Der var så mange tigre, at jeg kunne have skudt otte-ti på en uge, men jeg gik efter en bestemt, skriver Frank Hibben i ”The Weartherby”

Tekst: Henning Kørvel Fotos: ”The Weatherby”, Safari Press, 2004

Der var så mange tigre, at jeg kunne have skudt otte-ti på en uge, men jeg gik efter en bestemt, skriver Frank Hibben i ”The Weartherby”, da han havde modtaget The Weatherby Hunting And Conservation Award i 1964. Han fik dog ikke skudt den store hantiger, men fik derimod en stor huntiger, der stod på baitet – en dræbt vandbøffel – da han nedlagde den.

“Tigerens hoved var kun 20 yards fra mig. Jeg kunne tydeligt se dens striber. Ørene var oprejste, og øjnene var vagtsomme. Munden stod halvt åbent, og den drejede hovedet fra side til side.  Jeg måtte gøre noget, for den var ”The Big Tiger of Arjuni”, som jeg havde rejst så langt for at finde, skriver Frank Hibben (”The Weatherby”, 2004), efter at han havde modtaget The Weatherby Hunting and Conservation Award i 1964.

Brownie, hans kone og ham, havde rejst mange tusinde mil til Indien for at finde en tiger som den, der kun var 20 yards fra ham.

Fra overrækkelsen i 1964 ses Ken Niles (til venstre), Frank Hibben, astronaut Wally Schirra, der overrakte prisen og yderst th. Roy Weatherby. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).

Parret kom til Bombay (Mumbai) fra Teheran i Iran, hvor han havde jaget sammen med prins Abdorezza Pahlavi (1924-2004). Fra Mumbai fløj de til Nagpur og mødte her deres jagtguide, Rao Naidu fra Allwyn Cooper Ltd.

”Rao er kendt i hele Indien som ”The Tiger Man”, og han bookes ofte af regeringen til at opspore og skyde menneskeædende tigre, og han har skudt over et hundrede stribede katte. Rao fortalte os om ”The Big Tiger Of Arjuni”

”Den er meget stor og meget klog”, sagde Rao, der havde organiseret jagten ned til mindste detalje.

”Et korps af 22 hjælpere stod til vores rådighed. Hver mand havde mindst en hjælper, og enkelte af hjælperne havde også hjælpere til at hjælpe sig.”

Rao sendte to mand til nabolandsbyen for at købe fire vandbøffelkalve som bait, når vi havde fundet området, hvor den store kat holdt til.

Tigeren drak i en flod cirka en mil fra Arjuni, men fordi vi var i marts, der er i den tørre periode, var flodløbet skrumpet ind til nogle serier af små vandhuller uden forbindelse med hinanden.

Så mange hjælpere var involveret i Frank Hibbens tigerjagt. Hvis jagten ikke havde gjaldt en bestemt tiger, kunne han på en uge havde skudt otte-10. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).

 

Kunne have skudt otte-10 tigre

”Vi skød chital deer, bison og sambar, og i nabolandsbyen skød vi en sloth bear – læbebjørn – fordi den havde dræbt nogle beboere. Samtidig havde vi naturligvis fokus på tigre, men i hvert tilfælde af de, vi fik underretning om, drejede det sig om andre tigre end den, vi havde fokus på. Hvis vi ikke havde været interesseret i en bestemt tiger, så kunne vi på en uge have skudt otte-10 andre tigre”.

”Når vi omsider fik nyt om ”The Big Tiger Of Arjuni”, så var der til gengæld ingen tvivl om, at det var den, der var set. Og sådan var det også, da to skovhuggere på vores tolvte jagtdag kom til os og fortalte, at den store tigerhan havde dræbt en vandbøffel, og at de havde set tigeren ved bøflen, der havde slæbt den hen til et træ, dækket af en vildvin. Vi gik straks i gang med at lave en machan, og da alt var færdigt, satte Rao og jeg os ved 18-tiden os til rette i machanen og sendte hjælperne bort, og de havde forinden ikke rørt ved baitet”.

På plads i machanen, men fordi påfugle kunne se Frank Hibben og hans guide, formodede de, at tigre også ville kunne se dem, og de derfor skulle forholde sig i ro. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).

”Vi så snart sambarhjorte. Også en flok påfugle ankom, men de forsvandt snart ind i buskadset, og fordi vi antog, at de kunne se os, ville en tiger også kunne se os, og når/hvis en tiger kom, så måtte vi fryse vores bevægelser”. Klokken cirka 22.00 hørte vi en tiger brøle”.

”Det er en hantiger, men den kommer fra den forkerte retning (bagfra)”, sagde Rao.

”Mens vi hviskede, brølede tigeren igen fra den anden side. Der er to tigre, den gamle han har vist fundet sig en mage, sagde Rao, og mens begge tigre kaldte og besvarede hinandens kalden, kom de stadig nærmere.

”På grund af hunnen vil hannen ikke blive mistænksom, sagde Rao, der sad parat til at tænde lygten. ”Lad den tage den første bid af bøflen, og skyd så”.

”Tigrene brølede fortsat, mens de kom stadig nærmere. Alligevel gik der yderligere 20 minutter, før vi fik eksakt kendskab til, hvor de befandt sig. De kom begge bagfra, hannen fra højre og hunnen fra venstre side. Da de kom nærmere, stoppede de med at kalde på hinanden, måske fordi de havde fået mistanke om ”noget”. Kort efter kunne jeg høre poterne blive sat på jorden. Han havde kurs mod os. Og der var den”.

”Mit første view til ”The Great Tiger Of Arjuni” var ingen skuffelse. I månelyset så den fantastisk ud; dens hoved så ud til at være på størrelse med mine skuldre. Munden var halvt åben, og den svingede hovedet fra den ene til den anden side, men kunne jeg svinge riflen rundt og pege på den? Hvis jeg bevægede mig det mindste, ville machanen knirke, og tigeren ville forsvinde på et splitsekund”.

”Jeg blev lidt forvirret, fordi en anden tiger nu stod til venstre på en sti i mørke. Den kiggede også fra side til side, men den til højre var målet, som, vi har kommet så langt for at skyde. Når den gik de få skridt op til bøflen for at æde, kunne jeg afgive skud. Jeg kunne skyde den uden lys. Hvordan kunne jeg skyde ved siden af overhovedet?

”Tigeren tøvede. Havde den fået fært af os? Igen bevægede den hovedet fra side til side for uden en lyd at forsvinde bag machanen som et spøgelse. Og hunnen fulgte ham. To gange mere i løbet af den nat hørte vi hantigeren kalde, og hunnen svarede den. For hvert kald kom de nærmere baitet, og vi kunne høre dem gå på de visne blade. Hen mod morgenen kaldte de to-tre gange mere, før de gik i den retning, som de var kommet fra” og forsvandt”.

”I yderligere to nætter sad vi på stedet, men så hverken hannen eller hunnen”.

”De tre uger, vi havde afsat til tigerjagt, havde næsten fundet en ende, men jeg havde set The Big Tiger Of Arjuni, og kunne ikke tænke mig nogen anden”.

”Vi blev derfor meget tilfredse, da en løber fra Sarayapaily kom og fortalte os, at der var fodspor af en stor tiger ved et vandhul syd for landsbyen cirka fire mil fra stedet, hvor den store tiger havde forladt os.

Det blev ikke ”the Big Tiger Of Arjuni”, som Frank Hibben nedlagde, men derimod en stor huntiger. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004.

Skød stor huntiger

”Næste dag kom to skovhuggere og fortalte Rao, at de den morgen, de skulle tage bøflerne hjem, havde fundet en bøffel dræbt, og den store tiger stod på ådslet. Vi kørte tilbage til Saraypaily for at forberede os til jagten, mens det var varmt, og tigeren hvilede sig. Nogle hundrede yards fra vandhullet udpegede de to skovhuggere den dræbte vandbøffel. Tilbage af den var kun hovedet, en skulder og et forben. Selv om huntigeren eventuelt havde deltaget sammen med hantigeren, hvordan kunne to tigre så have ædt så meget af den fuldt udvoksede bøffel”?

”Det er en meget stor tigers værk”, tilføjede Rao.  

”Cirka 35 meter fra baitet hejste vi machanen op, og klokken 16.00 steg vi op i den, og mændene gav mig min riffel. Et kvarter senere kom en tiger i fuldt dagslys. En tiger ville normalt vente med at komme tilbage til et dræbt dyr, når det var mørkt. Den stod på baitet, og jeg var klar til at skyde, da Rao hviskede, at en anden tiger var ankommet. Det måtte være hunnen, fordi den var mindre. Men Rao rørte igen min albue, for nu kom en tredje tiger. Den sidste tiger var en stor gammel hun, og med sig havde hun fire udvoksede unger. I endnu en halv time så vi de fem tigre. Rao sagde så: ”Shoot her”.

”Men killingerne”, svarede jeg?

”De er fuldt udvoksede og vil jage deres egen føde”, svarede han.

”Mens tigrene stirrede på os, tog jeg riflen op, sigtede på hendes bryst og trykkede på aftrækkeren. Hun faldt på stedet uden en bevægelse.

”Jeg har aldrig set så mange tigre”, sagde Rao.

”Jeg var enig, og vi kravlede ned fra machanen. Men fordi vi har levnet The Big Tiger Of Arjuni”, vil jeg komme tilbage”.

Fodaftryk af ”The Big Tiger Of Arjuni”, som Frank hibben ikke fik nedlagt. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).

 

Frank Hibben

Dr. Frank Hibben (5. december 1910 – 11. juni 2002) var født i Lakewood, Ohio, og han startede med at gå på jagt sammen med sin far, da han var otte år og skød kaniner med kaliber .22.

Mens han gik i gymnasiet, arbejdede han på deltid for The Cleveland Museum of Natural History, for hvem han indsamlede mindre pattedyr og fugle. Han blev bekendt af konservator Carl Akeley, Fra en af museet fik han en miserabel .30-30-riffel, som han fik styr på, og med den skød han over de næste fem år grizzlies, tre tykhornsfår, tre sortbjørne og the Roosevelts wapiti.

Efter Anden Verdenskrig strandede han i Afrika, og han benyttede lejligheden til at skyde mankefår, hvilket førte til, at han gennemførte 26 safarier til Afrika, og hans fringe-eared oryx og hans hvid oryx var begge nye verdensrekorder. Han skød også leopard, addax, Cape eland, giant eland, kob, forest rhino, white-eared kob, swamp and forest sitatunga, Nile lechwe, bongo, giant forest hog, nyala, dibatag, Soemmerrings and Speke gazelles, ligesom han erhvervede The Big Five.

Han jagede ydermere i Iran, Nepal, Kina, USSR og Mongoliet. Han jagede også over hele USA, Canada og Centralamerika, ligesom han jagede i Skotland, Frankrig, Spanien, Tyskland, Jugoslavien, Grækenland og Tyrkiet.

Han brugte et helt år til at jage bjergløver sammen med Ben Lily, og han skød 24 bjergløver og to jaguarer. Og derefter skød han over et hundrede bjergløver og jaguarer. Han tilbragte otte måneder med at jage grizzlies, før han skrev bogen ”Hunting American Bears”. Han havde et dobbelt slam i amerikanske vildfår. Han skrev over 350 artikler og fire bøger om jagt, og før sin død i 2002 havde han været den ældste nulevende modtager af The Weatherby Hunting And Conservation Award.

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »