Strandjagtens tidlige udvikling er ukendt, men et skriftligt udsagn viser, at skydepramjagt fandtes i 1895 …

Af Redaktionen

Strandjagtens tidlige udvikling er et af de mest mangelfulde kapitler i dansk jagthistorie. Enkelte områder er dog bedre belyst end andre, fx skubkanejagten i Vadehavet, som blev praktiseret frem til forbuddet mod den med Jagtloven af 1931. Men hvornår opstod skydepramjagt i den form, vi kender og udøver den i dag, og hvor i landet blev den født? Det vi ikke.

Men at den i hvert fald eksisterede i 1895, er et indlæg i Dansk Forenings tidsskrift „Dansk Jagttidende” (nr. 6, september, 1895) et eksempel på. Og det udstiller også Dansk Jagtforenings ikke overraskende lidt lorne holdning til den. Indledningen lyder:

„Fra en med Forholdene i Limfjorden vel bekjendt Jæger har Redaktionen modtaget følgende Skildring, der formentlig vil blive læst med en noget ejendommelig interesse”. Det, læseren så skal læse med „ejendommelig interesse”, er, at jagten fra skydepram nu kun drives om dagen i Limfjorden, fordi brugen af reflektionslygte blev forbudt ved den nye jagtlov (af 1894, red.), fordi det med rette blev antaget, at den ville ødelægge hele strandjagten, idet fuglene ville fortrække, når de ikke kunne få ro på deres overnatningssteder.

Lønsom jagt

Videre fortælles, at jagten om dagen også er lønnende for skydepramjægere, der har vænnet sig til at ligge i timevis på brystet og maven og ror frem bag en skærm, anbragt en tredjedel bådlængde fra forstavnen, og er så øvede i at bedømme fuglenes adfærd, at de herefter kan indrette deres egen fremgangsmåde. Hvor ovenstående i den tekniske fremstilling matcher nutidens konditioner, fastslås derefter overraskende, at skydepramjægerne på stedet hver især bruger to haglbøsser ad gangen.

Om skydeprammene fastslås, at de er 10 fod lange (3,13 meter) og på det bredeste sted to fod (62,77 centimeter). Om indretningen fastslås, at prammene er forsynet med et kort fordæk eller skvatbord og med en skærm, der går tværs over båden og forlænger sig uden for denne i to læderlapper, som når ned til vandspejlet, men ikke hæmmer fremdriften, fordi de er bøjelige.

Om skærmen hedder det videre, at der i denne foruden et skydehul findes et aflangt kighul. Men årerne ligner nærmest et par grydestikker, mener skribenten. Interessant læsning. Beretningen dokumenterer også et andet typisk tidsbillede, nemlig flokskydning. Skribenten skriver således, at når jægeren er kommet ind på passende skudhold, dvs. 30-40 alen (cirka 19-25 meter), så anbringes et skud på halsene, når fuglene ligger på vandet.

En jæger kan på denne måde skyde 10-15 rajgæs (knortegæs) eller ænder i ét skud, og dertil i almindelighed få tid til at dublere med den anden haglbøsse i flugten. Skribenten beretter videre, at skydepramjagten på Limfjorden drives mest ihærdigt af et par fynboer, af hvilken den ene i foråret 1895 skød op mod 200 rajgæs og den anden 14 rajgæs i ét skud. For dem er det, skriver han, en ganske god forretning, da gæssene koster to kroner pr. stk.

Det er i foråret, navnlig maj, denne jagt drives, mens de i efteråret især jager svømmeænder og vadefugle. Sidst kommer skribenten med den konstatering, at skydepramjagten i længden er anstrengende og skadelig for helbredet, fordi udøveren ofte bliver våd på kroppen, og den liggende stilling på bryst og mave ikke er heldig. Mange har derfor måttet opgive brugen af skydeprammen, fordi de ikke har kunnet vænne sig til den liggende stilling, slutter han.

Dansk Jagttidendes redaktør runder sluttelig af med den betragtning, at skribenten til skydepramjagtberetningen fra Limfjorden kan have ret i, at det er rimeligt, at trækfugle der raster i vores farvande, beskattes gennem jagtudøvelse.

Men så rækker enigheden ikke længere. Set fra redaktørstolen kan skydepramjægeres bedrifter gå ud over en anden langt talrigere klasse af erhvervsjægere, nemlig fiskerne. Disse har i reglen haglbøssen med i båden, og med den har de kunnet skaffe sig en bifortjeneste, når tid og lejlighed bød sig til, men hvor skydepramjagten drives, er det velkendt, at fuglene bliver langt mere sky og påpasselige end tidligere, slutter redaktøren sin kommentar med endnu et tidsbillede af strandjagt anno 1895.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »