Regeringen og Dansk Folkeparti offentliggør i dag, hvor danskerne fremover får mere urørt skov og anden biodiversitetsskov

Af Miljøministeriet

Godt 13.300 hektar fordelt på 45 skove rundt omkring i Danmark vil som en del af en historisk stor udlægning blive forvandlet til enten urørt skov eller anden biodiversitetsskov.

Regeringen og Dansk Folkeparti har nu peget på de konkrete skove og områder, hvor naturen vil få førsteprioritet. Her kommer produktionen af træ til at fylde væsentligt mindre end i dag, og nogle skove tages med tiden helt ud af drift. Det er blandt andet i Gribskov, Silkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage.

Del af Naturpakken

Udlægningen af urørt skov og anden biodiversitetsskov sker som en del af Aftalen om Naturpakken, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i 2016. Udpegningerne bygger blandt andet på analyser fra forskere på Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

I dag sætter vi gang i en historisk stor indsats for danske skove. Regeringen har lovet, at en femtedel af statsskovene skal være biodiversitetsskov – det leverer vi på i dag. Udpegningerne hviler på et solidt, fagligt grundlag fra en række af Danmarks førende forskere. Jeg vil gerne takke for, at de har stillet deres viden til rådighed og leveret et godt udgangspunkt for vores politiske arbejde, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Samlet set udlægges der over 13.300 hektar urørt skov eller anden biodiversitetsskov, hvor der tages særlige hensyn til dyre- og planteliv. De godt 13.300 hektar skov dækker over 6.700 hektar urørt løvskov, godt 3.300 hektar urørt nåletræsplantage og godt 3.300 hektar anden biodiversitetsskov. Dermed får naturen nu hovedfokus i 20 procent af de statslige skovområder inklusiv eksisterende urørt skov. Det svarer til to gange Samsø eller fire gange Gribskov.

Vildere naturoplevelser

I de urørte skove vil der fortsat være plads til friluftsaktiviteter, så danskerne får muligheder for at gå på opdagelse i de urørte skove. Der kan også sættes græssende dyr ud for at skabe mere dynamik i skovene.

Miljøordfører Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti siger:

Mere urørt skov vil give flere og vildere naturoplevelser til danskerne. Dansk Folkeparti ønsker en natur, hvor det vrimler med liv og masser af forskellige arter uden, at vores fælles skove bliver lukket land for danskerne.

Mindre skovdrift i statens skove

Områderne bliver lagt urørt over en periode på 10 år for løvskovene og 50 år for nåletræsplantagerne. I den periode bliver der fældet udvalgte træer. Det vil skabe mere lys og variation i skovene og er samtidig med til at finansiere udlægningen. De træer, der er mest værd for biodiversiteten, bliver ikke fældet.

Miljøordfører Carsten Bach fra Liberal Alliance siger:

Liberal Alliance har længe arbejdet for, at 20 procent af statsskovene har biodiversitet som hovedformål. Med den kommende indsats stopper vi den kommercielle skovdrift i en langt større del af statens skove end tidligere, så vi kan forbedre mulighederne for biodiversiteten. I vores øjne er det vigtigt at give naturen plads i statens skove.

Større skovområder og enkelte mindre

Aftaleparterne har lagt vægt på, at der bliver udpeget hele skove eller dele af større skovområder som urørt skov. Størstedelen er udpeget i større sammenhængende områder, men der er også udlagt enkelte mindre skove med kendte forekomster af truede arter.

 Miljøordfører Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti siger:

– Store sammenhængende skove vil gavne sjældne og truede arter mere på lang sigt, og gevinsterne for biodiversiteten vil vokse sig større i takt med, at årene går, og skovene ændrer karakter. Vi kommer næppe selv til at opleve de fulde effekter af den urørte skov, men generationerne efter os vil takke os for, at vi har sikret, at skovene kunne udvikle sig i en vildere retning.

Milepæl for naturen

I forbindelse med udpegningen har forskere givet værdifuldt input til hvilke skove og skovområder, der har et højt biodiversitetspotentiale.

Naturordfører Anni Matthiesen fra Venstre siger:

Urørt skov er en rigtig fornuftig tilgang til at få meget natur for pengene. Det har vi længe hørt fra forskere, og det er en milepæl for naturen, at vi nu kan pege på de skove, hvor naturen nu får lov at komme først. Her er der i forvejen naturværdier, som vi nu kan bygge videre på.

Udpegningerne bliver sendt i høring den 2. februar 2018. Høringen vil vare otte uger, og materialet vil kunne findes på Naturstyrelsens hjemmeside.

Udpegningerne er en indsats i Aftalen om Naturpakken. Der er i årene 2016-2019 afsat i alt 87,9 mio. kr. til indsatser vedrørende biodiversitetsskov. Heri indgår også midler til biodiversitetsskov på private arealer. Det følger også af aftalen, at der herefter varigt skal bruges op til 23,1 mio. kr. årligt.

Miljø- og fødevareministeren har i 2017 herudover tilført 10 mio. kr. ekstra til tilskud til urørt skov på private arealer.

Læs mere og se kort over skovene på Naturstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om Naturpakken her.

Her bliver skovene vildere