Fra det øjeblik en stor stenbuk i det sydlige Spanien var spottet af jagtguiden, gik der en time, før han havde ført Henning Kørvel på skudhold. Alligevel blev det allersidste sekund afgørende 

Fra det øjeblik en stor stenbuk i Sierra Nevada i det sydlige Spanien var spottet af jagtguiden, gik der en time, før han havde ført Henning Kørvel på skudhold af den ved nedstigning fra højderyggen. Inspireret af tre unge stenbukke, som den store buk var i selskab med, var den efter at have siddet og hvilet sig, i mellemtiden sprunget op, og var angiveligt på vej bort, da den blev nedlagt i allersidste sekund, før den ville have været uden for synsvidde …

Tekst og foto: Henning Kørvel

Fra asken til ilden. Sådan oplevede Rafael, min mangeårige spanske jagtven og ego situationen, fordi temperaturen ved vores ankomst til det sydlige Sierra Nevada 14. november 2016 var 21 plusgrader, og det således var herligt skjorteærmsvejr.

Ved ottetiden om morgenen dagen derpå er temperaturen faldet til nulpunktet, da vi anført af Jose, vores fremragende guide og en lokal fårehyrde, der går med for at vise os, hvor han har spottet en blandet flok stenbukke, geder og kid, indleder opstigningen i det privatejede revir i den berømte bjergkæde med udsigt til de ikoniske tinder, Mulhacen og Veleta henholdsvis 3.482 og 3.397 meter over havet.

Bjergtinderne er i modsætning til, da vi jagede her i henholdsvis februar og november 2015, nu pletvis dækket af sne, og de er som altid lette at skelne fra hinanden, fordi Mulhacen har en blød afrunding, mens Veletas afslutning er skarp og lidt ugæstfri.

Stenbuk med horn på godt 50 centimeter. Den er syv-otte år gammel, og hvis man ikke havde skudt stenbuk før, ville den sikkert være afskudsbar.

Opstigningen sker indledningsvis ad en sti, anlagt af maurerne, der kom til Spanien først i 700-tallet og definitivt blev sat på porten i 1482. En venlig tanke fortjener de alligevel for stisystemet.

Efter kun et kvarters gang stopper fårehyrden og Jose. De spotter to geder et halv hundrede meter længere fremme, men de har ikke følgeskab af bukke, og vi går derfor hurtigt videre uden at støde gederne, som er vant til mennesker, fordi indbyggere fra landsbyerne dagligt færdes i bjergene, og stierne også benyttes af turister og bjergklatrere. Geder og stenbukke her betragter derfor almindeligvis ikke mennesker som en latent trussel.

Under opstigningen går vi på en sti, der i sin tid blev anlagt af araberne, og sammen med vandkanaler stadig bruges.

Jaget bort af løse hunde

Få minutter senere spotter vi endnu en ged, ledsaget af et ét år gammelt gedekid med korte horn og en ung buk, estimeret til tre-fire år. Godt en halv time senere når vi frem til det sted, hvor hyrden har spottet en blandet rudel på 14-15 dyr.

Det viser sig dog snart, at her kun står nogle få hundyr og en ung buk, men da muligheden for at skyde en ældre ged på minimum ni år med horn op til 16-17 centimeter umiddelbart synes at byde sig til, enes vi om, at Rafael skal have mulighed for at bruge den potentielle skudchance. Det viser sig dog snart, at den udsete ged ikke er single, men derimod har et kid med sig, og skudafgivelsen bliver derfor annulleret.

– Rudlen må være jaget bort af løse hunde, for hunde har inden for de seneste to dage også jaget efter fårene i den ene af mine flokke, og har og dræbt to får, fastslår fårehyrden, der herefter begiver sig nedefter for at overlade dagens videre forløb til Rafael, Jose og ego.

Mens vi spiser en appelsin og drikker en slurk vand, giver Jose udtryk for, at da klokken nærmer sig 10.00, og bukke efter morgenens essing længere nede, vel sagtens nu er søgt højere op igen, skal vi op at gå på ”taget” frem til revirets grænse.

Da vi når næsten helt op på højderyggen, og temperaturen er blevet behageligere, fordi varmen fra solen nu slår igennem, kommer vi til at gå på kanten af en vandingskanal, anlagt af maurerne.

Trods flere hundrede år på bagen fungerer kanalerne stadig upåklageligt, men nemt er det ikke at gå på den tuede, ujævne kant, og jeg skvatter da også en enkelt gang og knalder højre knæ ned i en klippeblok, men knæet holder til det, og vi fortsætter, da jeg er blevet hjulpet på benene. I takt med, at tiden skrider frem, bliver det stadig varmere, og jakkerne lægges nu i rygsækkene.

I modsætning til, hvad Jose ellers mente, så ser det dog ikke ud til, at stenbukke er søgt opefter. Vi spotter i hvert fald ikke én eneste buk heroppe på den træbevoksede højderyg, men klokken lidt før 12.00, da vi har marcheret strabadserende af sted i over to timer, udbryder Jose, mens han bruger håndkikkerten.

 

En ged og stor afskudsbar stenbuk. Den er over 10 år gammel, og hornene vurderes til over 70 centimeter.

– Hay machos (bukke)!

Langt nede under os spotter Rafael og ego nu også bukkene – fire styk, forsamlet inde under en gruppe store egetræer. Tre af dem er unge og dermed uinteressante som jagtobjekter. Mens to bukke med horn på omkring 50 centimeter slås ved at rejse sig på bagbenene for at knalde hornene sammen igen og igen, sætter den største buk sig for at hvile.

– Den store buk er den, jeg har set nogle gange her i de sidste 10 dage, og som jeg mener, vil være et godt bud på en buk til dig, siger Jose til mig. Hornene er op imod 70 centimeter. Udlægget er stort, og hornene er kraftige.

– Es hermoso (den er smuk), siger jeg til Jose, da jeg har nærlæst den med håndkikkerten.

Jose forklarer, at vi er nødt til at gå et halvt hundrede meter længere fremad, så bukkene ikke kan se os, før nedstigningen indledes, For at være uset for bukkene er vi nødt til at søge nedefter i konstant skjul bag træer og klippeblokke og klippefremspring. Af og til springer Jose diskret op på en klippeblok for at se, om bukkene stadig opholder sig på stedet.

 

Faldt ned i ruin af araberhus

Let er nedstigningen ikke. Dels er bjergskråningen stejl, og nærmest for, at det ikke skal være usandt, så ligger der flere steder løse sten, som man skal tage sig i agt for.

Hvis man kommer i skred her, mister balancen og rutsjer ned, så er det tvivlsomt, om man overlever.

Bjergjagt kræver da også med jævne mellemrum sine ofre, og det seneste tragiske tilfælde, jeg har hørt om, drejer sig om en spansk jæger, der i september 2016 mistede livet under bjergjagt i Kaukasus. Min gode ven, Jose Antonio Garcia Alonso i Madrid.  der selv har jaget der flere gange, betegner Kaukasus som verdens absolut farligste bjerge at færdes i på grund af dels stejle bjergsider og dels på grund af, at store flader af bjergsiderne er dækket af løse sten.

Mens vi kort før klokken 13.00 nærmer os et punkt, hvorfra skudholdet til bukken vil være passende, sker der pludselig et og andet, der bringer stenbukkene op på mærkerne.

De tre unge bukke springer nemlig af sted af grunde, som ikke står klart for os. Klart er det imidlertid, at vi ikke er årsagen til reaktionen, fordi bukkene hverken har set eller hørt os.

Med ét springer den store buk, der ellers har siddet i skyggen og hvilet sig, også op, fordi den vel sagtens føler, at der må være en plausibel grund til de unge bukkes reaktion, der allerede har bragt dem uden for synsvidde.

Jose og Rafael rigger i hast skydestokken til, men da jeg lægger riflen op i den, er den for høj. Der er imidlertid ikke tid til justeringer, og jeg løfter derfor skydestokken med riflen hvilende i dens kløft op, så den svæver oven over fast grund og trykker på aftrækkeren, da trådkorset låses fast på det punkt jeg kan se i sigtekikkerten, nemlig overgangen mellem brysthulen og halsen.

Bukken forsvinder i knaldet, og Jose og Rafael stikker mig hånden og ønsker tillykke med bukken, som vi ved, ligger forendt neden for klippeblokken, som den stod på. Skuddet blev afgivet præcist klokken 13.00. Skudafstand: Cirka 160 meter.

– Det var i sidste sekund, du skød. Hvis skudafgivelsen havde trukket blot 30 sekunder yderligere ud, så ville bukken være fulgt efter de tre unge bukke og ville have været pist væk, mener Jose, der er glad for, at bukken er skudt.

Han er samtidig ikke utilbøjelig til at mene, at de tre unge bukke sprang af sted, fordi de kan have hørt stemmer fra bjergvandrere andre steder i bjergformationen.

Som det ses, så har stenbukken et stort udlæg i forening med, at hornene er kraftige. Trofæmåleren gav dem 202,6 CIC-point, hvilket er tæt på sølvmedalje.

Da vi omsider når ned til bukken, venter der os to overraskelser. Det viser sig nemlig, at det ikke var en klippeblok, bukken havde stået på, da jeg afgav skuddet, men derimod resterne af en mur fra en hytte, som Jose antager, stammer fra maurertiden.

Bukken er faldet ned i et af et af husets små rum, omgivet af vægge af sten, som er muret op med våd jord. I faldet har spidsen på venstre horn ramt stenvæggen og er blevet let beskadiget. Bukkens alder er 10 år, og højre horn måler 67 og venstre horn 65 centimeter.

Udlægget er mega, og omkredsen ved basis er 23 centimeter, og der synes således ikke at være tvivl om, at bronzemedaljen er hjemme, fordi en hurtig kalkulation giver hornene 196 point, hvor der skal 195 point til bronzemedalje for horn fra den sydøstlige variant, som lever i Sierra Nevada og for den sags skyld også i Sierra de Ronda og Cazorla y Segura. Sidstnævnte sted skød jeg for 31 år siden den første ud af nu otte spanske stenbukke.

Henning Kørvel med sin stenbuk, som faldt ned i ruinen af formentlig et maurisk hus, der sikkert har været beboet af hyrder, der har vogtet over geder og får.

Typisk for stenbukke i brunsttiden har den nedlagte buk ikke blot testikler i overstørrelse og lugter fælt af gedebuk. Som et typisk brunstfænomen er bukken også meget sort i farven fortil, hvilket betyder, at trofæet i skuldermonteret stand vil komme til at tage sig smukt ud.

Da vi er færdige med at afmontere hovedet med capen siddende på, og det er lagt i plasticsække i rygsækken, trækkes kadaveret ud og efterlades på et sted, hvor vildsvin i løbet af natten vil finde og æde det.

I morgen tidlig vil der således kun være småstumper tilbage. Vi fortsætter herefter nedefter og ser nu en flok vandrende unge mennesker, som vi gætter på, kan være dem, der fik de fire stenbukke op på mærkerne. Da vi når ned til en anden sti, fortsætter vi ad denne for at se efter geder. Vi har licens til to af slagsen.

Rafael skyder en ged, som det først er konstateret, ikke har kid med sig, og den er ældre, hvilket vil sige fra 9-10 år og op og har sortfarvet flanke.

Vue til potentiel alternativ buk

Efter et kvarters gang spotter vi på en højderyg på vores højre hånd fire bukke, hvoraf den bedste har horn på omkring 60 centimeter, og den næststørste har horn på cirka 50 centimeter. Hornene hos de to øvrige bukke, der er fire-fem år, er blot 35-40 centimeter.

– Hvis du ikke allerede havde skudt en god buk, så ville bukken med horn på cirka 60 centimeter have været et godt alternativ, mener Jose.

– Si, svarer jeg og tilføjer, at jeg nu hellere vil have den buk, som jeg allerede har nedlagt.

Snart spotter vi igen hundyr og kid. Og i ét tilfælde spotter vi en ged og et gedekid på en terrasse ved en weekendhytte, som her findes en halv snes stykker af, og som bruges af ejerne i weekender, ferier og helligdage. Hverken geder eller bukke føler sig utrygge ved at færdes tæt på weekendhusene.

Vandslanger af pvc ned til husene viser, at de i lighed med landsbyerne i bjergformationen forsynes med drikkevand fra smeltet sne på bjergtoppene, som også leverer vand til vilde og tamme firbenede individer.

Udover stenbukke findes i Sierra Nevada vildsvin, som sammen med ræve udgør renovationsvæsenet. Her græsser også får, tamgeder og kreaturer, ligesom enkelte lokale indbyggere holder heste, der lejes ud til turister, som ønsker at opleve den berømte bjergformation fra hesteryg.

Klokken 17.45 render vi igen på en rudel geder, kid og unge bukke. Jose nærlæser dyrene og siger, at geden i midten er ældre og enlig, der således er afskudsbar. Da Rafael gerne vil vente med at skyde til i morgen, skyder jeg så geden, som er 12 år og har smukke horn på cirka 16 centimeter. Efter at have brækket den op, tager vi den med ud på stien, fordi Jose gerne vil have kødet fra den.

I modsætning til bukke, der i brunsttiden er aldeles uspiselige for mennesker, så kan der af kødet fra geder tilberedes et godt måltid mad, og Jose agter derfor at bruge køllerne og fileterne fra ryggen i sit køkken og give resten til sine hunde, der bruges til vildsvinejagt.

Jose vurderer hornene på en nedlagt ged. Den er 10 år gammel og således afskudsbar, også fordi den var single.

I den lokale jagtforening driver en halv snes medlemmer vildsvinejagt, men majoriteten af de omkring 60 medlemmer er helhjertede udøvere af jagt på kokke af rødbenede agerhøns med levende lokkefugl – con reclamo – i et bur, der hænges op i et træ.

Når hætten tages af buret, begynder kokken at kalde territoriehævdende kokke til sig, og når en kok arriverer for at jage den ”fremmede kok” ud af sit territorium, nedlægger jægeren den med haglbøsse.

Midaldrende ged. Dens horn er ikke store nok til, at den skal afskydes, og den har heller ikke de ældre dyre sorte farve på flanken.

Vi vender tilbage!

Da vi under middagen om aftenen på hotellet gør regnebrættet op, kan vi konstatere, at vi samlet i løbet af dagen har spottet i omegnen af et hundrede stenbukke og geder på forskellige alderstrin og kid.

– Normalt færdes der i hele området, som vores revir er en del af, i omegnen af tre hundrede bukke. Når vi i dag kun har set to store bukke, hvoraf du nedlagde den største, så er det, fordi egetræerne i år ikke har båret så mange nødder, hvilket har spredt stenbukkene, fordi de så skal længere omkring for at finde føde, mener Jose, der også mener, at det varme vejr spiller ind.

Næste morgen lægger vi efter morgenkaffe i en lokal bar igen ud ved ottetiden på en sti, der fører os dybere ind i bjergformationen og støder snart på en blandet flok af stenbukke, geder og kid. Men to geder har kid med sig, og to andre enlige geder er for unge til afskydning, fordi hornene kun er i ørehøjde, og de ikke har veludviklede sorte aftegninger foran på forløbene. Store sorte aftegninger på forløbene er nemlig typisk for ældre hundyr, som også har større krop end unge geder.

Efter yderligere en halv times vandring støder vi på ny på bukke, geder og kid. I rudlen er der en enlig ældre ged, som Rafael nedlægger som en afrunding på vores tredje fælles jagttur til Sierra Nevada. Geden er 10 år og har smukke horn, og da bukken fra i går har samme alder, og min ged er 12 år, så er konsulenten fra Junta de Andalucia ved inspektion af trofæerne om eftermiddagen yderst tilfreds med vores indsats, og udfylder dokumenterne med et smil på læben.

– Jeg gætter på, at I synes godt om Sierra Nevada, siger han?

– Vi bekræfter samstemmende, at han har fuldstændig ret, og garanterer for, at han kan være evig forvisset om, at vi vender tilbage i 2017.

EPILOG: Da Sten Breith, Trofæmåling.dk, målte hornene op, gav han dem 202,6 CIC-point, der er en stor bronzemedalje, tæt på sølvmedaljen.

Fakta om spansk stenbuk

Spansk stenbuk (Capra p. pyrenaica) findes i fire nulevende varianter, og bukke har fem hornformer. I tværprofil er hornene trekantede, og dragtfarven minder om bezoargedens (Capra aegagrus aegagrus), hvilket vil sige grålig med sorte aftegninger.

Sommerdragten er lysere end vinterdragten og ofte rødlig. Spansk stenbuk er mindre end alpin stenbuk. Voksne dyr vejer 40-90 kg, og fra hoved til halespids er kropslængden 120-150 centimeter. Højden over skulderen er 65-75 centimeter, og halen der bæres oprejst hos bukke, er 10-15 centimeter.

Størst er bestanden af den sydøstlige variant i Sierra Nevada, Sierra de Ronda og Sierra de Cazorla y Segura, idet den samlet tæller omkring 30.000, men bestanden breder sig til stadighed til nye bjergområder.

Karakteristisk er det, at hornene hos bukke i Sierra Nevada og Sierra de Cazorla y Segura i gennemsnit er længere end hornene hos bukke i Sierra de Ronda sydvest for Malaga.

Større er hornene dog hos Tortosa-Beceite-varianten nordvest for Valencia. Den har også mørkere pels end den sydøstlige variant. Største horn hos spansk stenbuk bæres af den vestlige variant, Capra p. victoriae i Sierra de Gredos vest for Madrid, og den er den af stenbukkene med den mørkeste dragt året igennem.

Bestanden i Sierra de Gredos estimeres til cirka 10.000, og samlet set tæller bestanden af de fire varianter af spansk stenbuk således minimum 55.000 med en pil opad.

Spaniens femte geografiske variant, pyrenæisk stenbuk, også kaldet Bucardo, der tidligere fandtes i Pyrenæerne, er uddød, men med æg fra hundyr, indsamlet før racen uddøde, lever håbet for, at pyrenæisk stenbuk kan genskabes.

Stenbukke i Spanien befandt sig på randen af udryddelse for 200 år siden på grund af jagt og konkurrence fra tamme husdyr. Som følge heraf forsvandt stenbukke fra Cantabrien i 1800, og i 1870 forsvandt de i de franske Pyrenæer, og i Portugal i 1872. Takket være fredning, etablering af nationalparker, genudsætning og udsætning nye steder og indførelse af bæredygtig licensjagt er Spaniens bestand af stenbukke blevet en succeshistorie.

Fordi hornene hos spansk stenbuk varierer i længde, er medaljekravene efter de europæiske trofæopmålingsregler fra CIC forskellige. For horn fra bukke fra Sierra Nevada, Sierra de Cazorla y Segura og Sierra de Ronda kræver guldmedalje 220 point, sølvmedalje 210 og bronzemedalje 195 point. Guldmedalje for horn fra Torsosa-Beceite bukke kræver 225 point, sølvmedalje 215 og bronze 205 point. Endelig kræver guldmedalje for horn fra stenbukke fra Sierra de Gredos 230 point, sølvmedalje 220 og bronzemedalje 205 point.

Rekorden for spansk stenbuk er på 288,50 point. Bukken blev i 1996 nedlagt af den daværende spanske konge, Juan Carlos, i La Reserva de Caza de las Batuecas, Salamanca.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »