En ungfugl af Europas største og sjældneste falk har siden den 5. januar 2009 opholdt sig i området omkring Stevns

Af Redaktionen

Jagtfalken er på størrelse med en musvåge (53-63 cm.) og har et vingefang på 109-134 cm. Ungfuglene har brungrå overside og undersiden er lys med grove tætte længdestriber. De voksne fugle har skifergrå overside mørke pletter på den lyse underside.

I modsætning til dens fætter vandrefalken er skægstriben svag og utydelig. Den flyver med elastiske vingeslag og kredser ofte.

Jagtfalken yngler i de arktiske områder hele jorden rundt med en udløber ned i de skandinaviske fjelde. Den skandinaviske bestand er på ca. 500 par. De gamle fugle bliver i yngleområdet hele året, mens de unge strejfer mere omkring og kan træffes i det sydlige Skandinavien i vinterhalvåret.

Se kun i et mindre antal

I Danmark ses den årligt, men der er kun tale om få eksemplarer, så det er en sjældenhed. Den træffes oftest i åbent terræn, men kan om vinteren også ses i byer, hvor den jager ænder og tamduer.

Den foretrukne yngleplads er stejle, utilgængelige bjergsider. Den er svær at se, selv på ynglepladsen, da den er meget diskret.

Den lægger 3-5 æg om året, afhængig af mængden af føde. Hvis føden er knap kan den helt undlade at yngle.

Føden består fortrinsvis af andre fugle, specielt ryper, men også pattedyr står på menuen. Byttet fanges ofte efter en længere forfølgelse, hvor flere fugle arbejder sammen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...