Ikke mindst når det gælder apportering af anskudt fuglevildt, handler det om at stole på hunden, som har adgang til et univers af informationer, som vi ikke har

Af Micheal Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Første gang man sender sin hund på en anskudt fugl, er det en god idé, at man går med hunden frem til det sted, hvor man har set fuglen falde. På sigt skal det naturligvis være muligt at dirigere hunden frem til området, med mindre den selv har markeret fuglens fald.

Når hunden slippes og eftersøgningen starter, er det vigtigt at skrive sig bag øret, at opgaven er overladt til hunden. Det er nu hunden, der skal forsøge at løse opgaven og ikke dens fører. Derfor skal man som hovedregel aldrig blande sig, når hunden forsøger at udrede sporet. Og slet ikke de første gange, hunden prøver kræfter med en bortløbet fugl.

Den mere erfarne og selvsikre hund kan naturligvis hjælpes på vej, såfremt man kan se, at den har fået en skæv begyndelse på eftersøgningen. Naturligvis er det en fordel at få hunden frem på sporet så hurtigt som overhovedet muligt.

Uanset hundens evner og dressurniveau skal man være indstillet på, at det i sjældne tilfælde ikke lykkes hunden at finde den anskudte fugl.

Det kan der være mange årsager til, og mest almindeligt er det, at fuglen er løbet over områder, hvor færten ganske enkelt udviskes så hurtigt, at hunden efterlades mere eller mindre chanceløs.

I sådanne tilfælde kan man trække hunden frem i området og prøve med et mere tilfældigt apportsøg de steder, hvor man formoder, at fuglen kan have søgt tilflugt. Drejer det sig om ænder, der når sø eller mose, kan det dog blive yderst problematisk.

Anskudte ænder kan på forbavsende kort tid tilbagelægge store afstande og nå beskyttelse i nærliggende områder med vand og vanskelig vandvegetation, før hunden er fremme ved den. Og begynder de først at gemme sig under søens overflade, bliver opgaven særdeles vanskelig.

Når en hund af forklarlige eller uforklarlige årsager ikke kan finde den fugl, den er sendt på, kan man prøve med en ny hund. På prøver for retrievere og spaniels vil nummer to hunds succes være første hunds fiasko. Fænomenet kaldes ejewipe og medfører, at første hund er færdigbedømt og ikke kan tildeles præmie på den pågældende prøve.

Springer spaniel tilbage med anskudt fasan. Apporteringen understreger værdien af udtrykket “Stol på hunden” som betyder at man skal turde slippe kontrolen under apportering af anskudt, bortløbet vildt.

Vinderen tager det hele, og vurderer dommerne, at der er tale om en ekstraordinær vanskelig eftersøgning, har hund nr. to ganske store chancer for at vinde prøven, forudsat at de øvrige kvaliteter hos hunden er af tilstrækkelig høj standard.

Regelsættet viser, at jagthundeklubberne tillægger eftersøgning af anskudt vildt ganske stor betydning i både dressurmæssig og avlsmæssig sammenhæng.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »