Stemmebrug er det mest effektfulde virkemidler under jagthundens træningen, men ikke alle er lige gode til at ramme hundens frekvens

Af Michel Sand

Denne artikel er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING. De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikker HER

Grunddressuren er dressurens sokkel, og terræn- og jagtdressuren bliver aldrig bedre end grunddressuren tillader.

Hvis ikke hunden er lydig og samarbejdsvillig, inden man begynder at træne den i mark og skov, opnår man sandsynligvis aldrig det resultat, som man drømmer om. Og drømmen bør være en uhæmmet og jagtglad hund, som jager for os og sammen med os.

Alle hundedressører er enige om, at hundens lydighedsdressur skal være på plads, inden markarbejdet begynder. I modsat fald vil man mangle den kontrol, der er nødvendig for at dressere hunden i marken, hvor mødet med hare og fuglevildt kan vise sider af hunden, som man ikke anede eksisterede. På dette punkt afviger tidens dressurmetoder fra de gamle metoder.

Førhen var det ganske normalt at tage en unghund med på jagt og under jagten lade den té sig, som den selv ville.

Først når hunden blev voksen, prøvede man at få kontrol over den. Men da var hundens selvstændighed så veludviklet, at kun meget hårdhændede metoder kunne dæmpe den.

I dag ses kun sjældent jægere, der bevidst eller ubevidst fremelsker en ustyrlig jagtidiot, som de skal kæmpe med resten af hundens tid.

Er hundens afstamning af godt og afprøvet jagtblod, behøver man ikke at frygte, at hundens jagtlyst ikke er tilstrækkelig. Derfor er der ingen grund til at opsøge fristelserne i bestræbelserne på at få mere jagt ind i hunden. Husk på, at hunden skal lære at gøre det rigtige, før den får mulighed for at gøre det forkerte.

Stemmebrug

Brug af stemmen er helt central i hundedressuren. Mange jægere, navnlig mandlige jægere, anvender samme monotone og ofte dybe stemme, uanset om de roser hunden eller skænder ad den. Og eftersom hunden ikke forstår vores ord, men retter sig efter betoningen og undertonerne, fatter den ofte ikke, om den er populær eller upopulær. Den hører kun en evig brummen.

Kvindelige hundedressører spiller meget mere på stemmen og har dertil et lysere toneleje, som hunden opfatter mere positivt.

Mandlige jægere kan få inspiration ved at overvære, at en dygtig kvindelig hundedressør nærmest synger for hunden under træningen og derved hele tiden lader den vide, om det, den gør, er godt eller skidt.

De fleste jægere vil dog føle sig forlegne ved at træne hunden på denne måde. Der er ikke tradition for det. Og falder det ikke naturligt, må man finde de udsving i tonelejet, man selv kan tåle at høre igen.

Hellere det end at synge falsk. I sidste ende er det trods alt et spørgsmål om, at hunden lærer at tyde vores sprog. Men man kan hjælpe den meget ved at tale klart og nuanceret og lægge brummeriet bag sig under den daglige påvirkning og træning af den unge hund.

Hvis føreren konsekvent straffer og navnlig belønner på de rigtige tidspunkter, vil hvalpen hurtigt forstå meningen mellem kommandoen og den handling, som vi tilstræber.

Er føreren derimod inkonsekvent, vægelsindet og humørsyg, mister hunden hurtigt respekten for hans kommandoer.

Kommandoer skal altid følges op, og føreren skal altid forfølge de kommandoer, han har sat i gang. Hvis en hund ikke lystrer, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at den er ulydig i ordets egentlige forstand. Den har blot erfaret, at kommandoerne ikke nødvendigvis skal adlydes.

Føreren er jo mere eller mindre ligeglad. Også for en hund er det utilfredsstillende, hvis dens adfærd bliver opfattet som meningsløs og ligegyldig. Både mennesker og hunde har behov for at føle, at de gør en forskel. Vores positive stemmeytringer er den eneste løn, en hund gør krav på, hvis den fortsat skal gøre det, vi ønsker.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »