Hundens søg er afgørende for jagtens udbytte og det håndgribelige resultat afhænger i høj grad af et effektivt og velanlagt søg

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Jagten med den stående hund er i udpræget grad afhængig af dens evne til at afsøge terrænet systematisk. Den må udnytte vind og terræn så godt som overhovedet muligt. Ikke mindst i dag, hvor chancerne for at møde vildt i det åbne land er så beskedne, som tilfældet er.

Der er ikke råd til at spilde chancer, og derfor skal et skolet søg stå meget højt på listen over dressurmål. Ikke meget er mere ærgerligt end at se markens eneste hønseflok lette uden for skudhold, ganske enkelt fordi hunden ikke formåede at bringe sig i god vind af fuglene. 

Den stående hunds afsøgning af marken kan sammenlignes med et sejlskib, der i et modvindskryds skærer sig op imod vinden. Ved terrænets afgrænsning skal hunden vende snuden og søge mod markens modsatte skel eller markering. På den måde fortsætter den frem og tilbage, indtil marken er finkæmmet og afsøgt for luftbåret vildtfært.

Det er vindretningen, som er bestemmende for, hvordan hunden vælger at afsøge marken. Derfor skal hunden så vidt muligt altid slippes i modvind, da dette giver det mest regulære søgsoplæg.

Kommer vinden skråt på marken, vil det virke, som om hunden søger frem i terrænet i stedet for at afsøge det på bredden, som den burde. Men hundens udnyttelse af vinden og terrænet er mest effektiv, når den arbejder næsten vinkelret på vindretningen.

Derfor skal man altid stikke en finger i vejret, inden man begynder at blande sig og justere hundens søgsoplæg. Selv om vinden blæste ret på marken, da man slap hunden, kan det være, at vinden længere fremme i terrænet blæser fra en anden retning. En jagtforstandig hund vil straks tage højde for de nye vinde og ændre strategi og oplæg. En jagtforstandig fører vil gøre det samme.

Hundens afstand mellem slagene vil afhænge meget af vind og terrænforhold. På åben mark er der langt mellem slagene, hvorimod en afsøgning af f.eks. roemarker kræver, at hunden nærmest pakker marken ind i snævre slag, så der ikke opstår færtlommer bag den.

På åben mark er 20-40 m mellem slagene ofte passende, dog afhængig af den pågældende dags færtforhold. I roemarker og andre former for vindhæmmende terræn er 7-12 m mere normalt. Det betyder også, at hunden på flade stubmarker kan afsøge et langt større område, end den kan i f.eks. en tæt knæhøj mark med rodfrugter.

Fremdrift i søget

Der skal i sagens natur være fremdrift i søget. I modsat fald vil hunden løbe frem og tilbage i samme rille. Dette er dog sjældent et problem. Langt de fleste hunde vil gerne frem mod nye områder, og derfor sker oftere det modsatte, nemlig at søget bliver for åbent og fremadrettet. Navnlig når hunden ikke rigtig tror på, at der forefindes vildt i området. Da fristes den til at tage let på opgaven. 

Især på vintersædmarker, hvor der i jagtsæsonen sjældent forefindes vildt, kan det være vanskeligt at holde hunden på marken. Da vil den hellere anvende ressourcerne på læbælter, remiser og lodne markskel. Naturligvis fordi den både erfaringsmæssigt og instinktivt ved, at det ofte er i sådanne biotoper, vildtet skal findes.

Men uanset hvor effektiv biotopsøgeren måtte være, er det vigtigt, at det er føreren, der bestemmer jagtens gang. Og markerne skal afsøges korrekt. Fasanen, der gemmer sig i læbæltet, skal hunden nok arbejde sig frem mod. Om ikke før så siden. Ærgerligt er det under alle omstændigheder at gå frem mod hunden, som har stand langt fremme i terrænet, og undervejs støde en flok høns eller to. Hunden må altså lære, at den skal tage chancerne, som de ligger. Set over en sæson eller to er der heller ikke meget tvivl om, at det systematiske søg giver langt flere jagtbare situationer end det mere tilfældigt anlagte søg efter smørhullerne i terrænet. 

Biotopsøgeren

Myten om biotopsøgerens fortræffeligheder får dog ny næring, når den velskolede hund arbejder sammen med en selvstændig hund, som primært går efter at finde fugl så hurtigt som overhovedet muligt. Også selv om det sker på bekostning af søgets grundighed. For naturligvis vil den hund, som kommer først frem til markens udyrkede pletter, have større chancer for at finde fugl.

I visse terræntyper vil den skolede hund aldrig opnå en chance, når den arbejder med en hund, som fra begyndelsen insisterer på at komme først fra start og til mål.

I det lange løb vil den velskolede hund, der kommer ud til kanterne og får hele marken med, dog løbe med sejren og titlen som den bedste vildtfinder. Derfor er det vigtigt, at føreren holder den unge hund tilbage og viser, hvordan terrænet ønskes afsøgt. 

Kontrollen må dog aldrig blive på bekostning af hundens jagtglæde. Hunden skal søge kontrolleret, men uhæmmet. Man kan nemlig ikke tvinge hunden til et effektivt søgsoplæg. I hvert fald ikke uden at det går ud over dens evne til at finde vildt.

Naturligvis er det formålsløst at fremelske en dressurbundet hund, som løber pænt og systematisk fra side til side uden at bringe sig for vildt. Derfor kan man kun med diskrete vink og fagter vise hunden til rette. Som hovedregel er det nemlig hunden selv, der skal have overblik over terrænet. Og derfor er det vigtigt, at man også overlader initiativet til hunden. Man kan vise hvilket terræn, der skal afsøges. Men hvordan det skal afsøges, må man lidt forenklet sagt lade hunden om at bestemme. 

Ad åre vil den stående hund således udvikle et ganske imponerende overblik over sit terræn. Trækker den på en fært i venstre side af marken, kan det betyde, at den kommer for langt frem i terrænet, når den atter søger ind mod marken. Men da vil den falde tilbage i terrænet og på den måde undgå at efterlade uafsøgte områder bag sig. Det ser ganske imponerende ud, og man kan kun undre sig over, hvordan den kan have dette overblik. Navnlig når man tænker på, at hundens oversigt set fra et hundeperspektiv må være ret begrænset.  

Som nævnt er det åbne søg generelt det største problem blandt stående hunde. Omvendt ses også hunde, som ikke har tilstrækkeligt drive i søget. Hunden skal frem i terrænet og lægge pres på vildtet. I modsat fald overlades initiativet til fuglene.

Navnlig i områder, hvor fasanerne eller agerhønsene har mulighed for at løbe uset ud af terrænet, er det vigtigt, at søget er både bredt og frem for alt fremadrettet. Af og til ser man dog hunde, som søger frem og tilbage som et pendul uden at komme videre.

Det skyldes ofte, at de er for knyttet til deres fører og ikke søger frem i terrænet, før de presses. At hunden under søget tilpasser jagten i forhold til føreren er naturligvis meget positivt. Omvendt er det vigtigt, at hunden udnytter sine ressourcer så effektivt som overhovedet muligt. Derfor skal den ikke bruge mere tid på afsøgningen end højst nødvendigt. Den skal med andre ord sørge for, at afstanden mellem slagene er så store, som færtforholdende tillader. I modsat fald vil den spilde kræfter, som den måske får brug for senere på dagen. 

På smalle marker kan det være vanskeligere at finde balancen mellem førerkontakt og fremdrift. På den ene side risikerer man, at hunden har afsøgt marken, inden man er nået mere end nogle få meter frem i terrænet. På den anden side er der fare for, at hunden går i selvsving og blot løber initiativløst frem og tilbage. Bedst undgår man problemet ved kun at lade den mindre erfarne hund søge på brede marker, som giver den unge hund tilpas albuerum. 

Søget er adelsmærket 

Den stående hunds adelsmærke er søget. Det skyldes ikke kun den visuelle oplevelse, det er at se den hurtige hunds friktionsfrie løb over markerne. Hundens søg er i bund og grund hundens jagt, hvor jagtens udbytte og håndgribelige resultat afhænger af dens evne til at holde ikke blot en, men en helt række bolde i luften på en gang. Således skal hunden tage hensyn til både vindretning og styrke, luftfugtighed og temperatur, jæger og makkerhund samt vildtet og terrænforholdende.

Søg - stående jagthund

Hunden må lære at tilpasse sit søg til de konkrete forhold, og derfor skal der meget træning og mange timers arbejde til, før den stående hunds format er fuldt udnyttet. Vel kan de fleste stående hunde løbe ud på marken og tage stand for en fasan eller agerhøne. Men at opnå en stående hund, der arbejder klogt på vind og terræn, er dog en helt anden opgave. Desværre har kun de færreste mulighed for at give hunden alle de oplevelser, der skal til, for at terræn- og jagtdressuren kan kaldes fuldendt.

LÆS mere om HUND

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »