“Snedriverne lå højt i terrænet. Få steder kan man opleve et så voldsomt fygevejr som her, hvor der næppe er en kilometer fra hav til hav” Sådan lyder det i denne historiske beretning om en rævejagt langt ud over det sædvanlige

Tekst: Henning Kørvel

K.W.J. Thureholm fik sin sag for, da han jagede ræv i høj sne om vinteren sammen med revirjæger Carl Brehm på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg. De to mænd startede ved en kunstgrav i Langed Skov i den østlige ende af reviret og sporede ræven til den yderste klint på Knudshoved Odde, hvor Brehm skød den, efter at den var sat ud af gravhunde, men fordi de havde lige så langt tilbage, som de allerede havde gået, gik de den dag cirka tre mil, og Thureholm var så træt, at han faldt ned i en lænestol hos Brehm, da de endelig nåede hjem om aftenen.

K.W.J. Thureholm, redaktør af ”Jagtvennen” (1914-1952), og fra 1937-1950 sideløbende ansvarshavende redaktør af Sydsjællands Venstreblad (talerør for Det Radikale Venstre), der havde redaktion i Næstved, indtil bladet gik ind i 1958, vidste, hvor langt der er fra Langed Skov på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg ud til Knudshoved Odde, nemlig 15 kilometer.

Hvad han ikke vidste, da han en vinterdag i antagelig først i 1940-erne eller 1930-erne jagede ræv fra grav sammen med revirjæger (skytte) Carl Brehm, var, at han i et dybt snelag skulle komme til at gå fra en naturgrav i Langed Skov ud til spidsen af Knudshoved Odde, hvor Brehm skød ræven, og tilbage igen. De to mænd kom således til at gå cirka 30 kilometer.

Thureholm fortæller om den strabadserende jagt i bogen ”Der jog kong Valdemar” (Jagtvennens Forlag 1948). og han fastslår, at ”hvis ejeren af Rosenfeldt Gods, minister Oxholm vil inspicere hele sit gods på en dag, så skal han stå op i den årle morgen og ikke love sig hjem før aften”.

”Hvad dette naturskønne land mangler i bredden, er det nemlig rigt tilmålt i længden. Der er vel to stive danske mil fra grænsen ved Vordingborg til Knudshoveds yderste klint. Og så har ejeren endda den fordel at kunne tilbagelægge vejen i bil eller hestekøretøj, hvilket er forbudt for gæster af den grund, at et vejanlæg helt ud til ”Hovedet” ville blive en bekostelig affære”.

”På kortet har odden form som en meget lang flint-od fra stenalderen, hvis jægere var de første levende væsner, der befolkede den, men jeg ved, hvor langt der er til godsets vestgrænse og tilbage igen, idet jeg har gjort turen til fods både ud og hjem, endda vadende i en lille alen sne”.

Sporsneen fortalte grimme eventyr

”Det er ret mange år siden, men jeg husker det, som var det i går. Et konsortium, hvis formand var direktør Wilhelm Mønsted, har lejet jagtretten på Rosenfeldt gennem mange år, og selskabet havde dengang antaget en ny skytte, revirjæger Carl Brehm, og han er da for resten fremdeles i fin kondition. Han er min ven fra vor ungdoms dage, og da han ankom til den lange odde. Fandt han den befængt med rovvildt på ædelvildtets bekostning, og satte sig fornuftigvis for, at der skulle ryddes ud”.

Foden af ræven førte de to mænd over to mil fra Langed Skov i revirets østlige ende til en yderste klint på Knudshoved Odde, hvor Brehm skød den, efter at den var sat ud af hans gravhunde.

”Han sendte da bud efter mig, der næsten var nabo med hans nye virkefelt om at komme til stede, da sporsneen havde fortalt ham nogle grimme eventyr. Han havde dengang ikke andre, der kunne assistere ham”.

”Snedriverne lå højt i terrænet. Få steder kan man opleve et så voldsomt fygevejr som her, hvor der næppe er en kilometer fra hav til hav. Desuden var sneen blød som mel, og færdsel krævede fysik.

Det var oprindelig vor mening bare at tage en mindre formiddagstur for at spore ræv og mår, men for en sikkerheds skyld pakkede vi dog et par stykker stegt flæsk og et par stykker rugbrød i papir og gemte det i rygsækken”.

”Vi begyndte vor ekspedition i Langed Skov, der ligger tæt ved Vordingborg By. Heldigvis – eller snarere uheldigvis – havde Mikkel ræv gjort det samme. Dens fod stod tydelig at læse i sneen som en lang perlekæde, der dog ikke sjældent bugtede sig ud og ind imellem stammerne gennem tæt krat og hegninger for til sidst at føre ud over Ildveds Enge i retning mod Oreby.”

”Vi havde ventet, at rævesporet havde trukket os til Oreby Skov, men det svingede omsider nordud, og efterhånden nåede vi Nordstranden, hvor det blæste rigtig råt og koldt ind fra den islagte Aunø Fjord. Ræven havde vandret fremefter langs stranden stadig længere ud forbi Enghaven for til sidst at lade sig opsluge af Knudsskov i hjørnet ved Sølvvigen.”

”Endnu kendte Brehm ikke alle rævegravene i denne naturskov, der på det tidspunkt mange steder var et vildnis. Mens vi fulgte foden så godt, vi kunne og skiftedes til at bære rygsækken, i hvilken befandt sig to gravhunde.”

”Alle gravjagtjægere ved, hvad sådan et par småfyre vejer i levende vægt, når man har båret dem i timevis. Sporet førte ind gennem tjørnekrat og skrub. Sneen dryssede ned over os, trængte ind under flippen og smeltede på den varme krop. Men hvem ænser vel sligt, når den hellige ild brænder i ens indre”.

”Sporet førte til forskellige skjulte grave, men Mikkel havde ikke været nede i dem. Som for at håne sine forfølgere, havde den lettet ben ved graven og var trisset videre. Ræven havde aflagt besøg ved en nyanlagt foderplads, der var en hidtil ukendt foreteelse på terrænet, og der sås fasanfod på foderlinjen”.

”Et sted havde ræven rodet sneen igennem til et musehul, men om musejagten havde givet gevinst, kunne vi ikke konstatere. Til sidst tabte vi rævefoden i en juletræsafdeling. Sneen lå tæt på grenene, og vi måtte omringe afdelingen for at blive klar over, hvorvidt Mikkel var derinde eller var gået videre”.

”Brehm gik den ene vej, og jeg den anden vej. Da vi atter mødtes, meldte han et udgangsspor i venstre side af granafdelingen, og vi holdt så ”krigsråd”. Vi blev enige om at gå til skovens udkant ved Nordstranden for at spare tid. Vi fulgte skovgrænsen til Nordstranden og var spændt på, hvad det ville sige. Jo, sandelig, om ikke sporet førte ud af skoven fra et vældigt tjørnekrat i skovhjørnet”.

Vi havde nok gået tre mil

”Videre langs stranden. Bare videre. Ræven fulgte strandkanten uden synderlige svinkeærinder. Kommet ud til Draget var den fortsat hen over dette, havde kigget lidt på opsynsmandens hønsegård og derefter gået i grav i en stejl brink ud imod stranden et stykke inde i hovedskoven”.

”Vi var ved at tage hundene ud af rygsækken, da Brehm opdagede, at ræven havde forladt graven igen gennem et rør halvt nede på skråningen. Den var gledet i sneen, næsten rutsjet ned i strandkanten, og så var turen gået vesterud i retning af selve hovedklinten”.

”Der er en halv mil fra hovedskoven til oddens yderste spids. Vi drøftede sagen, for vi havde jo langt hjem, men at opgive kunne der naturligvis ikke være tale om. Jeg fik den ide, at vi kunne gå tværs over landtangen for at se, om Mikkel kunne være vendt om og gået tilbage langs sydstranden. Det burde vi have gjort allerede på det smalle Draget, hvor en sådan undersøgelse havde været ulige lettere. Men hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene, og så gik vi tværs over stedet, men der var ingen rævefod. En enkelt hare havde lavet løkker omkring de gamle forblæste tjørne, og krager havde skrabet igennem sneen ned til en hoben gamle hestepærer fra i sommer. Nød bryder alle love”.

”Der var således intet andet at gøre end at gå tilbage til foden for at følge denne udefter. Ved at gå helt nede i strandkanten, hvor sneen på steder var blæst helt bort, lettede det den tunge gang noget, men vi måtte dog stadigvæk foretage små afstikkere op på det flade land for at være sikker på, at sporet stadig førte udefter. Og det gjorde det”.

”Trætte og udasede nåede vi ud til den yderste klint. Brehm havde af egnens folk fået at vide, at der skulle være en rævegrav i klinten, men han kendte ikke nøjere beliggenheden. Sporet førte imidlertid lige til røret på skråningen, og en hastig undersøgelse slog fast, at intet spor førte bort fra klinten. Altså sad den der, den drilske røde filur, der havde trukket os to stakkels mennesker den lange, lange vej helt ud til Knudshoveds alleryderste spids – en strækning på to stive mil, med de svinker, som vi havde haft, vel nærmere tre mil”.

Ræven kom ud efter få minutter …

”Hundene blev i en fart rystet ud af posen, og vi tog post på hver side af røret. Hundene gik ned, og der var straks fuld musik. Havde det været svært at spore Mikkel, var det til gengæld let at få den ud. Den kom i løbet af få minutter i en usandsynlig ruf og var ved at slå kolbøtter ned ad skrænten, så stærkt gik det. Da den nåede strandkanten, faldt Brehms skud, og det gjorde ræven også. Den var skudt så død, som en ræv kan skydes. Få minutter senere var den strejfet. Vi skulle ikke slæbe på dens kadaver den lange vej tilbage”.

”Først nu gav vi os tid til at spise de medbragte klemmer. Desværre manglede vi en dram. Den ville have gjort underværker. Men Brehm foregøglede mig noget med varm kaffe, når vi engang nåede tilbage til den østlige udkant af Knudsskov, hvor skovfogedstedet ligger”.

”Det var dejligt at have et dragende mål at gå efter, navnlig i en situation som den, vi befandt os i. Og selv om vi var trætte, følte vi det næsten ikke. Et hvil og en opstrammer hos skovfogeden skulle nok gøre os klar til den sidste lange vej fra Knudsskov til Valdemarsgården”.

Carl Brehm var kendt for altid at have en pibe i munden, og det var sikkert også tilfældet, da han og Thureholm jagede ræv fra grave på Rosenfeldt en vinterdag.

”Dagen var svundet ind, og vi glædede os til at se lyset i skovfogedsstedets lune stue. Men da vi omsider nåede frem, var der intet lys. Opholdsstuen ligger mod gårdspladsen, trøstede Brehm. Men heller ikke omme på den side var der noget lys. Døren var låst. Altså ingen hjemme”.

To trætte vandrere vadede videre gennem den høje sne, der flere steder havde dannet meterhøje driver, som vi skulle igennem. Da indfandt reaktionen sig næsten lammende. Jeg satte mig i en drive og erklærede i overensstemmelse med sandheden, at jeg ikke orkede at gå længere”.

”Men Brehm lokkede og løj om afstanden. Vi er hjemme om en halv time, sagde han. Det varede dog to en halv time, og aldrig hverken før eller siden hen har jeg været så træt som på denne aftenstund, hvor jeg lod mig falde ned i en lænestol på Valdemarsgården. Der skulle endog overvindelse til for at for at få mig til gå de få meter hen til aftensbordet”.

”En stiv cognac virkede”.

”Og jo: Jeg ved godt, hvor langt der er fra Langed Skov ud til den yderste klint på Knudshoved Odde og tilbage igen”.

Thureholm satte sig ned og erklærede, at han ikke orkede at gå længere, men Brehm lokkede ham op, og da de efter yderligere to timers gang nåede hjem til Brehm, faldt Thureholm ned i en lænestol og gik først til bords efter at have fået en ”stiv cognac”.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »