lade unghunden søge, som den plejer, og derved lede hunden frem i vind af vildtet. Omvendt kan stående hunde og retrievere, der allerede er skolet i det frie søg, godt tillades at søge endnu længere ud end det foreskrevne. Dog forudsat, at de fortsat er i kontakt med føreren og forudsat, at de får terrænet med.

Navnlig stående hunde er ofte arealbegærlige og kan have vanskeligt ved at geare ned fra (jagt)søget efter vildt, der ikke er påskudt til det mere grundige søg efter vildt, der er fældet. 

Hunden skal kende tydelig forskel på kommandoerne for søg og søg apport. Hunden skal vide, hvad den går efter, og det samme skal føreren. Hunden må derfor afholdes fra at opgive apportsøget og i stedet langsomt glide over i et mere og mere arealkrævende jagtsøg. Under apportering af fasan og agerhøns i roer er dette ikke just et ukendt fænomen. I apportsøget under roebladene, hvor der ikke er meget vind at arbejde med, er det særlig vigtigt, at hunden søger grundigt. 

Træningsvejr 

Den apporterende hund lærer først og fremmest af sine succesoplevelser. Hvor mennesker ofte kan lære af fiasko og modgang, modnes hunden ikke, hvis den ikke evner at udrede færten og finde frem til belønningen: Den gemte eller kastede apportgenstand. Dens ubetingede tro på, at den, der søger, i sidste ende vil finde, må aldrig drages i tvivl.

                Derfor er det vigtigt, at man under træningen tager højde for vejret. Varme, tørre og vindstille dage med tør jord er ensbetydende med dårlige færtforhold. I perioder med varmt og tørt vejr må træningen derfor indstilles eller henlægges til de fugtige morgen- og aftentimer.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »